Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Vi glemmer også at tale om, hvordan pengene bruges bedst

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og journalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

11.20

Vi glemmer også at tale om, hvordan pengene bruges bedst

Godt. Så er det blevet etableret, at ikke ret mange politikere i valgkampen taler om, hvor pengene skal komme fra. Det måtte Berlingske så gøre for dem ved at tematisere det meste af avisen om det onsdag .

Men der er også et andet spørgsmål, som er fraværende. Det er det enkle: Hvordan bruger den offentlige sektor skatteborgernes penge bedst, klogest og mest effektivt. Også det spørgsmål stiller Berlingske. Blandt andet med afsæt i en Cepos-analyse, der viser, at hvis alle kommuner var drevet så effektivt som Vejle, kunne der spares mange, mange milliarder.

Beregningen er omdiskuteret. Men det er den givetvis også, fordi effektiviseringer er tabubelagte. Tænk blot på al balladen om omprioriteringsbidraget, der jo reelt var en årlig effektiviseringsøvelse. Sådanne foregår i den private sektor hver dag, hele året rundt. I den offentlige sektor opfattes den slags derimod som rendyrket ondskab.


10:10

At lave en Karsten Hønge

Folketingsmedlem Karsten Hønges (SF) beslutning om at trække sig fra det Europaparlament, han lige var blevet valgt til, selvom han havde sagt, at han hellere ville sidde der end i Folketinget, har i folkeviddet allerede lagt navn til begrebet ”at lave en Karsten Hønge”.

Det kan man more sig over, men der er grund til at tro, at det vil puste yderligere til den mistillid til politikerne, der allerede har nået historiske lave (målte) niveauer. I 2015 sagde kun 47 pct. af vælgerne, at de havde tillid til politikerne, og hvervet ligger uforandret som nr. 26 af 26 erhverv, når det gælder tillid.


00:15

Hvad skete der egentlig for Alternativet?

De er ellers populære, de partier, der ikke vil have en marxistisk revolution ved våbenføre mænd, men fredelige grønne revolutioner. De klarer sig strålende ude i Europa, se bare Europa-Parlamentsvalgresultater i Tyskland, Finland, Frankrig, Irland, Belgien, med flere.

Men ved samme valg kunne Alternativets spidskandidat se sit personlige stemmeantal på knap 28.000 overgået med næsten 18.000 af EU-modstandens kombinerede krammebamse og tidsmaskine anno 1992, Rina Ronja Kari. Så ved man, at man er underkendt af vælgerne.

Vi har hørt en del om penis-kollager, men Alternativets problem er nok først og fremmest en doven ledelse, der har været en tand for selvforelsket til at gøre brug af den interesse og de ressourcer, der strømmede til partiet i starten.

Momentum var der, da Alternativet præsenterede sig som alternativ til det bestående, og de har været et friskt pust med modet til at tænke en del uden for rammen. Men nu ville det mest progressive faktisk være at gen-fusionere med det radikale. Det ville være et egentligt alternativ.


21.25

Klimatosserne har fået en joker

90’er-rapperen »Jokeren« har fundet et nyt kald i livet. Og det er klimaet. Ifølge ham er klimaspørgsmålet faktisk så vigtigt, at demokratiet må afskaffes. Almindelige mennesker er simpelthen for dumme til at bestemme.

Derfor opfordrer han til, at Danmark erklærer klima-undtagelsestilstand og erstatter demokratiet med et teknokrati, hvor det er eksperterne, der bestemmer. Så kan vi idioter bare se på, mens vi tænker tilbage på dengang, hvor vi fik lov at stemme til folketingsvalg.

Da Pia Kjærsgaard efter EP-valget talte om »klimatosser«, nøjedes de fleste med blot at smide #klimatosse på deres Facebook-profilbillede. Jokeren har derimod valgt at blive selve legemliggørelsen af begrebet.


20.32

K står til fremgang: Der er nemlig oceaner af plads i dansk politik til borgerlig anstændighed

De konservative står til at fordoble deres mandat-antal, og en af de væsentligste grunde er deres formands underspillede appel.

Pape Poulsen har som justitsminister besnæret særligt de kvindelige vælgere ved at tale mere progressivt om voldtægt (og den straffrihed, der helt skandaløst plager dansk retspraksis på det område) end nogen justitsminister før ham, inklusive dem fra »rød blok«.

Og han ser rigtigt, hvis han øjner mulighed for at genrejse det Konservative Folkeparti som det ordentlige, anstændige, borgerlige parti, der ikke kunne drømme om at spise lagkage til andre folks ulykke. Der er oceaner af plads til den position.

