Frem med forårsjakken og tag kaffen med udenfor.
Københavnerne er stået op til en solrig søndag.
»Det, der giver det et fint vejr i København, er højtrykket, der ligger over Finske Bugt og Baltikum. Det holder fronterne og dermed også skyerne på afstand,« lyder det fra ansvarshavende meteorolog ved DMI, Mette Zhang.
Dog kan vinden påvirke, hvor varmt det føles udenfor:
»I forbindelse med højtrykket ligger vi så også i den her lidt kraftige sydøstlige vind. Så selvom temperaturerne i dag siger 12-16 grader, så kan det føles lidt køligere, fordi det blæser op til en frisk vind,« forklarer hun.
Hvad vi har i vente
Der er gode nyheder til dem, der ikke har mulighed for at nyde solen i dag.
I morgen bliver nemlig en mindst lige så flot dag.
»Mandag ser også pæn ud. Måske bliver vejret endda pænere helt fra morgenstunden af,« siger Mette Zhang.
Der ligger en front i Nordsøen, som formentlig begynder at presse sig på i løbet af mandagen, fortæller hun:
»Natten til tirsdag ser det ud til, at fronten går i land med nogle skyer, og ud på natten kan der komme noget regn i Jylland, og regnen ventes at ramme hovedstaden onsdag morgen eller formiddag,« siger hun og fortsætter:
»Men hvor meget regn, der kommer, det kan man godt være lidt i tvivl om endnu,« fortæller hun.
Ifølge Mette Zhang ser det ikke ud til, at den kommende uge kan byde på både højere temperaturer og tørvejr samtidig, da ugen også vil byde på byger:
»I løbet af ugen ser vinden ud til at aftage, og temperaturen kravler lidt opad. Torsdag kan vi komme op og ramme de 18 grader, men der kommer så nogle byger,« forklarer hun.
Og hvordan vejret ser ud hen mod næste weekend, har Mette Zhang også et bud på, selvom hun fortæller, at prognoserne er »noget usikre så langt frem i tid«:
»Fredag og lørdag ser vejret ud til at byde på varierende mængder af skyer og sol, og der kan kommer enkelte byger, mens søndag ventes at blive ret skyet med regn længst mod vest. Dagtemperaturen vil ligge på 10-18 grader, koldest ved kyster med pålandsvind,« fortæller hun.