Danmark får færre mobilhuller og mere fart på nettet

Flere kan få rigtigt høje internethastigheder, og mobildækningen bliver også bedre, men det er ikke godt nok, fastslår erhvervs- og vækstministeren.

I 209 danske postnumre kan man nu købe en internetforbindelse på 100 megabit i sekundet, men der kan være store forskelle inden for det enkelte postnumre, hvilket ikke fremgår af oversigtskortet fra Erhvervsstyrelsens nye bredbåndskortlægning af Danmark. Fold sammen
Læs mere

Syv af ti danskere har i dag mulighed for at købe en internetforbindelse i absolut topfart, nemlig på 100 megabit i sekundet, og det er ti procent flere end for et år siden. Samtidig bliver der færre områder med dårlig mobildækning.

Erhvervsstyrelsen, som er øverste telemyndighed herhjemme og sorterer under erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), har kortlagt bredbåndsmarkedet og mobildækningen i Danmark.

70 procent vil kunne købe en 100-megabitforbindelse ind i huset, og 55 procent kan også få 100 megabit ud af huset, hvilket er en stigning fra 30 procent sidste år.

Der er meget stor forskel på, hvor man har adgang til de høje hastigheder - også inden for det enkelte postnummer. I store dele af Sydjylland og Midtjylland har over 80 procent adgang, mens husstande og virksomheder på Nordfyn, i området øst for Randers, syd for Køge, på Bornholm og på en række mindre øer kun i meget begrænset omfang har adgang, skriver Erhvervsstyrelsen.

Stadig 10.000 er sat helt udenfor

Regeringen har som målsætning, at samtlige danskere i 2020 skal kunne købe mindst 100 megabit ind i huset og mindst 30 megabit ud af huset. Det skal sikre, at man kan bo og arbejde hvor som helst i landet og dermed sende begrebet »Udkantsdanmark« tilbage ud i mørket.

Samtidig falder priserne fortsat på bredbånd, men det har endnu ikke afspejlet sig i, at folk føler et behov for de rigtigt høje hastigheder.

Endnu kan man dog end ikke regne med at kunne købe en i dagens øjne særdeles langsom 2-megabitforbindelse i hele landet. 99,9 procent af danskerne har mulighed for det, og det har ikke ændret sig gennem de seneste tre år.

Det drejer sig om omkring 10.000 husstande og virksomheder, mens 80.000 husstande og virksomheder ikke kan få en 2-megabitforbindelse ud af huset.

Bedre mobildækning

Forskellige tiltag er i gang for at sikre, at forbindelserne - også i tyndere befolkede områder - bliver bedre. Det sker primært ved at tage flere og længererækkende mobilsignaler i brug, så der er ordentlig dækning gennem mobilt bredbånd. Det er nemlig langt dyrere at etablere faste kabelforbindelser - uanset om de kommer gennem telefonnettet, gennem kabel-TV-nettet eller gennem fibernettet -, fordi graveomkostningerne normalt udgør omkring 70 procent af beløbet.

Mobildækningen bliver gradvis bedre, men der er stadig huller, hvor mobilforbindelsen er dårlig eller ikke-eksisterende. Ifølge Erhvervsstyrelsen er der god mobildækning i 497 af Danmarks 586 postnumre - hvis man vel at mærke har en mobiltelefon med ordentlig antenne. En nylig undersøgelse har vist, hvordan dårlige mobilantenner i især de nye smartphonetelefoner udgør en væsentlig del af problemet, når forbindelserne falder ud eller slet ikke opstår.

De 497 postnumre er 20 postnumre flere end for et år siden, men der kan inden for samme postnummer været endog meget store forskelle på dækningen.

Minister: Ikke godt nok

»Det er vigtigt med gode internet- og mobilforbindelser, hvis vi skal have vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Derfor er det glædeligt, at det går fremad med bredbåndsdækningen, og der bliver færre områder med dårlig mobildækning. Der er dog forsat områder, hvor virksomheder og forbrugere ikke kan få den mobilforbindelse eller den bredbåndshastighed, de ønsker. Det er derfor, regeringen har fokus på, hvordan vi skaber endnu bedre adgang til hurtigt internet og god mobiltaledækning,« siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

Regeringen arbejder for at få indført en EU-mærkningsordning af mobiltelefoners antenner.

I Dansk Industris brancheforening for IT- og televerdenen, ITEK, efterlyser chefkonsulent Christian Hannibal endnu mere handling.

»Danskerne får stadig bedre bredbånd og mere mobildækning. Det er godt for produktiviteten og væksten i samfundet. Derfor er vi glade for, at hvert år byder på nye landvindinger. Vi mener, at kortlægningen er et udtryk for, at den markedsbaserede og teknologineutrale tilgang virker. Men der kan sættes endnu mere blus på udvikling, f.eks. ved at justere afskrivningsreglerne for teleinvesteringer og give længere bindingsperioder,« siger han.

S: Mobilproducenter har et ansvar

Socialdemokraternes IT- og teleordfører, Karin Gaardsted, glæder sig til, at der sker noget.

»Når der kan være en forskel på mere end ti gange i størrelsen af det radiosignal, der kræves for at få forbindelse med den dårligste mobiltelefon i forhold til den bedste, er der noget helt galt. Vi har i regeringen igangsat flere initiativer, der kommer til at få betydning for en forbedring af dækningen de kommende år, men det er klart, at mobilproducenterne så også skal sikre kvalitet i deres telefoner,« siger hun.

Læs mere: Hent selv de to analyser (i PDF-format) fra Erhvervsstyrelsen:
»Mobilkortlægning 2013« og »Bredbåndskortlægning 2013«