Danske virksomheder afsløret af Wikileaks

Sladresitet Wikileaks har i nat frigivet et omfattende overblik over verdens overvågningsindustri. Tre danske virksomheder er på listen. Men hvem er de? (Opdateret 14:54 med kommentar fra Napatech)

Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ETI Group i Nørresundby, Spectronic Systems fra København og Napatech i Søborg. Kender du de tre virksomheder ? Sikkert ikke. Men måske kender de, eller deres kunder, dig. I hvert fald påstår lækagsitet Wikileaks, at tre danske virksomheder hører til i den kæmpestore overvågningsindustri, der er vokset op i kølvandet på den kolde krig og krigen mod terror. Det fremgår af de seneste dokumenter, som Wikileaks i nat har offentliggjort. Det er dokumenter, som tilsammen udgør et overblik over alle de virksomheder, der udvikler teknologi til overvågning, logning, registrering og sporing af civile borgere via oplysninger om deres adfærd på internettet, via mobiltelefoner, overvågningskameraer og meget andet. B.dk har været i kontakt med alle tre virksomheder for at høre deres kommentar til, at de optræder i dokumenterne fra Wikileaks, hvilke produkter, de kan tilbyde og ikke mindst, hvem deres potentielle kunder er.

Vil ikke sige noget

Men selv om ingen har anklaget virksomhederne for at gøre noget ulovligt, har ingen af dem indtil videre fundet tid eller lyst til at udtale sig til b.dk. Den første af de tre virksomheder er Spectronic Systems, der tidligere lå i Grenå. Nu har virksomheden til huse på Flæsketorvet i København, men har i øjeblikket ikke en fungerende hjemmeside. Det har de dog tidligere haft, for IT-avisen Computerworld besøgte siden tilbage i april i år, og blev mødt af beskeden: "This site is strictly for the benefit of Government Agencies, Law Enforcement Agencies, Intelligence Agencies and Government Approved companies." Virksomheden har ikke lyst til at udtale sig til b.dk, men det har tidligere været fremme, at virksomhedens forretningsområde og kunder faktisk er efterretningstjenester og andre, der har en interesse i at overvåge folk, sådan som Wikileaks hævder.

Fåmælt Aalborg-virksomhed

Også Nørresundbyvirksomheden ETI Group, som ikke længere er danskejet, er på Wikileaks-listen. ETI Group er meget fåmælte med hvilke produkter, selskabet leverer - men ifølge Wikileaks er der tale om avancerede værktøjer til overvågning af telefonsamtaler og andre ting i samme boldgade. Sidst, men ikke mindst, er selskabet Napatech fra Søborg med i pakken. Selskabet leverer primært værktøjer til netværksanalyse, men tillsyneladende altså også værktøjer, som Wikileaks mener gør dem til en del af overvågningsindustrien. Opdatering 14:52: B.dk har nu endelig fået kontakt til Napatech, der ikke umiddelbart føler sig stødt over at være nævnt på Wikileaks. Selskabet har specialiseret sig i overvågning og analyse af netværkstrafik, men har ikke nogen løsninger, der er specielt velegnet til at overvåge enkelte personer. "Det er blot fem procent af vores omsætning, der stammer fra overvågningssegmentet, og her er vi blot underleverandører til andre," siger marketingchef Erik Norup. Han hæfter sig ved, at Wikileaks ganske korrekt kun nævner Napatech som leverandør af udstyr til netværksmonitorering - og altså ikke blandt de virksomheder, som udstilles som egentlige leverandører af spionløsninger. "Vi anerkender, at vi har rigtig gode netværkskort med mange hestekræfter i, så hvis man vil have en god netværksanalyse, så er vores kort rigtig gode. Men vi har ikke specielle løsninger til det segment, som Wikileaks beskriver," siger han. I første omgang har lækagesitet alene offentliggjort et overblik over den industri, de mange virksomheder hører hjemme i, men sitet barsler med yderligere afsløringer over de kommende måneder, siger de. Tilmeld dig Tech & Videns ugentlige nyhedsbrev - og få det hver torsdag!