Arbejdsløshed går værst ud over mænd

Særligt mænd rammes af psykisk sygdom, når de bliver arbejdsløse, viser ny undersøgelse. Mange må gå på førtidspension. Bedre sagsbehandling kan måske mindske problemet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mænd bliver hårdere ramt af arbejdsløshed end kvinder. Tabet af status og indtægt, usikkerhed og en hverdag uden noget at stå op til, kaster mange af dem ud i depression.

En ny undersøgelse viser, at der er en direkte sammenhæng mellem ledighed og psykiske lidelser. To pct. af de ledige mænd bliver behandlet for depression. Knap hver femte af dem bliver så hårdt ramt, at de helt må forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension,

- Når mændene bliver afskediget stiger risikoen for depression, og hvis de først bliver ramt af depression, så har det to konsekvenser: Det tager længere tid for de ramte at finde et job, og en stor del af dem risikerer helt at måtte forlade arbejdsmarkedet, siger forskeren Henrik Lindegaard Andersen fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning, som har lavet undersøgelsen sammen med professor Michael Rosholm fra Århus Universitet.

Dobbelt så mange kvinder som mænd bliver ramt af psykiske problemer, men kvinder er langt bedre til at håndtere sygdommen end mændene. Bl.a. går de hurtigere til lægen, får stillet en diagnose og kommer i behandling.

Henrik Lindegaard Andersen peger på, at en del af løsningen på problemet kunne være at styrke indsatsen på beskæftigelsescentrene.

- Et forslag kunne være at sørge for, at de arbejdsløse altid har den samme sagsbehandler. Hvis de hele tiden mødes af forskellige sagsbehandlere, så har de måske sværere ved at være åbne omkring deres sygdomsforløb. Måske ville det også være en god ide at efteruddanne sagsbehandlerne, så de ved, hvordan man skal håndtere dette problem, siger Henrik Lindegaard Andersen, der er uddannet økonom.

Han peger på, at fokus på ledighed og depression ikke alene vil mindske de ramtes lidelser. Det vil også have store samfundsøkonomiske fordele. Det vil både kunne spare offentlige udgifter og øge arbejdsstyrken.

- Det koster helt sikkert samfundet dyrt, når mænd i f.eks. 40erne må forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension. Hvis man kunne forhindre nogle af disse mænd i at forlade arbejdsmarkedet ved noget så billigt som at opkvalificere sagsbehandlerne, så vil man helt sikkert kunne hente det hjem økonomisk. Det gælder om at få mændene hurtigt i behandling, siger Henrik Lindegaard Andersen.

Han har undersøgt 53.000 ledighedsforløb blandt både mænd og kvinder. Fire pct. af kvinderne og to pct. af mændene rammes af depression, mens de er ledige. Men mens 10 pct. af de ramte kvinder må gå på førtidspension, gælder det samme for 18 pct. af mændene.

Tal fra Ankestyrelsen viser, at ledige mænd med depression har en høj risiko for at ryge helt ud af arbejdsmarkedet. I over 50 pct. af de tilfælde, hvor mænd i alderen 20-49 år får tilkendt førtidspension, er årsagen psykiske lidelser.