Bedst som vinterkulden synes knap så bidende, og solen på det seneste har vist sig mere, ser vejret ud til at tage en kold, hvid drejning.

Denne uge ser vejret ud til at tage et markant skifte – og der er sne på vej.

En frontzone fra Skotland til Holland bevæger sig mandag ind over Danmark, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.

Allerede natten til tirsdag er der udsigt til sne i Nordsjælland og Nordjylland, siger Mille Jensen, vagthavende meteorolog ved DMI.

»En varmfront kommer op sydfra, så i dag vil det meste nedbør være regn. Men hen ad aftenstid vil nedbøren i den nordlige del af landet gå over i tøsne – det bliver en våd en af slagsen,« siger hun.

»Vi får nærmest landet splittet i to. I det sydlige Danmark vil vi se temperaturer op til syv graders varme, og i den nordlige del vil det nå ned mod frysepunktet.«

Tirsdag byder ligeledes på vådt regnvejr. Men i løbet af aftenen vil der komme våde snebyger og temperaturer omkring frysepunktet.

Natten til torsdag er der udsigt til temperaturer under frysepunktet i hele Danmark.

Fredag var der tidligere meldinger om en del sne over hele landet. Men lige nu er prognosen meget usikker, fortæller Mille Jensen:

»Det er meget svært lige nu at sige, hvad der kommer til at ske der.«