Væltede træer og nedfaldne el-ledninger: »Stormen er kommet lidt bag på os«

Storm over Danmark
Advarselstavle ved Storebæltsbroen ved Nyborg, tirsdag middag den 1. januar 2019. Storebæltsbroen risikerer at lukke for trafik i fire timer tirsdag eftermiddag. Det skriver selskabet bag forbindelsen tirsdag formiddag. Det er den kraftige blæst, der er årsag til varslingen, som er gået ud via Twitter.. (Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Wengler

Nytåret har taget flere med storm - blandt andet nordsjællænderne.

Mellem kl. 12.15 og 13.25 tirsdag middag modtog Nordsjællands Politi hele 16 opkald fra bekymrede borgere, der kunne rapportere om både væltede træer, løse stilladser og nedfaldne el-ledninger.

»Det er væltet ind med anmeldelser. Lidt flere, end vi kan følge med til lige nu,« siger vagtchef Dyre Sønnicksen fra Nordsjællands Politi.

»Vi har prioriteret at køre ud til alt det, der har været livsfarligt. F.eks. har vi fået to anmeldelser om el-ledninger, der er faldet ned. Men vi har ikke ressourcer til at sende vogne ud til alt, hvad vi har fået anmeldelser om. Det samme gælder brandvæsnet, der også har rimeligt travlt.«

Vejret overraskede

Vagtchefen har noteret 11 anmeldelser om væltede træer, tre om løse stilladser og to om nedfaldne el-ledninger.

»Stormen er kommet lidt bag på os,« indrømmer han.

DMI havde varslet, at 1. januar ville byde på kraftig blæst med vindstød af stormstyrke. Men det er kommet bag på blandt andet politiet i Nordsjælland, at det ikke bare var de vestvendte kyster, der ville blive rusket godt igennem.

Dyre Sønnicksen advarer ikke beboerne i Nordsjælland mod at bevæge sig ud, men opfordrer til, at man, hvis man skal ud, bevæger sig med forsigtighed.

Flere steder i politikredsen er cykelstier spærret af træer, der ligger på tværs.

»Flere stedet ligger trækroner ude på kørebanen, så man skal ikke køre af sted med hovedet under armen,« siger han og forsætter:

»Ifølge DMI er stormen ved at være afblæst. Vores indsatsleder er ved at få fat i biler og motorsave, så vi kan køre ud, skære træerne op og få ryddet vejene. Forhåbentlig når vi at få fjernet det meste, inden det bliver mørkt.«

Ingen er kommet til skade under blæsten.