Vedr.: »Kommissærens dagbog«

Kronikker:Dagens kronikør leger med tanken om, at en amerikansk forlagskonsulent har fået fat på Ritt Bjerregaards manuskipt til den dagbog, som hun i sin tid trak tilbage fra Aschehougs Forlag, men som dagbladet Politiken alligevel trykte. Ritt Bjerregaard-citaterne i kronikken stammer fra Politikens pirattryk.

tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere
Gennem kanaler, som vi har forpligtet os til ikke at afsløre, er vi kommet i besiddelse af nedenstående dokument, en udtalelse fra det store amerikanske forlag Stockton Press i New York vedrørende en oversættelse af Ritt Bjerregaards dagbog fra hendes første halve år som EU-kommissær i Bruxelles. Som det sikkert vil huskes, blev bogen i 1995 i sidste øjeblik trukket tilbage, efter at avisuddrag fra den havde skabt voldsomt røre.

Manuskriptet var havnet hos den ansete forlagskonsulent Andrew Stone, der ved en fejltagelse hverken blev oplyst om manuskriptets genre eller forfatterens navn og baggrund. Han gik derfor ud fra, at »Kommissærens dagbog« var en skønlitterær tekst, men hans læsning af »Kommissærens dagbog« er alligevel interessant, ikke mindst i lyset af Ritt Bjerregaards nuværende position som overborgmester i København. Vi mener, at det er i offentlighedens interesse, at Stones ord bliver tilgængelige for alle og ikke kun for det forlag, der har haft adgang til manuskriptet.

»Romanen »Kommissærens dagbog« er, som det fremgår af titlen, udformet som en dagbog. Jegfortæller og hovedperson er en dansk kvinde ved navn Ritt Bjerregaard (RB). Vi forstår ud fra de første dagbogsnotater, at hun er fhv. minister og er blevet udnævnt til en vigtig post ved EU-administrationen i Bruxelles. RB er netop flyttet ind i sin nye lejlighed og prøver at sætte sig ind i sit stofområde, som er miljø og miljøpolitik, og hun udtrykker i forbindelse med læsningen af de første rapporter sin skepsis over for, hvad hun kalder institutionens »mandarin-sprog, som kun de indviede kan forstå«. Dagbogen strækker sig over næsten syv måneder, hvor vi er med RB til talrige møder og på rejser.

Dagbogsromanen er på mange måder en veletableret genre: Typisk møder læseren i begyndelsen en jeg-fortæller, der forekommer at være sympatisk og sandhedssøgende men efterhånden krakelerer billedet, eftersom forfatteren lader sin hovedperson demaskere sig selv, og der sker en ubønhørlig selvafsløring.

Tilsyneladende er der i Danmark en god tradition for denne slags roman engelsksprogede litteraturhistorier omtaler fx »Den gamle Adam« af nobelpristageren Henrik Pontoppidan, »Løgneren« af en vis Martin A. Hansen og »Operaelskeren« af Klaus Rifbjerg, åbenbart et af de største og mest produktive navne i 1900-tallet.

Jeg vil straks sige, at »Kommissærens dagbog« på sin vis er et godt supplement til denne type romaner: RB er til tider yderst energisk, hvad angår møder, tiltag osv., men der går ikke lang tid, før det går op for læseren, at hun mest er ude på at promovere sin egen person, og hun er nøjeregnende med at notere, hvilket indtryk hun gør på andre et eksempel er den 18. januar, hvor hun med åbenlys fornøjelse citerer fra et brev til hende: »Du skal nok på strålende vis overbevise dem om dine store evner. Kvinder er jaloux, fordi du er smuk. Mænd er bange for deres magt«. At det er skrevet af en fhv. fransk (kvindelig) statsminister bidrager naturligvis til RBs glæde. Hendes selvhøjtidelighed og hendes fornemmelse af at tilhøre en udvalgt skare kommer også til udtryk, da hun irriteres voldsomt over sikkerhedsprocedurerne i Tempelhof lufthavn (Berlin) og ligefrem føler sig »forulempet« over dem. Hun forventer tydeligt nok, at hendes navn og position er tilstrækkelig garanti for, at hun kan få særbehandling, og at flyselskabet kan blæse på sikkerheden. Endnu et af de små selvafslørende træk, som forfatteren med sikker hånd drysser ud over bogen, således at RB fremtræder som mere og mere selv­optaget.

