Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
At vokse op på en bondegård blandt heste, grise, køer og får lyder sikkert idyllisk i manges ører.
Og nu viser det sig, at der ud over den friske luft og de grønne vidder er endnu en god grund til at udleve drømmen om at bo på landet.
Risikoen for at udvikle astma og allergi er kun halvt så stor, hvis man er vokset op på en gård med svin eller køer. Omvendt er risikoen for at få astma dobbelt så stor, hvis man er opvokset i byen og bliver landmand som voksen.
Det er resultatet af en ny dansk undersøgelse, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Allergy and Clinical Immunology.
»Resultatet viser, at det giver en beskyttende effekt at være født og opvokset på landet. Effekten varer indtil 20-25 års-alderen og formentlig endnu længere,« fortæller Torben Sigsgaard, professor i arbejdsmedicin fra Aarhus Universitet, som har lavet undersøgelsen i samarbejde med forskere fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital i Aalborg. 2.000 landbrugselever er undersøgt gennem 15 år
I undersøgelsen har Torben Sigsgaard og hans kollegaer siden 1993 fulgt samtlige landbrugselever fra to årgange i Danmark – 2.000 elever i alt. Eleverne er blevet undersøgt løbende, hvilket gør studiet unikt.
»Vi kunne se, at der var nogle faktorer, som spillede ind og gav en forøget risiko for astma. For eksempel rygning eller arbejde i stalde med svin eller køer. Men det interessante var, at når vi så kiggede på, hvor eleverne var vokset op, kunne vi se, at risikoen blev halveret for de børn, der var vokset op i et landbrugsmiljø omgivet af dyr,« forklarer Torben Sigsgaard.
Det skyldes, at børn på landet tidligt i livet bliver udsat for mange mikroorganismer fra miljøet på gårdene.
»Mikroorganismerne tricker det medfødte immunforsvar ved at stimulere det kraftigt, hvilket giver en bedre balance på immunforsvaret gennem livet,« siger Toben Sigsgaard.
»Vores hypotese er, at de første leveår er vigtige, og at effekten starter allerede i mors mave og dannes tidligt i livet.« Fund kan give bedre forebyggelse af astma og allergi
Undersøgelsen harmonerer med tidligere undersøgelser, der viser, at børn, der vokser op i byen er mere tilbøjelige til at udvikle allergi. Torben Sigsgaard håber derfor, at hans resultater i fremtiden kan få betydning for alle, der lider af astma og allergi.
»Vores håb, er at vi kan komme tættere på den mekanisme, der udløser allergi og astma og derved påvirke den, sådan at vi en dag kan forebygge lidelserne,« siger han.