Dansk firma klar med Android-mobil. Måske.

Det danske selskab, Lumigon, vil præsentere den første rent danskudviklede mobiltelefon med Googles Android-system til februar.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den har været længe undervejs - faktisk så længe, at det efterhånden er gået hen og blevet en historie, mange trækker lidt på smilebåndene af. Men nu skulle det være ganske vist: det danske selskab Lumigon vil den 27. februar præsentere det første rent danske bud på, hvordan en mobiltelefon anno 2012 skal skæres.

Årsagen til Lumigons særegne status som underholdende element er, at selskabet har meldt klar med den første Lumigon-telefon i årevis. Helt tilbage i 2010 var Lumigon angiveligt også klar med den første telefon, der dog blev udskudt. Siden er den blevet udskudt igen og igen.

Ny Android

Den kommende Lumigon-mobil, vil - ifølge selskabets side på Facebook - blive drevet af Android 4.0, der er den nyeste version af Google-systemet.

IT-avisen ComON har talt med Lumigons direktør, Lars Gravesen, der bekræfter lanceringsdatoen den 27. februar og begrunder de mange forsinkelser med tekniske problemer og sager om patenter andre problemer.

Kommer Lumigon-mobilen på markedet snart, er det en af de få lyspunkter i den danske mobilbranche, der ikke har kunnet nyde meget medvind de senere år. Senest har Nokia fjernet op mod 1000 stillinger fra den danske udviklingsafdeling i Sydhavnen, og andre selskaber har forlængst rykket teltpælene op fra det danske marked.

Lumigon har tidligere forklaret, at selskabet arbejder med at bygge en masse funktioner ovenpå Android-systemet, og i øvrigt raffinere brugeroplevelsen, så mobilen skiller sig ud fra mængden.

På markedet for Android-baserede mobiler er konkurrencen helt afsindig - og producenter over hele verden pumper hastigt nye mobiler ud med Google-systemet. Derfor vil Lumigon-mobilen - hvis den faktisk kommer - blive søsat i et marked, der vil yde danskerne kamp til stregen.