Andreas Mogensen har kurs mod Jorden

Sent fredag aften forlod Andreas Mogensen og hans Sojuz-fartøj fra ISS-rumstationen mod Jorden.

Dansk astronaut: Det er verdens vildeste rutsjebanetur
Foto: Asger Ladefoged

Den danske astronaut Andreas Mogensen har taget afsked med det øvrige personale på Den Internationale Rumstation, ISS, og sat sig til rette i Sojuz-kapslen sammen med den russiske førstepilot, Gennadij Padalka, og kosmonauten Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan.

Lugen er lukket, og dermed er nedtællingen til afrejsen begyndt, oplyser det europæiske rumagentur ESA på Twitter.

Rumkapslen med de tre om bord forlod efter planen Den Internationale Rumstation klokken 23.57 fredag dansk tid og lander efter planen på Jorden kort før klokken 3 natten til lørdag dansk tid. Landingen ventes at finde sted på sletterne i Kasakhstan.

Astronauterne vil herefter blive samlet op af helikoptere, hvorefter Andreas Mogensen snarest vil blive genforenet med sin familie.

På den knap ti dage lange mission i rummet har Andreas Mogensen blandt andet fotograferet lyn fra oven, smagstestet rummad, fjernstyret robotter og cyklet på rumcykel. Alt sammen projekter, der er udført i videnskabens tegn.

Andreas Mogensen har omtalt hjemrejsen som »den vildeste rutsjebanetur«. Hjemrejsen er potentielt farligt, fordi rumkapslen risikerer at brænde op på vej gennem atmosfæren, og samtidig vil de ombordværende blive udsat for et massivt pres, når de igen møder tyngdekraften.

Mogensens rejseprogram ser ud som følger (klokkeslæt i dansk tid):

  • Fra 19.30: Andreas Mogensen og hans to medrejsende sagde farvel til resten af astronauterne på ISS. De lukkede lugen til deres fartøj kl. 20.
  • Fra 23.00: Frakoblingen fra rumstationen blev indledt. Endelig frakobling 23.57.
  • Fra 01.30: Nedstigning gennem atmosfæren.
  • 02.51: Andreas Mogensen lander på Jorden.