Ciao Ciao Antarktis

»Vædderen« lægger de antarktiske bølger bag sig og sætter stævnen mod det berygtede Drake-stræde. Her lurer uhyret, men mon ikke besætningen - inklusive de indfangede og tudsegamle havsvampe - klarer skærene?

Biologen Hans Ramløv med en havsvamp: »Den ligner noget, et menneske har lavet og udstillet på Louisiana og fået en hel masse penge for.« Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Mens dette skrives, trækker vi det sidste trawl i antarktisk farvand og kysser hvalerne farvel, og når det er trykt og bragt ud, er vi forhåbentlig i god behold på den anden side af Drake-strædet.

For det trækker op til storm fra vest, og ingen har lyst til at vente på, at uhyret kommer væltende ind ad døren og bliver hængende, sådan som stormene gør det i gennemsnit hver tredje uge mellem Kap Horn og Antarktis' nordspids. Der er 450 sømil derover, svarende til etapen Flensborg-München. Folk med anhængertræk og fast gang i Raststätte Holledau (aus beiden Richtungen befahrbar) ved, hvad jeg taler om. Ikke uden grund er Drake-strædet det mest berygtede farvand i hele verden, og det er et hak i bogen for enhver søfarende.

Eller et hak i sjælen.

Det næstsidste træk bragte nye sælsomme skabninger til overfladen, som nu er sat i fryseren og vil ende deres dage i formalin på Zoologisk Museum. Den mest spektakulære af dem var vel en stor tudsegammel havsvamp, som grangiveligt mindede om den tiara, den romersk-katolske kirkes pave Johannes XXIII blev kronet med i 1958. Eller med biologen Hans Ramløvs ord:

»Den ligner noget, et menneske har lavet og udstillet på Louisiana og fået en hel masse penge for.«

I virkeligheden er hav-svampen det mest primitive flercellede dyr, der findes, fortæller han.

»Den er så primitiv, at hvis man splitter den ad ved at køre den gennem en sigte, så finder cellerne hinanden igen og laver en hel masse nye små svampe. De største jeg har set, er vel halvanden meter høje, og de findes glatte som vaser eller med buler på som denne her.«

Havsvampens struktur
Således kan det ene flercellede dyr stå og kigge på det andet og forundres. For svampen er ingenlunde så primitiv, at den af mennesket kun kan bruges til at vaske sig med. Tværtimod forskes der for øjeblikket i de stoffer, svampene bruger til at forhindre andre organismer i at gro på sig.

»Måske kan nogle af de stoffer bruges til at bekæmpe kræft med. Det forsøger man for øjeblikket at finde ud af,« siger Hans Ramløv, som til daglig er lektor på RUC.

Andre havsvampe åbner dog frivilligt døren på klem for andre dyr. For eksempel de såkaldte »venuskurve«.

»Disse svampe har en meget fin netstruktur af silicium, du skal forestille dig, du kigger igennem noget dameundertøj, og derinde bor hunrejen og lever i symbiose med svampen. Hun kan ikke komme ud, men hanrejerne kan godt komme ind og befrugte æggene, som svampen så senere puster ud gennem sin åbning. Hun bor i sådan en slags jomfrubur, ja det vil sige, hun bliver selvfølgelig ikke ved med at være jomfru, når hannen kommer ind.«

Det lyder forunderligt. Måske var det alligevel ikke så tosset en morgen at vågne op og finde ud af, at man var blevet til en ... hanreje.

Søvnløs nat
Nå, svampen skal tilbage i fryseren, og vi skal videre, før det er for sent. Og det haster. Nettet vrimler med beretninger fra folk, der har overlevet Drake-strædet og den »Drake-skat«, som det siges de søfarende betaler, når de vipper rundt et døgns tid eller to.

Jeg falder over en englænders sammenbidte beretning om en tur fra nord mod syd gennem passagen, her et lille uddrag:

»Fra to-tiden om natten kunne jeg ikke sove længere. Jeg var bange for at falde ned på gulvet, hvis jeg gav slip på sengen. På et tidspunkt gav jeg op og skiftede til en lille slå-ned-køje, som løb på tværs af skibet i stedet for. Så ville jeg ikke føle, jeg hele tiden var ved at falde ud. Men jeg var sikker på, jeg ville få vabler af hele tiden at glide fra den ene side af køjen til den anden.«

Vi skal bare lige trawle lidt mere. Bare liidt mere. Og ude midt i strædet skal vi liiige tage nogle flere vandprøver. Som en kanin på en motorvej før morgentrafikken. Og hvis beregningerne holder, skulle vi lige være smuttet øst om Kap Horn, når det går løs. Ind gennem Magellan-strædet og noget af det smukkeste landskab i verden, hvis det passer, hvad man hører. Men endnu holder vi i altså Flensborg med campingkassen på krogen, og vi skal helt til München.