Vejen i grøften

Der findes to veje for Danmark, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. VK-regeringen og DF vil skære ned på velfærden med den strammeste finanslov i 25 år, mens S og SF mener, at vi skal investere og arbejde os ud af krisen.

Politisk kommentator Thomas Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver gerne under på, at der findes to veje. Han mener blot, at danskerne kan vælge mellem det hurtige velfærdsfix, som S og SF er eksponent for, og den varige velfærd, som regeringen vil sikre med sin genopretnings­pakke og vækststrategi.

Med andre ord: Ingen kan længere være i tvivl om, hvad der bliver det altdominerende tema frem til valget. Her vil det afgørende spørgsmål handle om, hvorvidt de blå eller røde i vælgernes øjne har den mest ansvarlige økonomiske politik.

Kampen har allerede raset i månedsvis. Opgøret blev intensiveret med fremlæggelsen af »fair løsning« og »genopretningspakken« i foråret, og med offentliggørelsen af finanslovsudspillene fra regering og opposition er intensiteten steget yderligere.

I regeringslejren glæder man sig over, at man så småt er ved at få overtaget. »Fair løsning« er blevet udsat for så massiv kritik fra landets økonomer, at Thorning og Søvndal har måttet overtage finansierings­kilder fra regeringens økonomiske planlægning. Håbet i S og SF er, at det omsider er lykkedes at stive planen af, og at de fra nu af kan holde stand, så kritikken svinder ind. Hvilket næppe sker. Tværtimod er embedsapparatet på Slotsholmen sat til at regne på hvert eneste udgiftskrævende forslag fra S og SF for at vise, at Thorning og Søvndal vil køre dansk økonomi af sporet.

Så vidt slaget på Christiansborg.

Nye analyser viser imidlertid, at såvel regering som opposition meget snart kommer til at revidere deres strategier, hvis de skal stå i spidsen for en holdbar politik - og ikke blot forsøge at vinde kampen om den offentlige dagsorden. I dagens kronik i Berlingske Tidende tegner vismændene et perspektiv, som ikke kan ignoreres. Pointen er i al sin enkelhed, at de aktuelle underskud ikke er af forbigående karakter. Tværtimod vil demografien - det forhold, at vi bliver flere ældre - kombineret med faldende indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen medføre store og kroniske offentlige underskud. Et nøgleproblem handler om, at væksten i det offentlige forbrug har ligget langt over væksten i indkomsterne og dermed skattegrundlaget - også i en lang periode før krisen satte ind, fastslår vismændene.

Her og nu giver de Lars Løkke Rasmussen en indirekte ros for genopretningspakken, som har været en væsentlig del af regeringens krisehåndtering, lige som den planlagte gradvise opstramning af finanspolitikken bakkes op. Problemet er blot - som de skærer ud i pap - at regeringens initiativer er utilstrækkelige. Vismændene peger på, at de nødvendige budgetforbedringerne kan sikres ved skatte­stigninger, offentlige besparelser og reformer, som øger arbejdsudbuddet. Og i praksis skal alle redskaber bruges, fastslår de.

At der er grund til en ny realisme i dansk politik, understreges af det »diagnosepapir«, som regeringen har udarbejdet forud for det vigtige møde i regeringens Vækstforum senere på ugen. Her fastslås det bl.a., at vores produktivitet er for lav, at vores lønniveau er højt, at vi har svært ved at hænge på de bedste, når det gælder uddannelse, og at økonomien kommer under pres, når de store ældreårgange trækker sig tilbage.

Kort sagt: Regeringen har trængt S og SF i defensiven, men Løkke & Co. har endnu ikke udarbejdet en tilstrækkelig robust strategi, som matcher fremtidens udfordringer.