Atomkraft? Tjaah, hmmm, øhhh

Er atomkraften den hellige og forkromede klimagral, der kan redde os alle fra klimakatastrofen? Eller er det den alt for dyre og stærkt risikable energiteknologi, som Danmark og andre lande for alt i verden bør undgå for at komme i klimamål? Eksperter med indsigt i kernekraft og energisystemer er forbløffende uenige.

73723234.jpg
Atomkraft er stort set lige så grøn som vind- og solkraft. Men bør den blive en hjørnesten i den globale klimaløsning? Her køletårne ved et tjekkisk kernekraftværk. Fold sammen
Læs mere

Den igennem årtier så forkætrede atomkraft har fået noget, der ligner en renæssance.

Før jul spurgte Berlingske på lederplads: »Hvorfor er kernekraft ikke en del af klimaløsningen?«.

I USA retter verdens nok største klimakendis, den tidligere NASA-klimaforskningschef James Hansen, kraftig kritik mod grønne miljøbevægelser for deres antinukleare synspunkter.

Vi kan med al sandsynlighed ikke få CO2-fri strøm uden hjælp fra atomkraften, mener han og siger til The Globe and Mail, at miljøorganisationer har skabt en »urealistisk« frygt for kernekraft.

Selv FNs klimapanel IPCC inddrager i sin seneste og uhyre omtalte rapport om det globale 1,5 graders temperaturmål atomkraft som en potentiel del af den globale klimaløsning.

Endelig stiger opbakningen til atomkraft støt i blandt andet Sverige, og den er nærmest eksplosivt stigende blandt de unge og ekstra klimabekymrede svenskere.

Staffan Qvist, svensk kernekraftekspert

»Mange mennesker mener ikke nødvendigvis, at kernekraft er særlig godt, men de er blevet overbevist om, at global opvarmning er meget værre.«


Som den svenske, men Londonbaserede, kernekraftingeniør og energikonsulent Staffan Qvist formulerer det over for Berlingske:

»Mange mennesker mener ikke nødvendigvis, at kernekraft er særlig godt, men de er blevet overbevist om, at global opvarmning er meget værre.«

Så spørgsmålet er: Kan verden komme i klimamål og opnå nul fossile udledninger i midten af århundredet uden at lade atomreaktorer skyde op som paddehatte kloden rundt?

For Staffan Qvist er der ikke megen tvivl:

»Det vil blive meget sværere for verden at blive CO2-neutral uden kernekraft. Det svarer til at have et fodboldhold, hvor du ikke bruger alle typer spillere. Vi skal anvende alle de værktøjer, der er til rådighed, og i et lavfossilt energisystem er vand- og atomkraft stadig de største spillere, selv om sol og vind haler voldsomt ind.«

På den baggrund kalder han Tysklands kansler Merkels beslutning om at udfase samtlige tyske atomreaktorer fra slutningen af 2022 for »den måske mest ødelæggende beslutning, der nogensinde er taget for klimaet«. Han tilføjer, at præsident Trumps massive opbakning til den amerikanske kulindustri er »dum, men har langt mindre effekt på klimaet«.

Qvist er medforfatter til den netop udkomne engelske bog om atomkraftens fortræffeligheder »A Bright Future«, som førnævnte James Hansen fremhæver. I hans øjne anviser bogen »den eneste realistiske vej« til et hurtigt fald i de globale CO2-udledninger.

Det store Ringhals-atomkraftværk nær Gøteborg bliver lukket næste år. Ifølge en svensk kernekraftekspert er værket imidlertid velfungerendde og profitabelt, så han foreslår, at Danmark overtager værket. Fold sammen
Læs mere
Foto: BJORN LARSSON ROSVALL.

Desuden vakte svenskeren for nylig opsigt herhjemme, da han over for DR foreslog, at Danmark overtager de store atomreaktorer Ringhals 1 og 2 nær Gøteborg, som efter de nuværende planer bliver lukket og slukket fra 2020.

»Hvis Sverige fortsætter sin klimatiske selvmordskurs ved at lukke perfekt kørende reaktorer, som tilmed er profitable som aldrig før, kunne Danmark overtage dem. Dermed kunne Danmark tage et grønt syvmileskridt,« siger han.

Hans opsigtsvækkende forslag blev i nogen grad skudt ned af danske energieksperter, men Staffan Qvist fastholder sit forslag og argumenterer for, at Danmark også kunne drage fordel af sin arv efter atomfysikeren Niels Bohr og udvikle egne atomkraftværker.

