Australsk pungløve fundet i øde hule

I de dybe, underjordiske labyrintagtige huler under Nullarbor-sletten i det sydlige Australien har forskere opdaget skeletterne af en lang række forhistoriske kæmper. Ud fra fundet konkluderer forskere, at mennesket udryddede kontinentets jættestore dyreliv.

Det nyfundne skelet af den uddøde pungløve er nu udstillet på det vestaustralske museum i Perth. <br>Foto: West Australian Museum/Reuters Fold sammen
Læs mere

Over en periode på 10.000 år åbnede jorden sig under Australiens Nullarbor limstensslette og opslugte det ene mere fantastiske forhistoriske dyr efter det andet.

Tre meter høje kænguruer, wombatter på størrelse med næsehorn og verdenshistoriens største fugl, den 500 kilo tunge Dromornis stirtoni, blev alle bevaret for eftertiden, da de vandrede og hoppede rundt i det dengang frodige landskab og aldrig opdagede de hundredvis af lumske skakter, som millioner års regnvand har gravet ud i limstenen.

Siden er mange af de 20 meter dybe, lodrette fald blevet blokeret af sten, så hundredvis af kadavere fra 69 forskellige dyrearter kunne ligge gemt af vejen for ådsel­sædernes, vindens og regnens gnaven.

I 2002 lod et hold forskere fra Museum Victoria og University of Wollongong sig hejse ned til bunden af tre af de mange grotter, og de har netop offentliggjort resultaterne af deres undersøgelser i det anerkendte tidsskrift Nature.

Et drabeligt bæst

En af de største nyopdagelser er et perfekt bevaret og komplet skelet af et af de drabeligste bæster, som nogensinde har jaget i Australiens vildmark. Den 100 kilo tunge pungløve Thylacoleo carnifex havde ikke tænderne placeret enkeltvis i siderne af munden men var i stedet forsynet med en lang, savtakket knogle i begge sider af munden til at flå byttet med.

Det er første gang et komplet skelet af pungløven er blevet fundet, og der ligger 12 andre artsfæller ved dens side, hvilket har ført til, at dette sidste hvilested har fået navnet Thylacoleo-hulen.

Det er tydeligt, at flere af de mange dyr har overlevet deres overraskende styrt til hulernes bund, og siden er kravlet dybere ind i limstenenes mørke for at dø af deres skader eller sult og tørst.

Fortidig dødsfælde

Forskerne skyder på, at hulen kun var åben i omkring 10.000 år på et eller andet tidspunkt mellem 400.000 og 800.000 år siden. I dette forholdsvis korte tidsrum er den sælsomme samling af dyr og især mange kænguruer forsvundet ned i hullet. Således er der opdaget 23 kænguruarter, hvoraf de otte aldrig før har været kendt af videnskaben.

Derfor udgør denne fortidige dødsfælde en hidtil uset kilde til information om Australiens engang så gungrende giganter.

»At finde smukt bevarede materialer fra denne tidsalder og skelet efter skelet i uberørt stand er uhørt i Australien. Disse fossiler er som Rosettastenen. De giver en skabelon til at identificere fossilfragmenter fra resten af kontinentet,« fortalte forskningsleder og hovedskribent på artiklen til Nature, Gavin Prideaux, med henvisning til den mørke granitsten, som Napoleon opdagede ved Rosetta i Nildeltaet i juli 1799. På stenen stod den samme tekst skrevet med både hieroglyffer og græske bogstaver, hvilket gjorde det muligt at oversætte hieroglyffer fra hele Egypten.

Det er dog især pungløven, som mærkværdigt nok er i familie med både kænguruer og wombatter, der er løbet med overskrifterne. Specielt fordi den med sit drabelige tandsæt kunne bide med en styrke, der ligger langt over sabeltigerens eller den nulevende hyænes. Derudover var den forsynet med krumme tommelfingerkløer, som kunne rotere og med lethed sprætte et byttedyr op.

Kirkegården under slettens krat giver desuden mere end bare viden om, hvordan disse dyr levede. Forskerne mener, at de også kan bruge fossilerne til at drage konklusioner, om hvorfor de fortidige giganter alle forsvandt for 40.000 til 50.000 år siden.

Forklaringer

Rapporter fra 2001 og to undersøgelser fra 2005 pegede alle på, at det var drastiske faldende temperaturer og nye, tørrere klimaforhold, som gjorde det af med Australiens såkaldte megafauna.

Men forskerne mener, at fundet viser, at dyrene sagtens kunne overleve de nye vejrforhold. Undersøgelser har nemlig vist, at klimaet i den periode hvor grotten trak de mange hundrede dyr ned til deres død, var cirka lige så tørt, som det er i dag. Derfor har forskerne konkluderet, at de mange særprægede kæmpedyr ville have overlevet som art til den dag i dag, hvis det ikke havde været for mennesket, som kom til Australien for netop 40.000 til 50.000 år siden.

»Jeg tror, at vi kan glemme den forklaring (at klimaforandringer gjorde det af med megafaunaen, red.), for den Australske megafauna havde allerede overlevet det værste, som naturen kunne kaste efter dem. Det var først efter mennesket ankom, de forsvandt,« siger medforfatter til undersøgelsen Richard Roberts, der mener, at menneskepåsatte brande jævnede de store dyrs naturlige territorier med jorden.

En af forskerne bag undersøgelserne i 2005 tror dog ikke på, at mennesket var den primære årsag til dyrenes uddøen. Blandt andet fordi der ikke er fundet spyd- og pilespidser, som er ældre end 15.000 år. Det er omkring 30.000 år for sent i forhold til det tidspunkt, de sidste af fortidens kæmper forsvandt. Og uden den slags moderne våben var urfolkene prisgivet, hvis de kastede sig i flæsket på megafaunaen, mener Stephen Wroe fra University of Sydney.

»Prøv du at få ram på en to til tre ton tung wombat med en spids pind.«