DMI: Nu kommer sensommeren endelig

Sidste år var der også dejligt vejr i september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent K Rasmussen

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at sommeren eller 'ommeren' 2017 var forfærdelig. Og selv om du sikkert for længst har pakket badesandaler og solcremen langt væk oppe på loftet, ser det ud til, at du godt kan finde det frem igen.

Det skriver DMI.dk.

Hvor de første par uger af september indtil videre blot har budt på klassisk efterårsvejr i form af blæst, byger og kolde temperaturer, bliver de sidste to skønne og sommerlige.

DMI skriver, at der lokalt kan komme helt op til 20 grader.

»De seneste prognoser viser et kraftigt højtryk over det nordøstligste Europa. Der er tegn på, at det fra midt i denne uge kan dominere vejret i Danmark i en længere periode,« siger langtidsmeteorolog Martin Lindberg til DMI.dk.

Højtrykket sender en østlig eller sydøstlig vind af varm og tør luft ind over Danmark, og det vil få temperaturerne til at ligge mellem 16 og 18 grader og altså lokalt op til 20 grader.

Sommeren 2017 blev historisk dårlig.

Den indeholdt blandt andet det laveste antal soltimer i 17 år med 565 timer. Rekorden for færrest solskinstimer stammer fra 1987, hvor der var 396.

I den modsatte ende må tilhængere af solen ønske sig tilbage til 1947, hvor det danske landskab så 770 timers sol i de tre sommermåneder.

Det var samtidig den 11. vådeste nogensinde.

Sidste års september var en ægte 'indian summer', hvor temperaturen kun én dag kom under 20 grader. 12. september nåede det helt op på 30 grader, og månedens middeltemperatur var hele 3,5 grader over septembers gennemsnit.