5 mio. amerikanere øver sig i jordskælv

Om få timer vil fem millioner borgere i det sydlige Californien udføre en helt speciel øvelse samtidigt.

Foto: David Mcnew / AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver kaldt den største katastrofeøvelse i USAs historie.

Kl.19 i dag dansk tid vil en gruppe mennesker på størrelse med hele den danske befolkning kaste sig ned under bordene, mens de forestiller sig at jorden skælver under dem. Det skriver magasinet Time.com.

Øvelsen går under navnet The Great ShakeOut (den store rystetur, red.) og foregår i de sydlige Californien. Her vil radiostationer og kaldeanlæg på skoler og offentlige kontorer simultant afspille en herrestemme, der under bulder og brag beder alle om at søge dækning:

»Hvis det, vi øver her i dag, var et jordskælv i størrelsesordenen 7,8 (på richterskalaen, red.), ville du opleve pludselige og intense frem-og-tilbage-bevægelser på op til 2 meter per sekund. Jorden ville rykke sig fra side til side under dig. Se dig omkring og forestil det.«

Normalt foregår storstilede katastrofeøvelser rundt omkring i USA kun blandt det redningspersonel, der ville være involveret i den pågældende situation. Faktisk startede The Great ShakeOut som en mindre øvelse for 5000 redningsarbejdere under navnet Golden Guardian (gyldne beskytter, red.), der skulle øve beredskabet, hvis et stort jordskælv ramte den berygtede jordskælvszone, San Andreas-forkastningen. Men det blev ændret, da Californien inviterede alle indbyggere med i øvelsen. Det er trods alt dem, der skal vide, hvordan de skal forholde sig under et jordskælv, lød ræsonnementet.

- Desværre dumper voksne på det skammeligste, når det gælder jordskælvssikre handlinger, siger Ines Pearce, talskvinde for paraplyorganisationen Earthquake Country Alliance, der arrangerer øvelsen.

Problemet er at folk typisk farer rundt under et jordskælv og søger mod nærmeste dør, selvom det mest hensigtsmæssige er at søge dækning, og klamre sig til hvad der nu måtte være i nærheden.

Blodig alvor
Til øvelsen, The Great ShakeOut, har myndighederne forberedt Youtube-videoer der viser, hvad der ville ske med Californien, hvis et kraftigt skævl skulle slå ned. Borgerne kan også teste deres viden i et jordskælvsspil, ligesom det er muligt at downloade den lydbid, der vil kunne høres under øvelsen.

Bag øvelsen ligger en blodig alvor som trænger sig på, når man kigger på risikoen for, at et kraftigt jordskælv rammer Californien.

I april konkluderede en jordskælvsrapport, at der er 99,7 procent sandsynlighed for, at et jordskælv i størrelsesordenen 6,7 på richterskalaen - eller højere - vil ramme Californien inden for de næste 30 år.

Beregninger viser endda, at 1800 mennesker ville dø og 53.000 bliver såret, hvis det jordskælv, som øvelsen foregiver, blev til virkelighed.

Et mindre skælv i Chino Hills-området i juli har da også fået borgerne op af lænestolen. To dage efter skælvet, der målte 5,4 på richterskalaen, havde yderligere 57.000 mennesker tilmeldt sig katastrofeøvelsen.

Se videoen "Preparedness Now"