For knap 100 år siden skrev den berømte østrigske økonom Joseph Schumpeter et essay med titlen Skattestatens krise. I det lille essay anbefalede Schumpeter det, han kaldte Finanzsoziologie (finanssociologi). Samfundets økonomiske, politiske og sociale udvikling afhænger af, hvordan staten finansierer sine aktiviteter, lød det letforståelige budskab. Schumpeters beskrivelse af finanshistorien er nærmest episk: »Den, der forstår at lytte til dens budskab, vil her kunne høre verdenshistoriens torden klarere end noget andet sted«.
En menneskealder senere kastede de to politologer Carolyn Webber og Aaron Wildavsky sig ud i netop denne lytteøvelse. I et stort værk om beskatningens historie påpegede de to amerikanere, at de menneskelige samfund i historisk tid har været kendetegnet ved tre forskellige organisationsprincipper: hierarki, individualisme og sektvæsen og at disse tre principper lader sig aflæse i finanspolitikken.
Hierarki kan også oversættes til kollektivisme, for dette organisationsprincip indebærer, at det enkelte individ slår hælene i og adlyder fællesskabet. Et (rendyrket) eksempel på moderne samfund organiseret på denne måde er de statssocialistiske stater i den tidligere østblok historisk kender vi princippet fra oldtidens store riger i Mellemøsten, Kina og Egypten.
Individualisme er, som ordet antyder, hierarkiets diametrale modsætning. Dette organisationsprincip tager udgangspunkt i individernes evne til selv at træffe beslutninger, der via en usynlig hånd er gunstige for samfundet som helhed. Omdrejningspunktet er kort sagt at finde i markedets prismekanisme. Individualismen har fra tid til anden stukket hovedet frem i middelalderens nord- og mellemitalienske bystater kan vi ligefrem tale om, at der har været tale om den dominerende organisationsform men ellers har den indtil moderne tid altid været underdog.
Endelig er der sektvæsenet. Dette organisationsprincip kredser om en fuldstændig lighedsideologi og dertilhørende afvisning af øvrighedsmagten. Vi møder en sådan livsindstilling hos en række tidlige kristne sekter samt hos visse af middelalderens religiøse afvigergrupper. I vor egen tid har sektvæsenet iklædt sig en verdslig ham og trives blandt de mange alternative protestbevægelser, der efter Anden Verdenskrig er skudt op som paddehatte. Et sigende eksempel er Europas grønne partier, der i hvert fald når de ikke har del i magten dyrker et fuldstændig fladt organisationsideal.
Så langt, så godt. Den moderne europæiske civilisation er født af individualismens opgør med det feudale hierarki. Men det er ikke tilfældigt, at den hierarkiske organisationsform har været den herskende, historisk set. For den har det med at snige sig ind igen således også i vor tids Europa. Ifølge Webber og Wildavsky er det 20. århundredes socialdemokratiske velfærdsstater produktet af en i øvrigt unik sammensmeltning mellem hierarki og sektvæsen. Med deres egne ord: »Sekterne giver køb på en del af deres modstand imod øvrighedsmagten for at opnå større lighed. Hierarkiet ofrer en del af uligheden for at styrke den samfundsmæssige konsensus. Markeder eksisterer stadig i en underordnet rolle. Men sekternes ønske om at omfordele ved hjælp af staten og den hierarkiske tro på, at den enkelte skal underordnes hensynet til helheden, gør regeringens kollektive funktion stadig vigtigere«.
Eller for at vende tilbage til det finanspolitiske udgangspunkt: sammensmeltningen gør, at den offentlige sektor nødvendigvis vil vokse hurtigere end den private sektor; en høj skatteprocent går hånd i hånd med endnu højere sociale udgifter. I forlængelse heraf har velfærdsstaten en iboende tendens til at ofre den personlige frihed og det personlige ansvar på de offentlige budgetters alter.
At Webber og Wildavskys analyse af velfærdsstaten slår hovedet på sømmet, har vi netop oplevet herhjemme. Den 15. august trådte den såkaldte rygelov i kraft. I medfør af loven er rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (medmindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig er rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang en saga blot.
Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, i dette tilfælde både friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant eller virksomhed? Jo, begrundelsen er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning. Men John Stuart Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved denne argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub, hvor der er røg.
Hvis sagen ret beset handlede om valgfrihed, så ville det havde været mere logisk at lade rygeforbud være op til den enkelte restauratør det er trods alt hans geschæft og så lade kunderne (eller de arbejdssøgende, når det drejer sig om arbejdspladserne) vælge mellem steder med og steder uden rygning. Men til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er i et vidt omfang sundhedssektorens helbred, der spøger.
Rygeforbuddet er et led i den mere generelle forebyggelsespolitik, der i de seneste år har gået sin sejrsgang herhjemme. Hvis man skal være lidt grov, så kan man sige, at de danske politikere i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, har grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.
Rygeforbuddet er en logisk følge her, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner og de nye regioner skal lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem på længere sigt er økonomisk trængt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet.
Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på disse områder, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade kompetence og ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig udenom. Lige nu tilskynder samfundet faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk forstand).
Men disse tanker er udtryk for netop den individualisme, som velfærdsstaten er et opgør med. Det er sigende, at en markedsløsning er så ildeset, at forslaget stort set ikke har været oppe i debatten. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Den finanspolitiske sammensmeltning af hierarki og sektvæsen må nødvendigvis finde løsningen i en kollektiv kontrolpolitik, som med magt vil gøre det lige, der fra naturens hånd er ulige i dette tilfælde de enkelte menneskers indstilling til egen sundhed.
Forebyggelsespolitikken afspejler altså to ting: dels et herskende organisationsprincip, der er fjendtligt indstillet over for individualisme, dels de budgetmæssige krav, som har været konsekvensen af dette organisationsprincip. Det spændende er i den sammenhæng, hvor langt forebyggelsespolitikken vil blive drevet. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram? Så galt går det nok ikke, men én ting er sikkert og vist: Rygeloven er velfærdsstatens spejlbillede, og den viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor en sådan samfundsindretning nødvendigvis må skrige af ideen om at lade borgerne tage personligt ansvar for egen skæbne.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
