Danske politikere: Googles overvågning skal stoppes

SF, de Radikale og Enhedslisten vil have justitsminister Karen Hækkerup til at kigge på muligheden for at ændre lovgivningen, så Google ikke kan scanne private mail-samtaler for kriminalitet.

Google skal ikke scanne danskernes Gmails, lyder det bredt fra de politiske partier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Mihailescu
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er det i orden, at Google overvåger private menneskers mailkorrespondancer i jagten på kriminalitet? Er retssikkerheden intakt, når private virksomheder agerer politi? Det spørgsmål stillede Berlingske i avisen søndag, hvor eksperter både rettede en skarp kritik mod søgegiganten, men samtidig efterlyste en større debat omkring private virksomheders beføjelser ift. efterforskningsarbejde.

En debat, der udspringer af en sag i USA, hvor en mand i sidste uge blev anholdt for besiddelse af børnepornografi, efter Googles automatiske scanningssystem havde fundet børneporno i mandens private mails og alarmeret politiet.

En klar overtrædelse af privatlivet såvel som myndighederners arbejde, mener retsordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper.

»Ingen kan være uenig i, at det er godt, at en person, der distribuerer børneporno, bliver stoppet. Men det bør ikke være op til private selskaber at agere politibetjent. I et demokratisk samfund skal man ikke finde sig i overvågning, hvis man ikke er mistænkt for noget kriminelt. Har politiet en mistanke, kan de få en retskendelse og overvågning kan iværksættes, eksempelvis via gmail. Er der ikke en mistanke, skal man kommunikere i fred. Sådan fungerer et retssamfund, og sådan fungerer retten til privatliv,« siger Pernille Skipper.

Ifølge hende er internettet og digital kommunikation en central del af vores samfunds infrastruktur, hvorfor der ikke er en reel mulighed for borgere at vælge den kommunikationsform fra. Derfor argumenterer Skipper for, at der fra politisk hold skal trækkes nogle klare grænser for overvågning af ganske almindelige mennesker. Ellers risikerer vi »totalitære tilstande, som minder uhyggeligt meget om tidligere tiders samfund, bortset fra at overvågningen faciliteres af private selskaber.«

Her peger hun både på eksemplet med Google, der screener for bestemte forbrydelser, men også når de via PRISM-samarbejdet stiller adgang til overvågning til rådighed for amerikanske efterretningstjenester. På baggrund af Googles overvågning vil Pernille Skipper stille spørgsmål til justitsminister Karen Hækkerup (S) om, hun kan være enig, at der bør trækkes lovgivningsmæssige grænser for private selskabers overvågning via internettjenester.

Formand for retsudvalget: Brug for ny lovgivning

Retsordfører i SF og formand for Retsudvalget, Karina Lorentzen, deler Pernille Skippers bekymring og mener, at der er behov for en ny lovgivning på området.

»Det er fint, at man som socialt medie har nogle politikker, blandt andet omkring børneporno. Grænsen går, hvor der drejer sig om myndighedsarbejde. Det, der handler om efterforskning, må vi overlade til politiet. Den grænse er overskredet. Jeg kan kun være glad for, at der bliver reageret på børneporno, men vi bliver nødt til at insistere på, at det er politiet, der gør det. Vi skal ikke lave privat efterforskning, privat overvågning og private konklusioner, hvis vi skal beholde vores retssikkerhed,« siger Karina Lorentzen.

»Konsekvensen er det her kan være, at vi bliver nødt til at ændre lovgivningen. Der er behov for nye regler på området. Der ser vi både i kølvandet på Se og Hør-sagen, og det ser vi nu i forhold til den her sag. Det er noget, som vi skal diskutere i retsudvalget til efteråret,« siger Lorentzen.

»Vi skal have en principiel debat«

Det er en kritik og bekymring, som retsordfører i de Radikale, Jeppe Mikkelsen, deler.

»Jeg er skeptisk over for, at private virksomheder begynder at agere politibetjent. Det er der kun én myndighed, der skal, nemlig politiet. Hvad der er rigtigt og forkert i lovens forstand er noget, som jeg og mine kolleger i Folketinget beslutter. Ikke en privat virksomhed,« siger han.

»Jeg synes, det er godt at få en debat. Det, der kan gøre det svært, er, at der er tale om multinationale virksomheder, der opererer under mange forskellige jurisdiktioner og som har hjemmel rigtig mange steder. Hvordan og hvorledes og om der er behov for at regulere er absolut noget, der er behov for at have en debat om og diskutere principielt,« siger Jeppe Mikkelsen.

Han pointerer samtidig, at det ikke nødvendigvis er noget, man udelukkende kan agere på ud fra et nationalt synspunkt, men som et område, man skal have fokus på fra europæisk side.

Behnke: Mails er underlagt brevhemmelighed

Meldingen fra retsordfører i Det Konservative Folkeparti, Tom Behnke, er også klar:

»Google skal naturligvis anmelde det, hvis de støder på ulovligheder. Det skal vi alle. Det er dog på ingen måde i orden, hvis Google systematisk scanner de mails, som brugerne har i deres systemer. Mails er underlagt brevhemmeligheden, og det skal naturligvis respekteres,« siger Tom Behnke.

Tom Behnke var tidligere citeret for, at Googles overvågning var i orden. Her var der imidlertid tale om en misforståelse: At Google overvågede nettet og søgeresultater generelt, og ikke private mails.