DMI i ny prognose: I kan godt finde vintertøjet frem

Glæder du dig til at cykle på arbejde sådan her? I givet fald behøver du ikke vente længe. Det er et spørgsmål om tid, før vinteren rammer. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Vinteren begynder - måske - tidligt i år, lyder det fra DMI, hvor meteorologerne har godt nyt til børn, barnlige sjæle og andre, som er vilde med snemænd og en frisk kælketur.

»Der er helt sikkert potentiale for vintervejr. Vores prognoser viser, at der er større sandsynlighed for regulært snevejr i starten af vinteren, end der plejer at være.«

Sådan lyder vurderingen fra langtidsmeteorolog Steen Hermansen fra Danmarks Meteorologiske Institut, når han ser på udsigterne for vinterens første måned.

Lad os bare indrømme det med det samme:

Det ER for tidligt at sige noget præcist om, hvordan vinteren bliver i år, og på nuværende tidspunkt fuldstændigt umuligt at spå om, hvorvidt julen bliver hvid. I sin seneste sæsonprognose kommer Danmarks Meteorologiske Institut dog alligevel med et forsigtigt bud på, hvordan vintervejret bliver - i hvert fald i starten.

Vi har nemlig udsigt til en kold begyndelse af julemåneden og en 'relativ tidlig start på vinteren i år'.

Steen Hermansen understreger, at prognoserne stadig er usikre, og at netop snebyger er svære at forudsige. Faktisk er der langt større sandsynlighed for en grå og trist december med regn og rusk.

Og netop regn og rusk er der masser af i de kommende uger, hvor efterårsvejret tager revanche for den flotte løvfaldssommer.

»Nu får vi virkelig ustabilt efterårsvejr. Vejrguderne tager hævn for de flotte farver og temperaturer, vi har haft de seneste uger. Nu kommer der helt andre boller på suppen, og det ser godt nok meget efterårsagtig ud,« siger Steen Hermansen.

Ligesom tirsdag i denne uge skiller sig markant ud med regn, blæst og vindstød af stormstyrke ved vestkysten, bliver også tirsdag i næste uge et vejrmæssigt mareridt at komme igennem - hvis man vel at bemærke ikke er til klamme regnjakker og paraplyer, der vender vrangen ud.

Steen Hermansen forudser, at det bliver en dag, hvor kulden går gennem marv og ben.

»Vi kan godt finde vintertøjet frem,« lyder det fra DMI's vagtchef.