Verdens ondeste mand?

Bog: »Den ondeste mand i live? Læsninger af og mod Carl Schmitt«. Ny antologi diskuterer for og mest imod den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, der meldte sig under Hitlers faner i 1933 og siden blev en varm kartoffel i den akademiske verden. Det er han vist stadig.

De ti bidrag i antologien »Den ondeste mand i live?« begynder næsten identisk. Forfatteren indleder enten tørt eller med beklagelse, at antologiens emne, den tyske rets- og statsteoretiker Carl Schmitt (1888-1985), efter sin død er blevet et yndet emne i samfundsvidenskaben.

Og derefter handler det så om at plaffe hans tænkning ned. Den er enten tvivlsom, demagogisk eller ligefrem uhyggelig, hvilket får Emily Hartz til i ramme alvor at diskutere, hvorvidt vi helt skal holde op med at læse Schmitt. Næppe den bedste anbefaling af hverken Carl Schmitt eller nærværnede antologi.

Kun enkelte bidrag – Mikkel Thorup om Schmitts teori om partisanen, Lars Bo Larsen om den intellektuelle forbindelse til Max Stirner (1806-56) og Søren Hviid Pedersen om hovedpersonen set fra højre – går ind på Carl Schmitts præmisser og forsøger at forstå ham som den originale og – sandt nok – foruroligende tænker han var.

Fraset disse veloplagte bidrag gør de øvriges dansk-dogmatiske indgang antologien til en lidt trist og overflødig affære – sådan som man kunne frygte det fra danske akademikere – til trods for bogens elementært spændende emne, denne håbe- og nærmest gådefulde Carl Schmitt, der i mellemkrigstiden var en slags rådgiver for Weimarrepublikken, men i 1930erne forvandlede sig til noget, der kan minde om djævlens advokat. Og som frem til sin sene død, han blev næsten 100 år, tænkte og skrev stik imod den tyske efterkrigskonsensus hos Jürgen Habermas, Günter Grass m.fl.

Demokratiets akilleshæl
Som Gert Sørensen betoner i sit mest poetiske hjørne, så skyldes dagens interesse for Schmitt den oplevelse, at demokratiet ikke forsvarer sig selv særlig godt, men netop har brug for staten, ligesom Gorm Harste fremhæver, at Schmitt fremmer forståelsen for parlamentarismens fejl og mangler. Dette tema kunne med fordel have været udbygget, for det er jo her, det gør ondt på os demokrater, og det er derfor, man kan slå sig på Schmitt, hvis man vel at mærke tør åbne døren på klem. Det kniber det med i denne bog.

Er Carl Schmitt så verdens ondeste mand? Ondere end Hitler, Stalin, Mao, Lenin, Pol Pot, Selassie, Khomeini, Saddam eller Castro? Titlens spørgsmål giver jo knap nok nogen mening, men er formentlig valgt i et forsøg på at friske bogen op, skønt den opgave retmæssigt tilfalder antologiens forfattere. De fleste af dem melder bare hus forbi.