Hele verdens præsident - måske

Nobelprisen til Barack Obama modtages med glæde på det europæiske kontinent og betragtes som en absurditet i Storbritannien.

Barack Obama Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

Thomas Jefferson, De Forenede Staters tredje præsident, sagde engang, at han altid havde ment det vigtigt for USA ikke at deltage i Europas skænderier. »Deres politiske interesser er fuldstændig forskellige fra vore,« mente han. »De er nationer med evige krige.«

Jefferson levede for 200 år siden, så man kan med rette anføre, at der er sket en del siden da. Men det ændrer ikke ved, at Europa stadig af visse amerikanere betragtes som en eksotisk planet, hvor der selv på De Britiske Øer tales mærkelige tungemål og med et utal af lande, der styres af halvkommunistiske regeringer.

Efter at først republikaneren George W. Bush og siden demokraten Barack Obama har nationaliseret store dele af amerikansk erhvervsliv som følge af finanskrisen, er der grænser for, hvor forskelligt aktuelle problemer håndteres på den ene og den anden side af Atlanten. Det betyder imidlertid ikke, at man kan gå ud fra, at enhver gennemsnitlig amerikaner - om en sådan findes - kan forstå, hvorfor Obama, den 44. præsident, i går blev udpeget som modtager af Nobels fredspris. »Han har jo ikke gjort noget endnu,« udbrød en taxichauffør forbløffet, da han tidligt fredag morgen kørte en tysk reporter gennem Washington og hørte nyheden.

De små skridt

Man kan sige, at manden har ret, Obama har været i Det Hvide Hus mindre end ni måneder, han har ikke skabt fred i Mellemøsten eller gennemført en sundhedsreform. Han har end ikke fået De Olympiske Lege til Chicago. Der er heller ingen forgænger, som har nået disse mål. Men det synes uamerikansk at give en udmærkelse for noget, som ikke er sket, i hvert fald ikke endnu.

De to sidste amerikanske modtagere, Jimmy Carter og Al Gore, havde været i gang med freds- og andre bestræbelser i årtier, da de fik prisen. Er europæerne blevet så optimistiske og forventningsfulde, som de ellers har skoset amerikanerne for at være?

Måske er det de små, delikate skridt, der imponerer europæere mere end amerikanere. Den amerikanske filminstruktør Woody Allen har peget på, at han er mere populær i Europa end i Amerika uden for New York. Allen portrætterer neurotiske, ofte jødiske, storbymennesker. Dem er der formentlig flere af i USA end på det gamle kontinent. Men Amerika er et stort land, og neuroser er ikke noget, man skilter med i Midtvesten. De passer bedre til Europa. Det samme gælder mærkelige sprog.

George Bush I, den skikkelige 41. præsident, taler udmærket fransk, men det forblev en hemmelighed i hans embedsperiode. Fransk anses for tøset, eller i det mindste kosmopolitisk, for en nationalt sindet amerikaner er det ene værre end det andet.

De store afstande

Obama er så lidt neurotisk, som man kan forestille sig, men hans tale i Cairo, hans optræden i De Forenede Nationer og hans udstrakte hånd til lømler i alle lande er lige, som europæere ønsker sig en amerikansk præsident. I Cairo viste han muslimer respekt, i FN udtrykte han en mere positiv holdning over for verdensorganisationen end hans forgænger, og hans tilbud om dialog med lande som Iran, Cuba og Nordkorea adskiller sig ligeledes fra George W. Bush. En af udgiverne af Frankfurter Allgemeine Zeitung, Tysklands fremtrædende, borgerlige avis, spurgte i går forhåbningsfuldt: »En præsident for hele verden?«

Læsningen af et andet borgerligt organ, det britiske The Times, minder om, at englændere næppe ser sig som klodens største europæere. Her kaldes beslutningen om at give udmærkelsen til Obama »absurd« og »en latterliggørelse af Nobels fredspris«.

Det er Nobel-komiteens måde at udtrykke europæisk taknemmelighed for Bushs afgang, bifald til valget af Amerikas første, sorte præsident og håbet om, at Washington vil indfri sit løfte om atter at engagere sig i verden, skriver bladet.

Det står ikke klart, hvorfor det skulle være så forfærdeligt, men det viser, at Jeffersons ord stadig har en vis gyldighed. Der er langt over Atlanten, men afstandene i Europa er heller ikke at foragte.