1610 – en milepæl i Jordens historie

Hvornår begyndte »Menneskets tidsalder« egentlig? Og kan den ophøjes til at blive en geologisk epoke på linje med kridttiden eller jura?

Foto: Illustration: Claus Bigum.
Læs mere
Fold sammen

Hvornår begyndte »Menneskets tidsalder«, altså den epoke hvor vi i alvorlig grad begyndte at forandre den planet, vi bebor?

Man kan hævde, at den begyndte med opfindelsen af landbruget for cirka 10.000 år siden i Mesopotamien, hvilket førte til omfattende skovrydninger og etablering af bysamfund.

Man kan hævde, at den begyndte med opfindelsen af dampmaskinen, hvilket igangsatte den industrielle revolution med voldsomme stigninger i atmosfærens indhold af CO2.

Eller man kan hævde, at den tog sin begyndelse lige nøjagtig i året 1610.

Årstallet er netop foreslået af en videnskabelig arbejdsgruppe, der forsøger at fastslå, hvornår, hvis overhovedet, vores påvirkning blev så omfattende, at vi selv blev en rå naturkraft, stort set på lige fod med voldsomme meteornedslag og ekstreme vulkanudbrud. Det vender vi tilbage til.

Gruppen er nedsat af den internationale union af geologiske videnskaber (IUGS), der siden årtusindskiftet har været under pres for at fastslå, om Jorden i kraft af menneskers påvirkning befinder sig i en ny geologisk epoke. Det vil sige en epoke, som videnskaben kan aflæse overgangen til i form af en markant forandring i klipper, aflejringer eller iskerner.

I år 2000 lancerede den hollandske atmosfærekemiker og nobelprismodtager Paul Crutzen i en bredere offentlighed begrebet antropocæn som navnet på en helt ny geologisk epoke: Menneskets tidsalder. Det vil i givet fald indebære, at den epoke, som vi ellers formelt befinder os i, holocæn, er afsluttet. Holocæn er den geologiske periode, Jorden har været i siden den seneste istids afslutning for knap 12.000 år siden.

Ifølge Crutzen er det den bratte stigning i atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2 siden begyndelsen af 1800-tallet, der er årsag til, at vi efter hans opfattelse befinder os i »Menneskets tidsalder«.

Inden udgangen af næste år vil IUGS beslutte, om holocæn er slut, og antropocæn indledt. Men i givet fald vil man også skulle redegøre for, hvornår antropocæn begyndte, og det er her, at den netop udkomne rapport, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature, kommer ind.

Her nævnes året 1610 specifikt som en mulig begyndelse på antropocæn. Årsagen er, paradoksalt nok, at netop det år ramte atmosfærens indhold af CO2 et markant bundniveau. Men også det skyldtes mennesker.

I 1500-tallet væltede europæere over Atlanterhavet for at tømme den nye verden, Amerika, for rigdomme. Men europæerne bragte også noget med sig, smitsomme sygdomme som de store kultursamfund derovre ikke kunne forsvare sig imod. Omkring 50 millioner mennesker døde, og enorme landbrugsområder blev lagt øde, hvorefter skovens træer atter kunne rykke ind og optage store mængder CO2 fra luften.

Men samtidig blev en ægte globalisering iværksat. Varer blev udvekslet på tværs af kontinenterne, dyre- og plantearter blev indført i nye egne af verden, kartofler og majs kom til Europa, hvede og sukkerrør til Amerika. Dermed blev en radikal omlægning af hele klodens biosfære indledt. Klodens livsformer blev blandet op i så høj grad, at der formentlig ingen fortilfælde findes i livets op mod fire milliarder år lange historie på Jorden.

Men forskergruppen peger også på en anden mulig og lige så præcis begyndelse på antropocæn: 1964. Det skyldes, at netop det år kan man aflæse en rekordhøj koncentration af radioaktive isotoper i klodens klippe- og jordlag.

Forklaringen er de chokerende mange atombomber, der blev prøvesprængt i luften fra 1945 og i de næste to årtier. For eksempel detonerede USA 23 kraftige kernevåben i årene 1946 til 1958 på og omkring Bikiniatollen i Stillehavet, en paradisisk øgruppe der siden har været ubeboelig som følge af radioaktivitet. Men i 1964 ophørte USA og Rusland med at foretage nukleare testsprængninger i luften og i havet, hvorefter det globale niveau af radioaktivitet faldt.

Det skal blive særdeles spændende at følge, hvad den internationale geologiske union beslutter sig for. For hvis man på baggrund af klar videnskabelig dokumentation afgør, at Jorden rent faktisk befinder sig i antropocæn, må vi samtidig erkende, at vi som art er en voldsom naturkraft. Vi er i besiddelse af kræfter så umådelige, at vi afsætter evige spor i selve den planet, der er forudsætningen for vores eksistens og succes.

Det er muligt, måske endda sandsynligt, at vores gang på Jorden bliver relativt kort.

Til gengæld kan vi være næsten sikre på, at når eller hvis en fremmed civilisation om millioner af år tager skovlen frem og begynder at grave sig ned i Jordens lag, vil de finde tydelige tegn på menneskets epoke på den tredje planet fra Solen.