En typisk vanskelighed for forfatteren til en dagbogsroman er at finde et passende stilleje. Læserne vil jo have noget, der er velskrevet men samtidig skal vi tro på, at den dagbog, vi har fået lov til at læse med i, netop er skrevet af en landsbydegn, matematikprofessor eller hvem hovedpersonen nu er. I »Kommissærens dagbog« lader forfatteren imidlertid RB smøre alt for tykt på. Hendes ovenfor citerede bemærkning om »mandarin-sprog« viser sig snart at skulle være ment som en boomerang, for bureaukratisk sprog og intet­sigende formuleringer hober sig op og når hun vil fortælle om fx byer og landskaber, bliver disse betragtninger overfladiske og unuancerede. Det er muligt, at mange polikere udtrykker sig sådan, og at forfatteren helt bevidst lader RB udtrykke sig i sætningsklumper for at give et indtryk af visse politikeres trættende jargon og klicheer, men vi skulle jo også gerne have en sproglig oplevelse ud af læsningen.

Et gennemgående træk i dagbogen er RBs tendens til konstant at bedømme andre ofte negativt. Der optræder en vrimmel af navne i denne roman, men læseren opdager hurtigt, at de fleste af personerne kun hives ind på scenen for at få en over snuden. Hun langer henrykt ud efter partifæller i Danmark, kolleger i Bruxelles og mange andre, og det bidrager til romanens autenticitet, at der også optræder navngivne europæiske politikere, fx den franske præsident Chirac og den tyske forbundskansler Kohl. Men RBs vurderinger af deres indsats inden for politik svækker elementet af troværdighed ville en dansk regering udnævne hende til denne betydningsfulde post, hvis hun konstant var så overbevist om egne fortræffeligheder? Læseren må enten gå ud fra, at RB har opnået en position, hvor hun af sine støtter anses som guru, hvilket har bekræftet hende i en følelse af ufejlbarlighed, eller at hendes holdninger dækker over frustrerede ambitioner, fordi hun ikke er nået helt til tops i partiet.

Et morsomt og raffineret træk i bogen er de små selvmodsigelser, der optræder med mellemrum. Et eksempel: RB er tilsyneladende voldsomt optaget af computerteknologi men samtidig er hun på et tidspunkt nervøs for, at hele hendes dagbog er gået tabt på grund af et nedbrud. Hun har været så tanketom, at hun først tre måneder inde i sit dagbogsskriveri kommer på, at det ville have været smart at tage back-up på en diskette! Ja, hvad kan man så forvente af denne politiker? Næppe den store indsats.

Og på et tidspunkt må læseren spørge sig selv, hvad alle disse møder og rapporter egentlig resulterer i? Ingenting! Romanen giver indtryk af et politisk maskineri, der bare kværner derudad. Eller er det forfatterens mening at gøre opmærksom på, at RBs indsats er mangelfuld? Der er en pudsig uoverensstemmelse mellem de talrige sætninger om arbejdsdage med energisk indsats og det faktum, at RB kun syv uger efter sin tiltrædelse tager otte dage på skiferie i Norge for at rekreere sig og stednavnet Stestrup (hjemmet i Danmark) optræder også talrige gange som ramme om fridage. I samme dur: Efter to en halv måned som kommissær er RB lettet over, at hun kan »slippe for« at tage til Bonn, hvor en klimakonference forberedes, og i stedet deltage i Det Danske Gastronomiske Akademis årlige middag. Her vil læseren mene, at det er godt for hende, at hun får noget lækkert at spise, men at en klimakonference vel netop hører til hendes arbejdsområde. I tråd hermed ligger der nok en pointe i, at der ikke er en eneste henvisning til noget, som RB fik gennemført i den tid, hun var minister.

Jeg ved intet om forfatteren, men jeg er overbevist om, at forfatteren må høre til på højrefløjen og dermed er en svoren fjende af Socialdemokratiet, der omtales som RBs parti; omtalen af de ledende personer (ministre, folketingsmedlemmer osv.) er ofte så bedrevidende, at det må være hensigten at udstille regeringen og dets støtter.

Bogen er på mange måder bygget smart op, men selvafsløringen er for hurtig og for voldsom. Vi tror ikke på, at romanens hovedperson kunne komme til at indtage en topposition, for RB nærer en selvhøjtidelig overbevisning om egne kvaliteter og anser sine floskler for at være politiske visioner. Især kammer satiren over hen mod slutningen, når det postuleres, at denne dagbog snart skal udgives af et forlag, for det er da et for tydeligt tegn på manglende fingerspidsfornemmelse.«

Andrew Stone, Stockton Press, NYC