CO2 kan laves om til klimavenlig medicin

Når vi lukker CO2 ud i atmosfæren, kan det medføre voldsomme klimaforandringer. Men med en nyudviklet metode, vil det være muligt at lave CO2 om til lægemidler.

Arkivfotos: Jens Nørgaard Larsen og Jeppe Bjoern Vejloe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flasker, papir, pap, batterier, elektronik…

Vi er efterhånden blevet vant til, at vores affald kan genbruges, men når det gælder et af klodens mest omdiskuterede affaldsprodukter – CO2 – smider vi tonsvis ud i atmosfæren uden at tænke på genbrug.

Men Ifølge professor Troels Skrydstrup, så bør vi genanvende CO2’en til noget nyttigt. Derfor har han udviklet en ny metode til at lave CO2 om til lægemidler, og ideen bag forskningen er, at det kan give klimaet på vores planet en hjælpende hånd. Det skriver Videnskab.dk

»I stedet for at blive ved med at udlede CO2, som giver klimaforandringer, så ville det være fantastisk, hvis vi i stedet kunne gøre brug af CO2’en. Der er masser af CO2 i atmosfæren, og det ville være genialt, hvis vi kunne slutte ringen og genbruge den CO2, vi udleder,« siger Troels Skrydstrup, som er professor ved Institut for kemi og iNANO-centeret på Aarhus Universitet.

Læs også på Videnskab.dk: Ny teknik laver CO2 om til klimavenligt brændstof

Professor i kemi på DTU, David Tanner, enig i, at der kan være et stort potentiale i at genbruge CO2 og lave den om til nyttige produkter.

»Der er mange, som er interesserede i det, og man kan lave en hel masse ting ud fra CO2. Du kan se CO2’en som et råstof med masser af anvendelsesmuligheder i industrien.«

»Men det, som kan være rigtig svært at føre ud i livet, er blandt andet at få omdannet CO2’en på den rigtige måde. Her mangler vi nogle effektive metoder,« forklarer David Tanner, professor ved Institut for Kemi ved DTU.

Læs også på Videnskab.dk: Bedre asfalt skal reducere CO2-udledningen

»Nu har vi vist, at vi kan danne fire forskellige lægemidler ud fra CO2. Men vi ser det som et ’proof of concept’, og vi håber på, at vi kan videreudvikle metoden og danne andre typer af lægemidler og kemikalier ud fra CO2,« fortæller Troels Skrydstrup.

Han påpeger, at det er første gang, at det er lykkedes for forskere at gå skridtet videre og ikke blot omdanne CO2 til kulilte – men i samme ombæring få kulilten til at reagere på ny og blive til lægemidler.

»Alle andre forsøg stopper efter, at de har fået omdannet CO2 til kulilte. Vores reaktion går direkte videre, og kulilten bliver brugt med det samme. Vi begynder altså med CO2 og slutter med et lægemiddel, uden at der er brug for at lagre kulilten undervejs,« fortæller Troels Skrydstrup.

Læs også på Videnskab.dk: Danske forbrændingsanlæg udleder dobbelt så meget CO2 som hidtil antaget

Men vil det overhovedet kunne gøre en forskel for klimaet, hvis lægemiddelindustrien i fremtiden begynder at rydde op i atmosfæren og sender CO2 ind i vores piller?

Nej, ikke rigtigt, lyder svaret fra David Tanner fra Danmarks Tekniske Universitet.

»Hvis vi snakker om klimaforandringer og energiproblemer skal vi op på en meget større skala, før det vil have en egentlig betydning. Jeg ser mere deres undersøgelse som et flot bidrag til forskningen, som potentielt set kan blive brugt i industrien. Men i forhold til klimaforandringer vil det ikke rigtig batte noget,« siger David Tanner.

Læs også på Videnskab.dk: Ny viden om CO2 kan gøre os klogere på Mars

Professor Troels Skrydstrup medgiver da også, at klimavenlige piller langt fra kan redde planeten og suge al CO2 ud af atmosfæren.

»Vores projekt kommer ikke til at løse problemerne med CO2 lige om hjørnet, for vi bruger kun CO2 i meget små mængder til at fremstille lægemidler.«

»Men det er en del af en tankegang, hvor man genbruger CO2 – og det er der potentielt set masser af andre muligheder for at gøre i fremtiden,« slutter Troels Skrydstrup.