Vejen til et ligestillet pensionsliv

Man hjælper ikke folk uden opsparing ved at straffe dem, der selv sparer op

Pensionsopsparing, der engang var forbeholdt en lille del af befolkningen samt den herskende klasse af tjenestemænd og politikere, er gennem de senere årtier blevet en naturlig adfærd i en stor del af befolkningen.

Det er der grund til at glæde sig over. Den øgede pensionsopsparing vidner om ansvarlighed og økonomisk overskud i befolkningen, som man egentlig må undre sig over. Den stigende opsparing foregår jo under konstant udplyndring, eftersom staten beskatter de årlige afkast, ligesom staten næsten halverer en kapitalpension via afgift ved udbetaling.

Trods udplyndringen gør den tålmodige danske befolkning alligevel, hvad politikerne gennem årtier har bedt den om og indimellem har pålagt den via tvangsopsparing. Borgerne sparer til alderdommen vel vidende, at når de til sin tid skal have folkepension, vil den blive beskåret, fordi de har sparet op. Borgerne sparer op vel vidende, at de vil blive plukket, hvis de en dag skal på plejehjem og har penge på bankbogen. Borgerne sparer op, fordi de godt ved, at egen pensionsopsparing trods alt er bedre end ingen pensionsopsparing.

Men i stedet for dagligt at glæde sig over hver en ny pensionssparer, der melder sig hos pensionskasserne, har Folketingets venstrefløj med SFs formand, folkepopulisten Villy Søvndal i spidsen, set sig gal på opsparingen. Højst 100.000 kroner skal tillades i skattebegunstiget opsparing.

Forslagsstillerne glemmer, at skattefradraget ikke er en foræring til sparerne, men blot flytter en skattebetaling et stykke ud i fremtiden. Når eksempelvis en ratepension til sin tid udbetales, beskattes den som personlig indkomst.

»Fidusen« er, at man som pensionist forventeligt ikke betaler topskat, fordi den samlede indkomst som pensionist er lavere. Men det endelige regnestykke kender ingen. Eksempelvis kan det meget vel tænkes, at staten til sin tid vil stille endnu skrappere krav end i dag om egenbetaling for offentlige ydelser fra pensionister med formue. De eneste personer med sikkerhed for en høj pension er tjenestemænd og politikere som Søvndal med købekraftssikrede pensioner.

Den vigtigste pointe i debatten er imidlertid ikke økonomisk, men politisk: En begrænsning af den »rige« halvdel af danskernes pensionsopsparing hjælper ikke den anden halvdel. De, der ikke sparer meget op i dag, vil heller ikke gøre det, selv om der lægges loft på andres opsparing. De, der forbruger pengene her og nu, eller som aldrig når ind på arbejdsmarkedet, hjælpes ikke ved venstrefløjens misundelsesindgreb på den del af befolkningen, som sparer frivilligt. Det ved enhver.

Vi står altså med et politisk valg: Skal man sikre et mere ligestillet pensions-Danmark ved at straffe sparerne, eller skal man snarere søge at løfte den del af befolkningen, som belastes af negativ social arv og manglende uddannelse? Svaret burde give sig selv.