Men skal projektet lykkes, skal han have os til at glemme, at han de facto nedsatte den kriminelle lavalder til 10 år og gennemførte dobbelt strafudmåling afhængig af adresse. Og vi skal se bort fra, at hans børneminister gjorde meget for at underminere familieinstitutionen gennem tvang og overvågning og andre uanstændigheder de forgangne fire år. Det ser ud til, at Pape får tid til at rette op.


19.55

Stem ikke på Paludan, siger Paludan

Rasmus Paludans lillebror, Martin Paludan, har udgivet en patosfyldt og personlig video med et klart budskab: »Stem ikke på min bror«.

Første gang, Martin Paludan gjorde sig bemærket, var kort efter optøjerne på Nørrebro, hvor han forsvarede sin brors ubetingede ytringsfrihed. Samtidig skældte han ud på venstrefløjen (som han selv tilhører) for at svigte kampen for ytringsfriheden med deres noget tvivlsomme udmeldinger om ansvaret for optøjerne.

Men nu er det alvor. Stram Kurs er opstillet. Og Martin Paludan bruger sin ytringsfrihed til at levere en massiv bredside mod brormand. I videoen beskrives Rasmus Paludan som én, der hverken kan lide muslimer eller kvinder. Som én der ikke kan lytte. Ikke kan samarbejde. Og som én, der rent faktisk mener de ting, han siger.

Det anede mig. Men alligevel er det et ret opsigtsvækkende kapitel i Paludan-sagaen.


18.53

Toppede Stram Kurs for tidligt?

Hvis nogen kan huske tilbage til starten af året, så syntes Klaus Riskær Pedersen at ride på en bølge af succes, der var nærmest uden fortilfælde. På rekordtid fik han indsamlet stillere til sit parti, og flere målinger bragte partiet ganske tæt på Folketinget. I dag ligger partiet og roder langt, langt under spærregrænsen, og ingen medier synes særlig optaget af, hvad Riskær går op i. Han toppede ganske enkelt for tidligt.

Måske er det også, hvad der er sket for Stram Kurs. For i BT ligger partiet nu på omkring 2,4 procent af stemmerne, hvilket er noget af det laveste, som BT har målt. Og her er problemet for Stram Kurs, at BT anvender meningsmålingsinstituttet Yougov, der anvender en metodik med et webpanel, som adskiller sig fra de fleste andre, og som ret konsekvent har spået både Nye Borgerlige og Stram Kurs langt, langt højere end alle andre meningsmålere.

Hvis Stram Kurs nærmer sig spærregrænsen her, så kunne noget tyde på, at partiet nu en uge før valget måske for alvor har toppet og langt fra er så sikre på at klare spærregrænsen, som mange i de seneste uger har troet.


18.05

Venstre går til den stramme udlændingepolitik som med skattestoppet

Det er ikke mange uger siden, den politiske uerfarne konservative Pernille Weiss kom for skade at erklære, at tanken om 10 millioner afrikanske arbejdsmigranter skam ikke skræmte hende. Få øjeblikke efter var de sociale medier fyldt med partifæller og andre borgerlige politikere, der på det skarpeste tog afstand fra Weiss, der til EP-valget her i søndags kom faretruende tæt på at sætte det enlige konservative mandat over styr.

Sagen er den, at Weiss blot satte ord på, hvad erhvervslivet og dermed en anseelig andel borgerlige politikere også ønsker. Nemlig mere udenlandsk arbejdskraft til lavere lønninger. Det er også Venstres politik. Ihvertfald idag, for Venstre går til den stramme udlændingepolitik som man går til skattestoppet. Den er stram næste alle dage undtagen lige de dage hvor den ikke er.


15.55

Hvor skal pengene komme fra?

Emnet fyldte nærmest intet i den første del af valgkampen. Men efterhånden er der flere og flere, der er begyndt at stille det helt oplagte spørgsmål i denne ellers så løftefyldte tid: Hvor skal pengene komme fra?

Berlingske har i dag sat ekstra fokus og bragt adskillige perspektiver på netop dette spørgsmål, og her får du tre af dem.

  1. Økonom: Her er fem offentlige investeringer, der skaber et velstående og bæredygtigt Danmark
  2. Økonom: Her er fem skattelettelser, der vil skabe vækst i Danmark

  3. Berlingske stiller spørgsmålet: Hvordan styrker vi Danmarks velstand?

Sådan står de politiske partier i Berlingske Barometer
Baseret på et vægtet gennemsnit af de seneste politiske meningsmålinger

 


15.33

​På ét punkt er der faktisk forskel på socialdemokratisk og borgerlig udlændingepolitik

Både erhvervslivet og økonomiske eksperter har længe råbt op om behovet for mere udenlandsk arbejdskraft, og den borgerlige regering har også flere gange forsøgt at gøre det lettere at hente medarbejdere udefra – uden meget held. De røde er imod, for hvad nu med løntrykkeri, og mon ikke også virksomhederne bare vil mele deres egen kage?

