Vi prioriterer de ældre

Berlingske Tidende har de seneste par dage kørt en hetz mod Lyngby-Taarbæk Kommune, som jeg finder helt urimelig. Lyngby-Taarbæk Kommune har nogle velfungerende plejecentre med dygtige og engagerede medarbejdere, som gør en stor indsats for at skabe en god hverdag for beboerne. Det er korrekt, at vi har en stor andel af gammeldags plejehjemspladser, som nu må betegnes som utidssvarende. Det har vi, fordi vi siden 50erne har haft en stigende ældrebefolkning og successivt opført nye plejeboliger. Lyngby-Taarbæk Kommune er i dag den kommune, der næst efter Ærø og Langeland har den højeste andel af over 80-årige borgere. Det giver naturligvis et stort pres på vores ældre­sektor. Vi har igennem de seneste år udvidet et par af vore plejecentre med nye, helt moderne plejeboliger, vi er i gang med flere udbygninger og har flere på tegnebrættet. Udvidelserne er dels brugt til at udvide kapaciteten dels til at erstatte utidssvarende boliger. De standarder vi har vedtaget for nye boliger indeholder bl.a.:

• At der bliver mulighed for at opdele plejeboligen i et opholdsrum og et soverum.

• At der bør skabes boliger, der tilgodeser såvel enlige som ægtepars behov.

• At der bør være mulighed for madlavning sammen med beboerne i fællesarealerne.

• At arealet for hver nyopført plejebolig skal være i størrelsesordenen 40 m2 til boligareal og 25 m2 til fællesareal. Boligarealet er selve plejeboligens areal inkl. toilet og badeværelse, mens fællesarealet defineres som gangareal, areal til opholdsstuer m.m.

I forbindelse med dette års budget vedtog vi desuden at undersøge mulighederne for at opføre endnu 100 plejeboliger til erstatning for et tilsvarende antal utidssvarende plejeboliger. Den beslutning fremgår ikke af Berlingske Tidendes beskrivelse. Vi har altså ikke ligget på den lade side, og gør det fortsat ikke.

En del af de utidssvarende boliger er omdannet til midlertidige boliger dels som ventepladser, hvor man kan bo, indtil der bliver en ledig permanent plads, dels som aflastningspladser, hvor man kan bo et kortere stykke tid, for at komme tilbage til sin egen bolig.

Vi har mange forskelligartede tilbud til vore ældre medborgere f.eks. dagcentre, kursustilbud, åbne caféer m.m.. Vi har et godt samarbejde med ældreråd, lokale ældreorganisationer og frivillige, der vil gøre en indsats for de ældre. Alle disse aktiviteter er en vigtig del i den forbyggende indsats for de ældre.

Bortset fra vores ægteparboliger bor der kun én person i alle vores plejeboliger – både de permanente og ventepladserne. Vi har et fremragende genoptræningscenter, som alle, der har været i behandling dér, roser. Vi har en række dag­behandlingsforløb, hvor man kommer om morgenen og tager til sit eget hjem om eftermiddagen, og vi har nogle døgnpladser, hvor man er »indlagt« på genoptræningscentret og bor der en kortere periode, indtil man er i stand til at komme tilbage til eget hjem eller skal have en plejebolig. Døgnpladserne bruges typisk efter endt hospitals­ophold, og det er vigtigt, at man så hurtigt som muligt kommer i gang med genoptræningen. For at forøge kapaciteten har sundhedsudvalget vedtaget, at tre enkeltstuer på Genoptrænings­centrets nye døgnafsnit omdannes til tre dobbelt­stuer, der forbeholdes genoptræningspatienter, som ikke er faste kørestolsbrugere, og som har behov for kortere genoptræningsforløb. Det har den indlysende fordel, at flere hurtigere kan komme i genoptræning i stedet for at vente derhjemme eller på en flersengsstue på hospitalet.

Embedslægen skrev i en tilsynsrapport, at fire ventepladser på Borrebakken ikke var velegnede som boliger udover ganske kort tid. Det var sådan set også kun det, de var tænkt som, men forskellige omstændigheder gjorde, at de lejlighedsvis havde været beboet af den samme i længere tid. Vi modtog embedslægens rapport i slutningen af februar. Den blev forelagt det sociale udvalg i marts. De bad forvaltningen om at forberede en sag om ventepladserne på Borrebakken, og den 9. maj vedtog man at nedlægge pladserne. I august var den sidste plads ledig, og de er nu under ombygning til fællesrum for et nyt demensafsnit.

Det er korrekt, at vi for ti år siden havde problemer med for mange patienter, der ventede på et kommunalt tilbud. Det problem blev løst, men pr. 1. januar 2007 opstod der et nyt problem, som følge af kommunalreformen. Der er helt nye regler for, hvornår kommunen er pligtig til at betale for en færdigbehandlet sygehusindlagt borger, men kombineret med en ændret adfærd omkring varslingen fra hospitalets side om færdig­behandlede patienter betød det større regninger til kommunerne. Hospitalet har simpelt hen ikke levet op til de aftalte varslingstider, hvorfor vi i mange tilfælde ikke har haft mulighed for at skaffe en plads med så kort varsel. Siden juli 07 er det dog lykkedes os at bringe antallet af ventedage væsentligt ned, og jeg er overbevist om, at vi sammen med Regionen kan finde en løsning. Med de nuværende regler kan det dog ikke undgås, at kommunerne kommer til at betale for færdig­behandlede patienter, og med det store antal ældre vil Lyngby-Taarbæk Kommune statistisk set ligge i toppen, men det er da værd at bemærke, at der pt. er andre kommuner, der ligger højere.

Der er en mærkelig forestilling om, at Lyngby-Taarbæk Kommune har en masse penge, som vi gemmer et eller andet sted, og som vi bare kunne fiske frem og bruge til at opfylde alverdens behov. Det er muligt, at vi har mange velhavende borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune, men det er ikke det samme som, at kommunen som virksomhed er rig. Når der er taget højde for udligningen er vores beskatningsgrundlag ikke 30 pct. højere end landsgennemsnittet, som Berlingske skriver, men kun 5,5 pct., hvilket placerer os på en 19deplads blandt landets 98 kommuner. Al snak om, at vi er en rig kommune, har vi svært ved at genkende, når vi forhandler budgettet på plads hvert år og skal finde besparelser for at kunne få råd til at udbygge på børne-, skole- og ældreområdet og leve op til krav og udfordringer på alle andre områder. Det er ikke nogen hemmelighed, at den samlede økonomiske virkning af strukturreform og udligningsreform har været hård ved os, og når der samtidig har været en stigning i børne­tallet og antallet af de ældste ældre, er det ikke så mærkeligt, at kommunens økonomi bliver presset. Vi har en forholdsvis lav beskatningsprocent, men selv den skattestigning, som vi vedtog i forbindelse med budgettet, og som vi i andre sammenhænge bliver skældt ud for, giver os ikke så meget luft, at vi kan gennemføre alt det, vi selv ville prioritere. Det er altså ikke tom snak og dårlige undskyldninger, når vi siger, at der ikke er råd til det hele på én gang.

Jeg håber, at ovenstående har givet et mere nuanceret billede af Lyngby-Taarbæk Kommune og af det store arbejde, der bliver gjort på ældreområdet.