Vesten skal turde stå fast på sine værdier

Den 44-årige forfatter Taslima Nasreen, der er født i Bangladesh, men nu bor i Indien, har fået sat en dusør på sit hoved af muslimer i Calcutta. Andre forsøger at få hende fængslet, anklaget for at opildne til religiøst had. Den islam-kritiske Nasreen har tidligere boet i Sverige i en årrække, og hun har fået EUs Sakharov-pris for sit arbejde for kvinders og minoriteters rettigheder.

Sagen er blot én ud af mange, der viser det enorme pres, ytringsfriheden udsættes for i disse år, og som Naser Khader også skriver om i dagens kronik. Det er imidlertid bydende nødvendigt, at Vesten står fast på sine værdier. Men hvorfor er så mange så tøvende? En mulig forklaring er psykologisk: ligesom man kan tale om »pæne mennesker«, kan man tale om »pæne samfund«. De vestlige samfund er vant til fred og fordragelighed og også til en høj grad af magelighed, fordi det er flere generationer siden, man i stor målestok har skullet forsvare sine værdier. At reagere med en vis forskrækket anfægtelse, når man møder voldsom kritik, er derfor naturligt nok. Også fordi den vestlige civilisation er den, der har drevet det videst med hensyn til systematisk kritik af egne værdier og overvågning af, om de nu efterleves eller ej. Denne selvkritik er et adelsmærke, men i praksis kan den betyde, at vi mest fokuserer på splinten i vores eget øje og ikke på bjælken i øjet på den, der har set sig ond på os.

Den moderne vestlige verden er til en vis grad fremmedgjort over for sine egne religiøse rødder, og det er der ingen grund til at beklage, for det har haft mange positive konsekvenser, bl.a. den store grad af individuel frihed og den sekulære samfundsmodel. Men det betyder, at vi let bliver usikre, når vi skal »læse« en modstander, der angiveligt er drevet af lidenskabelige religiøse følelser. Disse følelser har vi svært ved at sætte os ind i, og vi kan derfor komme til at møde dem med en respekt, de slet ikke fortjener i forhold til alle mulige andre følelser, herunder følelserne for vores egne bærende værdier.

Mindst lige så afgørende er Vestens dårlige samvittighed over sin egen imperialistiske fortid og sit kulturelle og materielle forspring i forhold til resten af verden. Den angivelige tolerance over for »de andre« er som regel en forklædt paternalisme, der i virkeligheden fortsætter det imperiale åndshovmod. Vi underforstår, at når der afbrændes flag og udstødes dødstrusler i »den arabiske gade«, bør man ikke tage så tungt på det, for hvad kan man forlange af mennesker, der har en fundamental anderledes kultur end vores egen?

Vestens tøven over for presset på ytringsfriheden bør have haft sin tid nu. Den verdensomspændende islamistiske kampagne mod retten til at tænke og tale frit er ikke noget, der går over. Og da slet ikke hvis man kommer den i møde. Den skal afvises, både i internationale samarbejdsfora og i de mere uformelle drøftelser mellem f.eks. den danske regering og regeringer fra den muslimske verden.