»Vi mangler ikke rigtig noget...«

»Fremad. Opad«, står der med store hvide bogstaver i aulaen på Gentofte Skole. Formanende ord fra en fjern fortid skrevet på væggen til almindelig inspiration og eftertanke. Ord, som ikke mange af eleverne har lagt mærke til eller tænker over i hverdagen, men som de alligevel på deres egen måde lever efter.

Tag bare Gustav Rønholt, Frederik Hejgaard og Alexander Nygaard. Tre 14-årige drenge fra 8. klasse, der i samme øjeblik kommer slentrende ind gennem svingdøren med lettere slæbende skridt og hængende skuldre, der signalerer, at de har styr på, men for øvrigt ikke bekymrer sig alverden over, hvad andre tænker om dem.

Men de vagtsomme og nysgerrige øjne afslører dem, ligesom det satte hår, mærkerne på tøjet og den uundværelige mobiltelefon i lommen gør det. De tre drenge fra 8. klasse har stil. Ikke Burberry- eller Dolce & Gabbana-stil, eller en provokerende »se-mig«-stil, som folk på gaden vender sig om efter, men de ved hvad, der er fedt, og hvad, der ikke er. Hvad tingene koster, og hvad, der er nødvendigt for at klare sig, når man er 14 år og godt på vej.

»I vores klasse kan man gå i det, man har lyst til. Men vi ved godt hvilke mærker, der er cool, og hvilke, der ikke er. Jeg tænker da over, hvilket tøj jeg tager på,« siger Alexander og kigger genert ned på sin mørkeblå Prince-trøje.

»Sådan har jeg det også. Man vil jo gerne se sej ud og være med på moden og ikke føle sig udenfor. Selvfølgelig tjekker man hinanden ud, det kan ikke undgås. Nogle er mere cool end andre, sådan er det jo,« siger Frederik og understreger med et smil, at de skam selv synes, de er ret cool.



De tre drenge er enige om, at de ikke rigtig mangler noget. Med iPod i det ene øre, mobiltelefon i det andet, egen computer og tv, og forældre, der stadig betaler alt deres tøj, er der rigeligt råd til selv at købe film, musik, computerspil, gå i biografen med vennerne og spare op til nye investeringer.

»Jeg får det meste tøj af mine forældre, og jeg får det, når jeg behøver det. Så jeg er godt tilfreds, selv om jeg selvfølgelig ikke har alt. Mine forældre er ikke fedtede, selv om de godt kan finde på at blande sig, når det er dem, der skal betale, men så siger jeg til min mor: Alle de andre har sådan et par bukser, sådan nogle vil jeg også have,« siger Gustav.

Mor er i det hele taget en central figur i de unge drenges liv. Ikke mindst økonomisk. For selv om de alle har deres egne penge at købe ind for, er det mor, de køber langt det meste af tøjet sammen med, og det er der én bestemt grund grund til:

»Jeg køber alt mit tøj med min mor. Ikke med min far! Han er for nærig. Mor har også mere styr på moden, og hvad der er fedt. Og så er hun nemmere at forhandle med...« Gustav kigger på de to andre. De nikker.

Alexander, Gustav og Frederik er ikke enige om, hvor mange penge, de bruger om måneden – 500 til 1.000 kroner er maksimum, og de fleste måneder mindre. Alexander får 500-600 kroner om måneden i lommepenge og tjener selv 400 kroner om måneden ved at gå med reklamer.

Gustav får ikke lommepenge, men »hvis mine forældre har hårdt brug for mig, f.eks. til at passe mine søskende, så gør jeg det og tjener lidt ved det.«

Frederik får heller ikke lommepenge. Ikke mere. Til gengæld har de lavet et andet system, et slags bytte-system: »Mine forældre giver mig ikke 1.000 kroner, som jeg bare kan bruge løs af. Jeg får højst et par hundrede engang imellem. Til gengæld har vi lavet en aftale, hvor jeg får noget af det, jeg mangler, mod at arbejde for mine forældre, eksempelvis slå græs, rydde op eller passe mine søskende.«

Alle de store ting, som computer, ny mobiltelefon og iPod, ønsker de sig til jul eller i fødselsdagsgave. Samtidig får de i ny og næ et tilskud fra gavmilde bedsteforældre. Disse penge, plus hvad de selv tjener og kan spare op, blander forældrene sig ikke i. I hvert fald næsten ikke:

»Jeg får selv lov at administrere mine penge, men hvis lige jeg har købt noget dyrt, f.eks. en iPod, og så gerne vil købe noget andet, kan de godt finde på at spørge, om ikke jeg lige skulle tage en slapper. Men så længe jeg sparer lidt op hver måned, tror jeg ikke, de er utilfredse,« siger Alexander.



De tre drenge stryger ud af svingdøren og lader døren smække bag sig. De vender ryggen til de formanende ord på væggen om fremdrift og stræben opad. Men på deres egen ungdommelige måde bærer de ordene i sig. Og udenpå sig. De er ikke bange for at vise, hvor cool de er – hverken i påklædning eller når de selv skal sige det. I deres mobiltelefon med connection til hele verden.