Alzheimers kan forudses

En undersøgelse af rygmarvsvæsken kan meget præcist røbe, om man er i gang med at udvikle Alzheimers. Det viser ny, amerikansk forskning.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alzheimers starter et årti eller mere, før symptomerne begynder at vise sig. At kunne forudsige sygdommen kan derfor være af afgørende betydning, og den nye undersøgelse, hvor forskere har analyseret rygmarvsvæske fra tre grupper af mennesker, bliver på nytimes.com kaldt "en af flere nye, bemærkelsesværdige opdagelser omkring Alzheimers."

Opsigtsvækkende undersøgelse
Kasper Jørgensen, som er neuropsykologisk fagkonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens, Rigshospitalet, finder også undersøgelsen yderst interessant.

"Metoden, hvor man undersøger rygmarvsvæske, er ikke ny, men forskerne bag undersøgelsen har formået at justere på nogle værdier, således at de er blevet i stand til at påvise sygdomsforandringer i hjernen hos 90 procent af de alzheimerpatienter, undersøgelsen involverede. Hidtil har man kun været i stand til at påvise sygdommen i 60-70 procent af tilfældene, så i det lys er undersøgelsen opsigtsvækkende," mener Kasper Jørgensen.

I den nye undersøgelse analyserede forskerne rygmarvsvæsken fra 114 mennesker med normal hukommelse, 200 med hukommelsesproblemer og 102 med Alzheimers - alle i 70’erne. De ledte efter de tre proteiner amyloid beta, tau og fosfortau. Mennesker med Alzheimers har nemlig en ophobning af disse proteiner i hjernen, som raske hjerner nedbryder

I gruppen af mennesker med Alzheimers havde næsten alle det proteinniveau i hjernen, som er så karakteristisk for sygdommen. Næsten tre fjerdedele af menneskene med hukommelsesproblemer havde et Alzheimers-lignende proteinniveau – og i løbet af fem år udviklede de Alzheimers. Omkring en tredjedel af dem med normal hukommelse havde et proteinniveau, som antydede, at de vil udvikle Alzheimers, skriver nytimes.com.

Lovende udsigter
For at undgå forudfattede meninger fik forskerne ikke på forhånd noget at vide om de deltagendes tilstand, og Dr. John Growdon, professor i neurologi ved Massachusetts Generel Hospital, som ikke selv er en del af forskerholdet bag undersøgelsen, vurderer, at metoden er sikker.

Det er Anja Hviid Simonsen, som er post.doc. og forsker i rygmarvsvæskeproteiner ved Rigshospitalet, ikke enig med ham i. 
 
"Dette forsøg er foretaget i et forskningsmiljø, hvor patienter er udvalgt på forhånd efter bestemte kriterier. Sådan er præmisserne for al forskning, men det betyder også, at der kan komme nogle resultater, som er mudrede i forhold til virkeligheden," forklarer hun og fortsætter:

"Den måde, man har valgt personerne til undersøgelsen ud på, indebærer en høj sandsynlighed for at finde dem, som allerede er syge, men også en risiko for at klassificere dem, som ikke er syge, som syge. Det er ligesom i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Her kan man indstille detektoren på at spore metallet i selv en bh-bøjle eller man kan indstille den til at være knap så sensitiv."

Anja Hviid Simonsen kalder alligevel undersøgelsen et værdifuldt stykke arbejde med lovende udsigter.

"Undersøgelsen er et vigtigt bidrag til forskningen i rygmarvsvæsker, som har kørt de seneste 10 år. Men den er blot en brik i et meget stort puslespil, og den vil aldrig kunne komme til at stå alene i forhold til en diagnosticering. Der findes patienter med det samme symptombillede som alzheimerpatienter, som ikke er i gang med at udvikle Alzheimers sygdom. Hukommelsesproblemer kan også skyldes depression, for stort et alkoholindtag, stress, chok og andre former for demens, hvor tab af hjernevæv forekommer, " forklarer forskeren.

Men hvad skal det alt sammen hjælpe, at man bliver i stand til at diagnosticere Alzheimers, før det for alvor bryder løs, når man alligevel ikke kan kurere den ubarmhjertige hjernesygdom? Hvor rart er det for et ældre menneske at få at vide, at alderdommen har dystre perspektiver, som ikke kan stoppes?

"Der er masser af forskning i gang omkring lægemidler, som skal stoppe processen i sygdommen, og når kuren engang bliver opfundet, bliver det en blockbuster. Jeg tør ikke love, hvornår kuren kommer, men jeg tør love, den kommer," slutter Anja Hviid Simonsen.