Derfor ramte jordskælv Danmark

Søndag formiddag rystede jorden under borgerne i Vestjylland. (Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Finn Byrum

Borgere i Midt- og Vestjylland har søndag formiddag oplevet en mindre rystelse. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der også selv mærkede rystelserne, ifølge Ritzau.

»Vi mærkede kortvarigt, at hele bygningen, vi sidder i, rystede. Det er ellers en solid bygning,« siger vagtchefen.

Rystelserne skete omkring klokken 11 søndag. 20 minutter senere begyndte borgere fra Lemvig, Struer og Mors at ringe ind til politiet og forklare, at de også havde mærket rystelserne.

Seismologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) er søndag middag ved at undersøge sagen.

62-årige Ellinor Normann Pedersen fortæller til B.T., at hun sad ved sit køkkenbord i hjemmet i Hjerm, da rystelserne kom.

»Min stol rystede og bevægede sig, mens jeg sad på den. Jeg blev ikke bange, men det var meget mærkværdigt. Og jeg fik da lidt hjertebanken,« siger hun.

Også 66-årige Birthe Kaae Munch oplevede fænomenet. Hun var ved at stryge, da 'det begyndte at buldre helt vildt', siger hun.

»Det lød, som om der var noget, der var væltet,« siger hun.

Ellinor Normann Pedersen bemærkede også lyden, som straks mindede hende om et jordskælv, hun tidligere havde oplevet i Italien, fortæller hun.

»Det er en meget, meget dyb brummen,« siger hun

Presse- og kommunikationschef i Geus Mette Buck Jensen oplyser til B.T., at skælvet er målt til 3,4 på richterskalaen.

Seniorforsker ved Geus Trine Dahl-Jensen fortæller til B.T., at jordskælvet hører til blandt de større her i landet, omend der er et godt stykke op til det kraftigste.

»Efter danske forhold er det et forholdsvis stort jordskælv. Men på globalt plan sker der sådan nogle skælv hele tiden,« siger hun.

Trine Dahl-Jensen fortæller, at det kraftigste jordskælv målt i Danmark ramte i 1985. Det målte 4,7 på richterskalaen og ramte havbunden nord for Gilleleje i Nordsjælland.

Selv om det således 'kun' var et trin højere på skalaen, var det i virkeligheden 10 gange større, da richterskalaen er en såkaldt logaritmisk skala.

Ifølge seniorforskeren kan der komme små efterskælv.

»Vi har enkelte gange set ganske små efterskælv i Danmark, så hvis der kommer nogle, bliver de ganske små. Det er i hvert fald ikke noget, man skal gå og være bange for,« siger hun.

Hun forklarer, at skælvet har ramt Jylland, som følge af at Afrikas kontinentalplade bevæger sig nordpå.

»Der opbygges så spændinger et svagt sted, der giver efter, og det er det, der er sket her.«

Da Danmark ligger langt fra kontinentalpladernes grænser, sker skælvene sjældent og kun svagt her i landet, lyder det.