Apps breder sig til flere produkter

I 2017 vil brugere af mobile enheder i gennemsnit dele deres datastrømme i 100 forskellige apps og tjenester hver dag, forventer IT-analysevirksomheden Gartner, der henviser til, at apps breder sig til flere typer produkter som bl.a. teknologi til at tage på.

Brugen af apps flytter ind i flere typer af produkter - bl.a. smarte ure, som dette fra japanske Sony. I 2017 vil brugere af mobile enheder ifølge IT-analysevirksomheden Gartner dagligt dele data med 100 apps og tjenester. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

Der vil fortsat lande milliarder af apps i mobilfolkets smartphones verden over. I 2017 vil det tal nå mere end 268 milliarder downloads, og brugere vil i gennemsnit dele deres personlige data i 100 forskellige apps og tjenester hver dag. Det vurderer IT-analysevirksomheden Gartner i en prognose for brugen af apps.

Heri lyder det fra Gartner til, at apps ikke længere blot anvendes på smartphonetelefoner og tavlecomputere, men finder vej ind i en lang række andre produkter.

Eksempelvis i kategorien teknologi til at tage på - som smarte ure, intelligente armbånd, hvidevarer, biler og mange andre produkter.

»Over de næste tre til fire år vil brugen af apps ikke længere være centreret omkring smartphones og tavlecomputere, men vil påvirke et bredere sæt af enheder - fra husholdningsapparater til biler og teknologi til at tage på,« lyder det fra analysedirektør hos Gartner Brian Blau i en kommentar til prognosen.

Ifølge Gartner vil teknologier til at tage på stå for op mod 50 procent af interaktionen med apps. Generelt er brugen af apps ifølge Gartner en måde, hvorpå virksomheder interagerer med deres kunder. Særligt når det gælder de apps, der er gratis at downloade i appbutikkerne, som i 2013 udgjorde 92 procent af alle hentede apps. Brugerne af dem accepterer typisk annoncer og udveksling af data for at få adgang til de gratis apps, og den voksende brug af apps fra flere forskellige typer produkter - som blandt andet teknologier til at tage på - vil dermed gøre den kommunikation endnu vigtigere for virksomhederne, skriver Gartner i analysen.

Til mobile enheder som smartphones og tavlecomputere findes der allerede efterhånden en app til det meste. Alt fra at måle, hvad indehaveren af den smartphone, de er installeret på, foretager sig - både i form af antal skridt, forbrændte kalorier og kilometer kørt på cyklen, til tjek af bankkonti, overførsel af penge, finde vej, shoppe og meget mere.

Der tilbydes i mobilproducenternes appbutikker som Apples App Store, Googles Google Play og Microsoft Windows Store både gratis apps og apps, der koster penge at downloade. Det er fortsat de gratis apps, der fylder mest op på brugernes smartphones.

Gartner har tidligere vurderet, at 94,5 procent af alle hentede apps i 2017 vil være gratis versioner.

I den forbindelse lød forventningen fra Gartner, at det i 2018 vil være færre end 0,001 procent af mobilapps målrettet forbrugere vil blive vurderet som en økonomisk succes af udviklerne bag dem. Apps bliver ifølge Gartner i høj grad udviklet til at skabe synlighed og reklame for virksomheder og deres produkter - eller bare for sjov.