Seks personer dræbt i togulykke på Storebæltsbroen

En togulykke på Storebæltsbroen har kostet seks mennesker livet, bekræfter Fyns Politi. 16 er blevet kvæstet.

Togulykke på Storebæltsbroen. På selve lavbroen holder et forulykket passagertog, mens der ved landfæstet holder et godstog, hvor flere dele af godset tydeligvis mangler. Foto: Michael Bager Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bager

Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet.

Det oplyser Fyns Politi, der dermed bekræfter tidligere oplysning fra DSB.

Alle de dræbte var passagerer, oplyser DSB.

Et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning.

Det fik lyntoget til at bremse hårdt op.

Togulykke på Storebæltsbroen. På selve lavbroen holder et forulykket passagertog, mens der ved landfæstet holder et godstog, hvor flere dele af godset tydeligvis mangler. Foto: Michael Bager Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bager.

Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord på toget, da ulykken skete.

De personer, som ikke er kommet til skade, er onsdag formiddag ved at blive evakueret og kørt til Nyborg Idrætscenter.

Her er krisepsykologer klar til at tale med dem.

Havarikommissionen er onsdag formiddag ankommet til Storebæltsbroen og gør klar til de indledende undersøgelser i forbindelse med ulykken. Det oplyser havariundersøger Bo Haaning, der er på stedet.

Det er dele af et tag fra et godstog, som rev sig løs og ramte passagertoget. Det har Banedanmark bekræftet over for Ritzau.

Godstoget, der transporterede øl, og lyntoget kørte i hver sin retning.

Det var dele af taget fra et godstog, der var skyld i ulykken. D. 2. januar 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim K. Jensen.

Det er via lavbroen, at togene kører over broen.

Som følge af togulykken holder alle tog også stille mellem Korsør og Nyborg.

Kort efter ulykken opfordrede Fyns Politi alle bilister på ruten mod broen til at køre ind til siden og give plads til udrykningen. Bilister er samtidig blevet bedt om ikke at køre mod Nyborg på Fyn ad motorvejen.

Indsatslederen og ambulancer havde svært ved at komme frem til ulykken, men kort før klokken 09.00 er det tilsyneladende lykkedes at få mandskab på plads på stedet.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Mange borgere ringer også til politiet for at få mere at vide om situationen. Det har fået Fyns Politi til at opfordre passagerer på toget til at sende en sms til deres pårørende, hvis de er okay.

Trafikken over Storebælt har fra midt på natten ved 04-tiden været lukket for biler på grund af kraftig blæst.

Det er usædvanligt kraftig sidevind, der er årsag til, at broen har sænket bommene og stoppet biltrafikken.

Ifølge Sund og Bælt vil broen først åbne for bilister tidligst onsdag formiddag klokken 11.

Der er ingen prognose for, hvornår togene igen vil køre. Da der er lukket for biltrafik på broen, vil der ikke blive indsat togbusser, oplyser DSB.

Du kan få løbende opdateringer på togulykken i vores live-blog.

Og du kan følge vejrsituationen direkte her.

/ritzau/

MERE FØLGER ...