Danmark under massivt cyberangreb

Hele NemID-systemet er tvunget i knæ, efter at systemet hele formiddagen har været under angreb fra ukendte gerningsmænd. Flere banker er ved at lave nødindgange. Situationen er ustabil.

Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden i morges har Danmark været udsat for et massivt cyberangreb, der har tvunget den officielle danske digitale nøgle, NemID i knæ. Det betyder, at det hverken er muligt at logge ind i netbanken, handle aktier eller foretage sig noget som helst, der kræver login via NemID.

Det er ikke blot bankerne, der bruger NemID - hele det offentlige Danmark kræver login via nøglen, der også bruges af ejendomsmæglere, tinglysningen, pensionsselskaber, eBoks, SKAT, elektroniske patientjournaler, bibliotek-tjenester og sågar Danske Spils netsted - og mange andre.

Det er et såkaldt DDoS-angreb, der har ramt systemet - og dermed er der med sikkerhed nogen, der står bag, som specifikt har valgt at gå efter det danske system. Hos DanID oplyser informationschef Søren Winge, at man har en formodning om, hvad der foregår, og lige nu forsøger at stå imod angrebet.

DDoS-angreb har tidligere denne uge ramt både KL og Socialdemokraterne, efter at den autonome aktivistgruppe Anonymous valgte at tage lærernes parti i lockouten og rette et lignende cyberangreb mod først KL, hvis netsted var utilgængeligt i mange timer.

I praksis foregår DDoS-angreb ved at man oversvømmer serverne med trafik - eksempelvis via såkaldte botnet eller via særlige værktøjer, man henter på nettet. Via sådanne værktøjer kan man bombardere netsteder med trafik, indtil de til sidst giver op og bryder sammen. Det er ofte det samme der sker, når alle danskerne samtidig forsøger tjekke, om de skal have penge tilbage i skat.

Søren Winge fra DanID oplyser, at systemet lige nu modtager langt mere trafik, end man normalt modtager - selv i spidsbelastningsperioder. Dermed er det også relativt usandsynligt, at der er tale om simple drengestreger, forklarer han.

»Det virker som om, man bevidst prøver at lægge netop vores system ned,« siger Søren Winge.

Angrebet har stået på hele morgenen, og selv om systemet af og til kommer op, braser det hurtigt sammen igen. DanID kan ikke oplyse, hvornår situationen ventes overstået.

Flere banker er ved at lave nødindgange, og der er ikke umiddelbart risiko for at ens personlige oplysninger er sluppet ud.

(Opdateres)