Borgerlige vil fjerne afgørende hindring for dansk a-kraft: Her kan et dansk atomkraftværk ligge

Tre partier er nu villige til at fjerne den største politiske barriere for atomkraft herhjemme. Svensk-dansk energiselskab kan endda udpege, hvor et eller flere danske atomkraftværker bør opføres, og man hævder, at danskerne kan få atomstrøm allerede fra 2033. Energiprofessor er mere end skeptisk.

Skal vi på dansk grund til at vænne os til synet af kernekraftreaktorer – dog i mindre skala end det nu lukkede Barsebäckværk på den svenske side af Øresundskysten? Poul Petersen/NF-NF

Sverige vil bygge ny atomkraft, det gamle kulkraftland Polen er i gang med at opføre atomkraftværker, og nu arbejdes der politisk for også at kridte banen op for den omdiskuterede energikilde i Danmark.

Det skete torsdag, da De Konservatives formand, Mona Juul, i Jyllands-Posten gik ud med et forslag om at fjerne den største danske stopklods på området: Folketingets forbud fra 1985 mod atomkraft på dansk grund.