Vi skal handle nu

Myanmar i: I 45 år har Myanmar været styret med hård hånd af en militær junta. Det er gået 19 år siden den sidste store folkelige opstand mod styret.

3000 civile blev dengang drabt af militæret. I 1989 blev der afholdt demokratiske valg, men militærjuntaen anerkendte ikke valget og satte den demokratiske sejrherre, Nobelprismodtager Aung San Suu Kyi, i husarrest. Siden da har opposition opereret i det skjulte og samlet kræfter til næste oprør. Og for en måned siden skete det så. Først gik 20.000 munke på gaderne i stille protest. Derefter trodsede almindelige mennesker deres frygt og fulgte trop.

De protesterende er for nu stille igen, drevet hjem af militærets trusler, talstærke soldater og geværsalver. Antallet af dræbte er forhåbentligt endnu ikke nået op i de svimlende højder, vi så i 1988. Men oprøret viser, at det er nu, der skal handles. Vi skal gøre alt i vores magt for at hjælpe den demokratiske oprørsbevægelse til at opnå demokrati og frihed fra militærets overgreb og etniske udrensninger. Gør vi intet, risikerer vi, at der går mindst 10 år til, før folket i Myanmar har kræfter til endnu et opgør.

Målet er klart. Vi bør ikke acceptere mindre end et nyt demokratisk valg i Myanmar. Men militærstyret går ikke af sig selv. Det kræver et massivt pres fra et samlet internationalt samfund. Taktfaste råb om demokrati fra over 100.000 demonstranter viser, at den demokratiske opposition fortsat har befolkningens opbakning. Og vi bør derfor lytte til deres anbefalinger.

Øget støtte til den demokratiske bevægelse, skærpede målrettede sanktionerne og investeringsforbud er nogle af de tiltag Danmark sammen resten af verden lige nu skal iværksætte. Vi skal også arbejde for at få FN-observatører til landet for at forhindre og dokumentere de mange overgreb mod befolkningen.

Myanmars demokratiske opposition støtter disse tiltag, men vigtigst af alt, beder de det internationale samfund om at lægge mere pres på Kina. Den store nabo mod øst er afgørende for at kunne lægge tilstrækkelig pres på militærjuntaen.

Men Kina er ikke et land, der har for vane at blande sig i grusomheder i andre lande. Heldigvis har vi med det kommende OL i Beijing et pressionsmiddel mod Kina. Myanmars legitime demokratiske ledere har bedt os om at bruge denne oplagte mulighed for at presse Kina.

I Sydafrika lykkedes det at omvælte et apartheid-regime bl.a. ved aktiv boykot og isolation.

Dette skete ikke uden kamp og politisk uenighed selv blandt vestlige lande. Hvis Kina vil være en del af det internationale samfund, et værdigt medlem af FNs sikkerhedsråd og bakke op om FNs menneskerettighedserklæring, bør de stoppe med at holde hånden over Myanmars brutale generaler og kræve, at de træder tilbage.