»I har i Danmark vist, at I har nogle af verdens bedste ingeniører og tænkere på vindområdet. Samtidig har I en række af de mest lovende start-up-virksomheder på det nukleare område. Hvis I udviklede et system baseret på offshore vind og konkurrencedygtig solenergi og bakkede det op med både ny og gammel kernekraft, ville I ikke have grund til bekymring, hvis det skulle blive slut med norsk vandkraft. Og I ville ikke være afhængig af baltiske statsskove til biomasse. Det ville være en vidunderlig energiopskrift,« siger han.

Professor i energiløsninger ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen giver ikke meget for sin svenske kollegas forslag – eller i det hele taget for atomkraft som svaret på den globale klimaudfordring:

»Grunden til, at Ringhals 1 og 2 bliver lukket ned, er, at drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne ved at lade reaktorerne køre, overstiger den pris, som du kan lave strøm på fra vedvarende energikilder.«

Den forklaring afviser Staffan Qvist imidlertid som faktuelt forkert og siger, at den analyse, der lå til grund for beslutningen i 2015 om Ringhalslukningen, i dag er forældet, bl.a. fordi den baserede sig på en nu afskaffet nuklear skat, der i sin tid gjorde værket ikke-profitabelt.

Brian Vad Mathiesen mener dog ikke, at den skat gjorde hovedudslaget og siger, at det var en beslutning, som blev truffet på grund af stigende omkostninger.

Vi beder dernæst aalborgprofessoren forholde sig til FN-klimapanelet IPCCs forsigtige opbakning til kernekraft, herunder modelfremskrivninger med op til en femdobling af den globale atomkraft i de næste tre årtier for at komme i klimamål.

»Det hænger hverken sammen teknisk eller økonomisk, at IPCC forestiller sig en femdobling af atomkraftkapaciteten i verden. Det er også helt uansvarligt al den stund, at den billigste el i dag kan produceres på landvind, og når solceller falder i pris. Sandheden er, at risikoen for ikke at nå i klimamål stiger, hvis verden laver en voldsomt forøget satsning på kernekraft. A-kraftværker tager meget længere tid at opføre, og man kan få få langt mere vedvarende energi for de samme penge,« siger han.

Brian Vad Mathiesen, professor i energiløsninger

»Etableringsprisen for et nyt atomkraftværk er efterhånden to til fem gange så høj, som tilsvarende vedvarende energikilder kunne være.«


Brian Vad Mathiesen peger på, at det især i den vestlige verden har vist sig ekstremt dyrt at etablere nye kernekraftværker. Et eksempel er den finske Olkiluoto 3-reaktor, der er stærkt forsinket, og som ender med at koste over 60 mia. kr. at opføre. Et andet er det britiske værk Hinkley Point C, der tidligst står færdigt i 2025 til en pris på mindst 170 mia. kr.

Som han siger:

»Etableringsprisen for et nyt atomkraftværk er efterhånden to til fem gange så høj, som tilsvarende vedvarende energikilder kunne være. Hvis først der er investeret så massive midler i kernekraftværker, kræver investorerne naturligvis, at de død og pine skal køre på fuld kraft, når de står færdige. Det giver bare ingen mening i systemer, der skal spille op mod stigende mængder vedvarende energi. Atomkraft er ikke en fleksibel markedsspiller, som inden for et kvarter lige går ind og peaker, når vindhastigheden pludselig daler lidt – for derefter at lukke ned igen. Atomkraft skal helst køre på fuldt drøn 8.000 timer om året, og det passer bare ikke med vedvarende energi.«

Vi spørger energiprofessoren, hvilket grønt backupsystem man så bør satse på til de vindstille og overskyede stunder.

»Vi skal have noget gasformigt – noget biogas og forgasset biomasse, som kan køre fleksibelt. Den måde, som folk forstår energisystemet på i dag, er ikke den måde, som det kommer til at køre på i fremtiden. Fremtidens biomassekraftværker skal måske bare køre 15-20 procent af tiden. De skal både kunne tænde og slukke lynhurtigt, og den mængde biogas, de skal bruge, vil være langt mindre end i dag.«

Atomar hjørnesten

I dag står klodens godt og vel 400 atomreaktorer bag lidt over ti procent af klodens elproduktion, hvilket er et svagt fald siden den alvorlige japanske Fukushima-kernekraftulykke i 2011 – i øvrigt ulykken, som var den direkte årsag til Tysklands beslutning om hasteudfasning af landets atomkraftværker.

