Apple udleverer data om seks danskere

IT-giganten offentliggør liste over, hvor ofte amerikanske myndigheder har krævet udleveret personlige oplysninger. Danmark ligger på en 12.-plads.

Alle brugere af Apple-udstyr risikerer at få deres personlige oplysninger udleveret. Det har seks danskere oplevet - måske uden at de ved det før nu. Foto: CJ Gunther, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: CJ GUNTHER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seks danske Apple-brugeres data er nu i hænderne på de amerikanske myndigheder.

Det fremgår af en liste, som den amerikanske IT-producent har offentliggjort som en stille protest mod det omsiggribende hemmelighedskræmmeri efter afsløringerne af den massive overvågning, som den skandaleramte amerikanske efterretningstjeneste NSA står bag verden over.

Apple har modtaget henvendelse fra de amerikanske myndigheder om at få udleveret personlige oplysninger på 11 danske Apple-brugere. I seks tilfælde har Apple udleveret oplysningerne, mens der er sagt nej i fem andre tilfælde.

På en 12.-plads

Danmark ligger på 12.-pladsen over antallet af udleverede oplysninger foran lande som Brasilien, Sverige, Canada, Kina og Norge. USA topper listen fulgt af Storbritannien, Spanien, Tyskland og Australien.

Derudover har Apple fået 55 henvendelser om 132 Apple-apparater, der er brugt i Danmark. Der er tale om oplysninger om Apple-kunderne eller datoer for, hvornår det pågældende Apple-udstyr først blev taget i brug af køberen - noget, som Apple registrerer, fordi man oftest ikke kan bruge hverken telefon eller tavle-PC uden at have oprettet sig som Apple-bruger. I 41 tilfælde har Apple udleveret oplysningerne.

Apple har, som sine konkurrenter blandt teknologigiganterne, bedt de amerikanske myndigheder om lov til at offentliggøre detailler om overvågningen men har fået nej. Derfor har Apple i en fælles henvendelse sammen med bl.a. Microsoft og Facebook for nylig klaget til det amerikanske senat. I mellemtiden offentliggør teknologigiganterne alt, hvad de mener at kunne gøre uden at stå til skideballe bagefter.

Apples rapport kan ses her (i PDF-format):
www.apple.com/pr/pdf/131105reportongovernmentinforequests2.pdf