Assistenten kan nu svinge tandlægeboret

Når bare tandlægen tager ansvaret, må assistenten i det nye år bore huller, rodbehandle og lave almindeligt tandlægearbejde, .

Nu må klinikassistenterne på landets tandlægeklinikker føre boret, hvis tandlægen har tillid til, at klinikassistenten kan klare opgaven.

Det er resultatet af en ny autorisationslov, der giver tandlægerne mulighed for at uddelegere alle tandlægeopgaver. Ansvaret for behandlingerne bliver hos tandlægen, hvorfor formanden for Dansk Tandlægeforening, Susanne Andersen, er positiv overfor de nye muligheder.

»Klinikassistenterne kan i princippet få lov til det, som tandlægen mener, de kan lave. Jeg tror ikke, de kommer til det, men det kunne være huller i tænderne,« siger Susanne Andersen og understreger, at tandlægearbejdet kræver både viden og teknisk kunnen.

»Man kan forestille sig tandlæger, der oplærer deres klinikassistenter eller sender dem på kurser i at lave flere ting. Men de tandlæger, der uddelegerer mere arbejde skal være opmærksomme på, at det bliver gjort forsvarligt.«

Lektor på Tandlægehøjskolen i København, Lis Almer er bekymret for, hvordan det vil udvikle sig i områder med mangel på tandlæger.

»Risikoen er de steder, hvor man har en stor voksende praksis, fordi der ikke er tandlæger nok i området. Hvis man for at klare sig ud af det, uddelegerer opgaverne, kunne jeg frygte, at nogle klinikassistenter kommer til at udføre opgaver som de, uanset hvor dygtige de er, ikke er kvalificerede til. Risikoen, ved at en ukyndig person bruger boret, er for eksempel, at der bliver hul ind til nerven,« siger Lis Almer, der også ville blive betænkelig, hvis nogle tandlæger lader assistenterne lave undersøgelser af patienterne.

Hos Sundhedsstyrelsen fastholder man vigtigheden af, at det er tandlægen, der har ansvaret for behandlinger udført af klinikassistenter. »Hvis tandlægen sætter en person til at udføre et arbejde, som vedkommende ikke er kvalificeret til, vil det falde tilbage på tandlægen. Han kan som yderste konsekvens miste sin autorisation, hvis han bliver ved at anvende medhjælp på en uprofessionel måde,« siger kontorchef og overlæge i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons.