»Velkommen til weekendens efterveer«

Der bliver stadig ryddet op efter hærværket i Hyskenstræde i indre København. Det er noget af det værste set i indre by, siger håndværkere.

Natuzzi i Hyskenstræde får fjernet grafittien her til morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Helles Eriksen
Natuzzi er en møbelbutik på fem etager fyldt med italienske designermøbler. Natuzzi har lejet lokaler på hjørnet af Strøget og Hyskenstræde i centrum af København. Natuzzi ligner efter »festen« i Hyskenstræde i weekenden en bid af Jerusalems ødelæggelse.



- Velkommen til weekendens efterveer, siger nordisk direktør for Natuzzi Peter Vedel, der er rystet over både de unges ugerninger og politiets manglende indgriben.



- To af vores ruder har 33 plakater på sig. Det er jo ikke noget, der sættes op på to minutter. Hvorfor griber politiet ikke ind allerede der, inden ruder bliver smadret og møbler brændt af?

Status for Natuzzi efter natten til lørdag er: Smadret vinduesparti, to plakattapetserede vinduer, hele facaden er fyldt med graffiti, møbler er blevet brændt af, og der er smadret møbler for en kvart million. Prisen for ødelagt inventar og renovering vides endnu ikke.

Hærværk ud over alle grænser
Glarmester John Bergman sætter ruder op i butikken Indiska, der ligger over for Natuzzi. Han har sjældent set magen til hærværk i indre København.

- Det er ret voldsomt og kan ikke klassificeres som almindeligt. Det er hærværk ud over alle grænser.



John Bergman og hans kollega skal i Indiska udskifte to store ruder og en glasdør og vurderer, at det kommer til at koste over 20.000 kroner.



Fire opkald før politiet kom
I Natuzzi er glarmestrene også i gang med at fjerne den smadrede rude, mens Peter Vedel fortæller om, hvordan han fandt ud af, at butikken havde ændret udseende.

Han hørte om balladen ved Strøget i radioen lørdag morgen ved 7-tiden. Men Strøget er over en kilometer langt, så det kunne være mange andre steder end hans arbejdsplads, der blev overmalet og smadret. Peter Vedel tændte for TV2 News.

- Det lignede en butik, jeg kender. Så var det af sted herind.

Peter Vedel fandt butikken itu. Der lå brosten, spiritusflasker, spraydåser, træbjælker og glasskår i butikken. Efter halvanden time og fire opkald kom politiet, og gjorde status og samlede beviser.

- Det undrer mig, at der skulle fire opkald til, før de ville sende en patruljevogn ud til butikken, siger Peter Vedel, der egentlig bare ventede på, at de samlede eventuelle beviser, så han kunne begynde oprydningen af butikken.

- Og alligevel kan det jo ikke undre så meget, når man tænker på, hvordan de håndterede nattens hændelser, siger Peter Vedel og hentyder til at politiet ikke greb aktivt ind, da de unge malede på og smadrede bygninger og butikker.

Det er normalt på Nørrebro - ikke i indre by
Otto Christoffersen, der er afdelingsleder for graffiti-fjerner-firmaet Alliance + fortæller, at deres firma skal rense fem af facaderne i Hyskenstræde, og det kommer til at koste over 100.000 kroner. De startede klokken fire i morges, og skal ind i gaden igen på onsdag med en lift for at nå grafittien tre-fire meter oppe.

- Det er en voldsom og stor skade, der er meget koncentreret, siger Otto Christoffersen.

- Normalt ser jeg hærværk i den størrelsesgrad på Nørrebro og ikke i indre by.

Sur og skuffet over vandalismen
Inde i butikken har Natuzzis personale selv spærret af med tape for at holde deres kunder fra gulvtæpperne, der er fyldt med glasskår. To hvide sofaer har fået tilføjet blå maling på betrækket og prisskiltene på 61.700 og 28.900 taler ikke sandt længere. Man kunne nok få et aflsag i prisen, som en af sælgerne lokkede med.

- Det undrer mig meget, at nogle unge tager til fest med spraydåser og stiger. Det gjorde man i hvert fald ikke, da jeg var ung, siger Peter Vedel

- De laver ballade og viser en manglende respekt for de mange mennesker, der bliver berørt af deres handlinger - ikke kun de direkte ramte butikker og hjem, men også alle de håndværkere, der igen skal ud og fjerne en grafitti-rude. Jeg er meget skuffet og sur over vandalismen.