Bill Gates: Vi har ikke gjort det godt nok

Microsoft var for få år siden markante på datidens smartphones. Men Microsoft har ikke gjort det godt nok, erkender Bill Gates nu i et overraskende interview.

Foto: JOSE MENDEZ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For et par år siden gik det verden rundt, da Microsoft-chefen Steve Ballmer på scenen til selskabets udviklerkonference i Washington åbent meldte ud, at Microsoft havde sovet i timen på smartphonemarkedet. Nu gentager hans bestyrelsesformand, Microsoft-stifteren Bill Gates, højest overraskende samme budskab.

Det skete for nylig i et TV-interview, hvor Gates anerkendte, at Microsoft havde valgt den forkerte strategi på markedet for smartphones.

"Vi har ikke misset mobilerne. Men måden, vi angreb det på, tillod os ikke at komme i front. Og det var en fejl," sagde Bill Gates, der også anerkendte, at han og Ballmer ikke er tilfredse med de gennembrud, Microsofts teknologier har skabt.

Turbulent periode

Microsoft går i denne tid gennem en af de mere turbulente perioder i selskabets eksistens. Ikke blot har selskabet lanceret Windows Phone 8 og Windows 8, men Microsoft er også sprunget ud som hardwareproducent med tavlecomputeren Surface, der i disse dage rammer de danske hylder. Samtidig forlyder det, at Microsoft senere på året vil melde klar med en ny version af sællerten Xbox - men den eksisterer dog endnu kun på rygteplan. Dertil kommer flere andre nyheder, blandt andet med kerneproduktet Office.

Microsoft har tidligere forklaret, at selskabet har solgt 60 mio. licenser til Windows 8 - men det er uvist hvor mange af disse licenser, der er taget i brug af en slutbruger. På mobilfronten har især Nokia satset stenhårdt på, at Windows Phone 8 bliver en succes. Mens Nokia støt og roligt er ved at få gang i salget af Windows 8-mobilerne, og i fjerde kvartal solgte 4,4 mio. af dem, er der stadig langt op til de markedsandele, som Apple og Google kan mønstre. De Android-baserede mobiler ventes at ramme 800 mio. solgte enheder inden året er omme.

En analyse fra ABI Research spåede dog for få uger siden, at der ved årets udgang kan være skibet 45 mio. Windows Phone-mobiler afsted - hvilket altså i Gates øjne ikke er nok, men dog rigeligt til at holde platformen flydende, ifølge ABI Research.

Til Mobile World Congress-messen i Barcelona i næste uge vil Nokia og en række andre producenter med stor sandsynlighed lancere Windows Phone 8-baserede produkter, men det er også overvejende sandsynligt, at de vil blive overdøvet af buler af nye Android-mobiler.