Apple opdaterer sine styresystemer

De store overraskelser udeblev fra åbningen af Apples udviklerkonference, hvor Apple går efter at kunne mere selv.

Apples softwarefirektør, Craig Federighi, fremviser det nye Yosemite-styresystem, som kommer til efteråret, på Apples udviklerkonference i San Francisco. Foto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Apple opdaterer til efteråret styresystemet på sine iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer til det nye iOS 8, og Mac-computerne skal fremover køre på det næste styresystem, OS X Yosemite.

Begge dele blev fremvist, da Apple mandag aften åbnede sin udviklerkonference og følgelig forventedes at have noget med i posen til de mange fremmødte. De store overraskelser blev der ikke tale om. I stedet går Apple nu efter at levere egne tjenester på en række nye områder.

Arbejd på tværs

De to nye styresystemer skal nu kunne arbejde helt sammen, så man kan sætte en aktivitet i gang på sin iPhone eller iPad og fortsætte på sin Mac-PC, hvis den ligger lige i nærheden - eller omvendt. Så kan man f.eks. skifte mellem at skrive en e-post på sin telefon eller computer, ligesom man kan kan ringe fra en Mac gennem en iPhone eller iPad med iOS-styresystemet.

Yosemite, som det bliver gratis at opgradere til, har fået en ny søgefunktion, der - ligesom det sker på Windows-platformen - søger på både Macen og på nettet. Dermed kan Apple-brugere bruge mindre tid på ærkerivalen Googles søgemaskine.

Yosemite kommer også med en forbedret netlagringsapplikation, som ligner, hvad konkurrenterne Dropbox og Box leverer. Nu vil man på iCloud Drive kunne gemme filer af enhver form og tilgå dem fra både iOS-udstyr, Mac- og Windows-PCer - men der blev ikke sagt noget om Android-udstyr, som udgør langt størstedelen af verdens mobiludstyr. Der følger op til fem gigabyte dataplads med, men man kan købe mere. Til sammenligning giver Google Drive 15 gigabyte, Microsoft OneDrive syv gigabyte og Box 10 gigabyte.

Goddag til sundhedsverdenen

Internetprogrammet Safari har fået en overhaling og skal nu arbejde hurtigere og bruge mindre kræfter på computeren end f.eks. Google Chrome eller Firefox.

På iOS 8, som vil kunne bruges på iPhone 4S og nyere og på iPad 2 og nyere, vil man kunne sende tidsbegrænsede tekst- og filmbeskeder, lige som man kan på Snapchat-tjenesten. I beskedapplikationen iMessage kan man nu oprette og ændre gruppebeskeder, sende taleklip og oprette og udveksle korte filmklip, ligesom i den konkurrerende WhatsApp, som Facebook for nylig købte for 19 milliarder dollars. Desuden kan man sende og modtage tekstbeskeder på tværs af alt Apple-udstyr.

Og så går også Apple ind i sundhedsverdenen. Det sker med programmet »Health«, som kan registrere blodtryk og blodsukker, følge med i, hvad man indtager, og hvordan ens søvnmønster er. »Health« bliver en integreret del af iOS 8. Også en række andre mobilproducenter med sydkoreanske Samsung, som er verdens største mobilproducent, i spidsen har deres egne sundhedsdataprodukter, og Samsung har ydermere en række af de såkaldte smarte ure, som indgår i indsamlingen af sundhedsoplysninger, så man altid ved, i hvor god form man er.

Analytiker: Indhegning er afgørende

Apples indsats for at binde alle sine produkter yderligere sammen er interessant, mener chefrådgiver Michael Borre fra Nordea, som følger Apple-aktien tæt.

»Det er vigtigt for Apple at prøve at lave et indhegnet mikrounivers blandt deres produkter, hvor alt er forbundet, når bare alle komponenterne kommer fra Apple. Det hele skal være nemt og brugervenligt, således at brugeren ikke lokkes uden for den indhegnede Apple-verden. Det er i det lys, at dagens nye softwarepræsentation skal ses, og grunden til at den er vigtigere, end den umiddelbart lyder til,« siger han.

Evnen til at fastlåse kunderne har nemlig stor betydning for aktiemarkedets prissætning af Apple.

»Hvis ikke selskabet lykkes med denne fastlåsning, kan man ikke udelukke, at Apple en dag får samme skæbne som Nokia. Hvis hvert produkt står alene, er et selskab ekstra sårbart over for, at dette produkt mister forbrugernes gunst. Det lærte Nokia på den hårde måde. Forstår et selskab at opbygge et indhegnet mikrounivers af egne produkter, mindskes denne risiko, og sådanne selskaber vil investorerne betale en højere pris for, da risikoen i dem er mindre,« siger Michael Borre.

Topchef lover nyt til efteråret

Apple har nu ifølge eget udsagn solgt over 800 millioner telefoner og tavle-PCer med iOS som styresystem, siden den første iPhone kom på markedet i 2007.

Apples topchef siden medstifter Steve Jobs' død, Tim Cook, har lovet, at Apple stiller med nye produkter til efteråret.