Det gør kernekraft til klodens næststørste fossilfrie energikilde – efter vandkraft – og den største af slagsen i den vestlige verden.

I visse lande og regioner er atomkraften imidlertid en decideret hjørnesten i energisystemet, og det gør sig især gældende i den befolkningsrige canadiske provins Ontario samt i Sverige og Frankrig. I den forbindelse er det tankevækkende, at Sverige og Frankrig har det laveste CO2-aftryk pr. indbygger i Vesteuropa – pænt under niveauet i verdens forholdsmæssigt største vindkraftnation, Danmark.

I Sverige står landets kärnkraft i dag bag ca. 35 procent af elproduktionen, og under atomkraftens udbygning i vores naboland fra 1970 til 1990 faldt Sveriges CO2-udledninger til det halve, mens elproduktionen steg 60 procent.

Forsker i energisystemer ved Aarhus Universitet Gorm Bruun Andresen erkender sammenhængen, men siger:

»Da man byggede de franske og svenske værker i 70erne, var præmissen anderledes. Oliekrisen var en kendsgerning, og forsyningssikkerhed og nationale interesser – for Frankrigs vedkommende også militære hensyn til atomvåben – gik forud for alt andet. Prisen var langt mindre afgørende. I dag vil vi gerne være CO2-neutrale så billigt som muligt, og i den situation er atomkraft ikke længere den rigtige løsning. I hvert fald ikke i vores del af verden.«

Gorm Bruun Andresen erkender dog, at atomkraftudbygning giver mere mening i et land som Kina, der har lavere etableringsomkostninger for kernereaktorer end i Vesten.

»Hvis kineserne bygger atomkraft i stedet for kulkraft, er det en stor gevinst. Men billedet er mere mudret, når vi taler om visse udviklingslande, hvor atomkraft er nyt i energibilledet.«

Her peger han på, at man kan mistænke visse lande for at satse på atomkraftværker for især at kunne anvende dem til produktion af materiale til atomvåben, som tilmed kan spredes til uønskede lande eller organisationer.

Endelig påpeger Bruun Andresen, at verdenssamfundet kun har få år til i dramatisk grad at reducere CO2-udledningen:

»I Danmark ville det formentlig tage 15-20 år at få et atomkraftværk op at stå. I mellemtiden vil klimakapløbet være kørt. Det er simpelthen for dyr og for langsom en teknologi at satse på. I hvert fald i vores del af verden.«

Men det argument køber man ikke nødvendigvis i den atomare ekspertlejr, eksempelvis hos Bent Lauritzen, afdelingschef på Center for Nukleare teknologier på DTU.

Han mener ikke, at vi løser klimakrisen uden anvendelse af kernekraft som en af hjørnestenene i det globale energisystem, og han vil ikke udelukke, at dagen kan oprinde, hvor også grobunden vil være lagt for etablering af atomkraft herhjemme.

»Men det vil kræve, at tre forudsætninger er til stede. Den ene er økonomien. Vores ensidige satsning på vindenergi suppleret med import af strøm, når det ikke blæser, kan blive for dyr. Den anden er miljøet eller rettere klimaet, det vil sige krav om ekstra voldsomme CO2-reduktioner. Den tredje er energiforsyningssikkerheden, og den kan blive påvirket, hvis vi for alvor begynder at lukke de termiske værker ned og dermed gør os ekstra afhængige af import af strøm. Atomkraft i Danmark vil kunne løse de tre udfordringer,« fastslår han.

Samtidig understreger Bent Lauritzen, at atomkraft historisk set har vist sig som den sikreste af samtlige energikilder.

»Sådan ser det ud, hvis du måler på risici for mennesker i forhold til de forskellige energikilder. Den simple beskrivelse af atomkraft som en usikker teknologi køber jeg simpelthen ikke.«

Svenskeren Staffan Qvist har et tilsvarende synspunkt og siger:

»Efter den amerikanske Three Mile Island-ulykke i 1979 blev folk i meningsundersøgelser spurgt, hvor mange mennesker der døde. Praktisk taget ingen svarede rigtigt, og det rigtige svar var, at ingen mennesker døde, og ingen mennesker kom til skade. Hvis jeg gik rundt og troede, at millioner af mennesker er omkommet i ulykker på atomkraftværker, ville jeg også være hundeangst for teknologien. Sandheden er bare fundamentalt anderledes.«