Verdens første sportsmilliardær

Han har nappet stort set alle rekorder i golfens verden. Nu kaster golfspilleren Tiger Woods sig over de finansielle rekordbøger og bliver formentlig snart verdens første sportsudøver der er god for en milliard dollar. Men hvad er hemmeligheden bag det indbringende sving?

Tiger Woods kaster sig nu over næste rekord. Her er han til Dubai Desert Classic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
”Han slog alle. På ét ben.” Sådan sagde en kommentator da Tiger Woods i sidste måned vandt U.S. Open.

Måske en lille overdrivelse i betragtning af, at Woods ”kun” har ødelagt et ledbånd i det venstre knæ, men ikke desto mindre illustrerer kommentaren den hovedrystende vantro der følger i kølvandet på golfspillerens toppræstationer.

Gang på gang slår han sin egen og forgængernes rekorder, og selvom det dårlige knæ formentlig vil holde ham af greenen den næste sæson kaster Woods sig nu altså over næste rekord.

I selskab med Bill og Warren
Ifølge Forbes bliver 32-årige Tiger Woods inden for de næste fem år sandsynligvis verdens første dollarmilliardær-sportsudøver.

Det amerikanske pengemagasin har set på golfspillerens indtjeninger siden 1996, og forudsætter man, at han hvert år betaler 45 procent af sine indtægter i skatter og diverse gebyrer, vil Woods runde de knapt fem milliarder danske kroner allerede i 2010.

Og dermed, skriver Forbes, vil Woods som den første deciderede sportsudøver, der har tjent sine penge på sporten, kunne optræde på magasinets liste over verdens milliardærer i 2011.

Tiger Woods kommer også til at adskille sig fra de øvrige medlemmer af milliardærlisten ved at have tjent sine milliarder på lønninger og ikke ved at arve de mange penge eller ved at have en aktiebeholdning i et selskab der pludselig støder på en guldgrube.

Den hemmelige opskrift: Selvtillid
Men hvad er hemmeligheden bag golfens absolutte nummer et? Hvorfor er det lige netop Tiger Woods, der kommer til at indtage den samme pengeliste som Warren Buffet og Bill Gates og ikke en anden af golfens, eller andre af sportens, store profiler?

Ifølge forfatteren bag en ny bog om golf ligger svaret lige for. Selvtillid.

”Tiger slår så mange skæve slag med sin driver, at jeg nogle gange tror han har fået nervøse trækninger,” skriver Dr. Bob Rotella, men skriver videre i bogen ”Your 15th Club: The Inner Secret to Great Golf”, at uanset hvor stort et møg, Tiger Woods, får rodet sig ud i, synes hans selvtillid altid at få rodet ham ud af balladen igen.

”Hvis Tiger troede, at han for at få succes var nødt til at ramme fairway hver gang, hvor mange turneringer ville han så have vundet? Spillere med selvtillid er sikre på, at selv uden at spille perfekt golf, kan de vinde.”

Uanset hvad der ligger bag, er listen over Woods’ sejre lang, og starter da han som den yngste golfspiller nogensinde vandt en Grand Slam. Derudover var han spiller der på kortest tid vandt 50 turneringer på PGA Touren, og skal man nævne flere rekorder, er det da også pænt gået, at Tiger Woods er blevet udnævnt som Årets PGA-Spiller intet mindre end ni gange. Og nu kan golfspilleren altå se frem til en ny rekord.

Læs også:
Danmarks Rigeste

Sådan bliver man meget rig

Verdens rigeste kvinder

Verdens mest magtfulde brands