Danskerne fravælger bærbare PCer

Salget styrtdykker, samtidig med at Apple nu kun har halvdelen af tavle-PC-markedet i Danmark, hvor salget af Samsung-telefoner nu er dobbelt så stort som af Apple-telefoner.

Danskerne bruger pengene på at købe smartphonetelefoner og tavle-PCer i stedet for de klassiske stationære og bærbare PCer. Og Android når stadig tættere på Apple, som nu er nede på halvdelen af tavle-PC-markedet i Danmark. Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskernes køb af bærbare PCer styrtdykker - vi vil hellere bruge pengene på tavlecomputere. Og både her og på mobilområdet vælger stadig flere udstyr med Googles styresystem, Android.

I juli-september dykkede salget af bærbare PCer i Danmark med 17,6 procent i forhold til for et år siden til 217.800 styk. Samtidig fortsatte salget af stationære PCer nedad med et fald på 9,6 procent til 80.700 styk. Til gengæld voksede tavle-PC-salget med 30,5 procent, så der i 3. kvartal blev solgt 164.700 tavle-PCer, mens smartphonesalget voksede med 12,1 procent til 594.200 styk. Samtidig gik salget af »almindelige« mobiltelefoner tilbage med 34,7 procent i forhold til sidste år, nemlig til 125.300 styk.

Lenovo sælger bedst

Det er analysehuset IDC, der følger udviklingen på teknologimarkederne tæt, der har gjort det danske marked op.

På PC-markedet har kinesiske Lenovo befæstet sin førerposition og sidder nu på 25 procent af alle solgte maskiner - en fremgang fra 22 procent tre måneder tidligere. Hewlett-Packard (HP) er nummer to med en markedsandel på 21 procent; tre måneder tidligere sad HP på 17 procent.

Apple er nummer tre med en markedsandel på 14 procent, Dell nummer fire med 10 procent, og Acer nummer fem med også 10 procent. Acer, som er taiwansk, er gået tilbage fra 17 procent tre måneder tidligere.

Vi har mange bærbare

»Det kraftige fald i salget af bærbare skal ses i sammenhæng med, at tavlecomputermarkedet vokser så meget, og samlet set er der tale om fremgang. Men gennem flere kvartaler er PC-salget faldet med tocifret antal, så der er tale om en permanent kannibalisering fra nye produkttyper, hvor den traditionelle PC bliver erstattet af andre typer af enheder. Her er Danmark hårdere ramt end andre, fordi danskerne har så mange PCer - faktisk fire bærbare for hver tre personer. Tavle-PCerne udkonkurrerer ikke PCen i brug men erstatter en af dem, vi har,« siger analysechef Anders Elbak fra IDC.

Priserne på de tyndere og lettere bærbare PCer falder, og der sælges derfor flere og flere, fordi man nu får det hippe ultrabookudseende med til billigere penge, eftersom produktionspriserne falder.

Stationære PCer købes stadig, men det er mest spillere og virksomheder.

»Stationære PCer er billigere i drift, selv om de bruger lidt mere strøm. Til gengæld er der sjældent brug for så megen service, og de holder ofte lidt længere. Desuden er de sikkerhedsmæssigt bedre, fordi de bliver stående og ikke forsvinder så let. Endelig har mange butikker kassesystemer bundet op på stationære PCer. Og så får man flere hestekræfter pr. krone i en stationær PC, ligesom man kan udskifte grafikkort og andre dele i dem,« siger Anders Elbak.

Android haler ind på Apple

Danskerne bruger ikke flere penge på elektronik end tidligere. Pengene bliver bare lagt andre steder, og her er det smartphonetelefoner og tavle-PCer, der trækker.

»Apple er stadig dominerende på tavlecomputermarkedet og har en andel på 50 procent, men Android haler ind, drevet af Samsung som den største. Samtidig kommer der flere og flere relativt billige tavlecomputere, og en del købere ser efter de mange syvtommermodeller i lavere prisniveauer, og her sidder Android rimeligt fornuftigt,« siger IDC-analysechefen.

42 procent af alle solgte tavlecomputere er nu drevet af Google Android mod 34 procent for et år siden.

Den tredje mulighed er tavle-PCer med Windows som styresystem. Det er endnu en beskeden del af det danske marked, nemlig fem procent mod to procent i 3. kvartal 2012. IDC forventer, at Microsoft vil spytte flere penge i markedsføring.

»Microsoft ønsker at sidde på 20 procent af markedet til næste år. Det er meget ambitiøst sat, men skal man nå det, må der følge kroner med til markedsføring,« siger Anders Elbak.

Dobbelt så mange Samsung- som Apple-telefoner

På mobilområdet har Android vundet markedsandele i 3. kvartal, formodentlig dog, fordi Apple-elskere har afventet lanceringen af iPhone 5S og iPhone 5C.

Der bliver solgt dobbelt så mange Samsung-telefoner som Apple-telefoner i Danmark, nemlig 272.000 Samsung-telefoner mod 139.000 Apple-telefoner. Samsungs markedsandel er vokset fra 42 til 46 procent, mens Apples er faldet fra 31 til 23 procent af mobilmarkedet. Japanske Sony fastholder den 3.-plads, som Sony har haft gennem hele 2013, og som delvis skyldes, at det daværende Sony Ericsson - som Sony overtog helt og nu kalder Sony Mobile - var et populært mærke i Danmark, fordi det var skandinavisk design. Sydkoreanske LG ligger på 4.-pladsen, mens Nokia med en andel på 3,5 procent er nummer 5. Nokias mobilproduktion overtages efter årsskiftet af Microsoft.

Gennemsnitsprisen på en mobiltelefon solgt i Danmark ligger nu på 3.000 kroner.