Venstre forsøgte i dag med et nyt udspil at åbne diskussionen igen.

I en valgkamp, hvor der ikke synes at være meget forskel på rød og blå side, når det gælder udlændingepolitikken, er det værd at lægge mærke til netop det med den udenlandske arbejdskraft, for her er borgerlige og socialdemokrater faktisk uenige. På blå side vil man skelne mellem almindelig indvandring på den ene side og arbejdskraftindvandring på den anden – mellem dem, der kommer for at bidrage, og dem, der kommer af andre grunde. På rød side siger man for en sikkerheds skyld nej til alle.


15.22

​Skyldes dårlige daginstitutioner for lidt New Public Management?

Sagen om de københavnske daginstitutioner handler også om ledelse og motivation. Det betyder, at man ikke kommer uden om at sige noget pænt om et forhadt begreb: New Public Management (NPM).

Det er alle politikeres scape goat og blandt andet en begrundelse for Socialdemokratiets konsulentloft. Slut med NPM! Forskningsmæssigt er der da også meget lidt evidens for, at NPM faktisk har forbedret resultaterne i den offentlige sektor. Studierne er dog af varierende kvalitet.

Men NPM har omvendt givet os et sprog og en anledning til at diskutere ledelse og motivation i den offentlige sektor. Offentlige organisationer kan ændres, og der findes gode og dårlige måder at lede dem på og motivere medarbejderne på. Det var NPM, der fra 1980erne og frem gav os en anledning til at åbne den diskussion.

Det rejser spørgsmålet: Hvad gør vi med ledelse og motivation i den offentlige sektor efter NPM? For problemerne går ikke væk af sig selv. Den gode nyhed er, at vi nu har et ledelsescenter med fokus på offentlig ledelse, der sågar har fået navn efter landets kommende konge. Men politikerne skal også på banen før eller siden. Den offentlige sektor leder ikke sig selv.


14.40

Enhedslisten er i påfaldende grad utydelige i deres krav til en S-mindretalsregering

Enhedslisten, der har set sig selv genopfundet som velfærdsydelsernes vogtere, peger vist nok i teorien på sig selv ved dette valg. Men praksis tyder på, at de er med i projekt 'fortællingen om den godgørende røde blok'.

Og det er tydeligvis svært for dem at få teori og praksis til at mødes – og med god grund. Under sidste S-ledede regering fik Enhedslisten sådan ca. en enkelt figenblads-finanslov med regeringen. Det var oven på alt det unævnelige med DONG, (ja, I husker nok vores allesammens forsyningsvirksomhed, der på grund af det kollektive nationale traume nu hedder alt muligt andet), og ud over det fik EL en bar røv at trutte i af den socialdemokratiske statsminister.

Men hvor skal de ellers gå hen med deres stemmer, synes tankegangen at være, hvis ikke til en S-regering, der måske kaster dem nogle velfærdslunser, men som efter stor sandsynlighed vil fortsætte en dyb reaktionær kurs, hvor nedbrydning af retsstaten og happy-slapping af alle med udenlandsk herkomst er hovedingredienser.

Traditionelle bånd til venstre for midten kan ikke formilde smagen af det sammenkog, og i det lys er det bemærkelsesværdigt, at Enhedslisten ikke har meget travlt med at klargøre overfor deres vælgere præcis under hvilke omstændigheder, de kan støtte en S-mindretalsregering.


13.53

Hvad blev der af Alternativet?

Alternativet havde en fantastisk valgkamp i 2015. De var blandt dem, der vandt mest under valgkampen, og målingerne ramte fuldstændig plet på valgdagen.

Jeg lavede denne grafik med gode kollager baseret på et snit af alle målinger under valgkampen i 2015:

Fra valgets udskrivelse begyndte de fra omkring spærregrænsen og voksede med én til halvanden procentpoint for hver uge for at ende på 4,8 pct. svarende til ni mandater. Det bedste bud på deres tilslutning nu er 3,3 pct. og meget lille sandsynlighed for at matche resultatet fra sidst.


Kammeratkapitalisme

Grådighed i finanssektoren er et af de valgtemaer, jeg ville havde troet og måske også håbet, ville fylde mere i valgkampen. Det er mit indtryk, at hvis der er noget, der kan generere raseri blandt røde vælgere af samme eksplosive karakter som muslimer gør med højrefløjens, ville det være bankskandaler og en elite, der kvitterer for samfundets støtte ved at kaste sig ud i samfundsnedbrydende spekulation og medvirken til kriminalitet.

Alligevel er det som om, at det ikke rigtigt er lykkedes at få bragt grådigheden på dagsordenen, men nu er der måske momentum. NETS, der er et klasseeksempel på kammeratkapitalisme og snyltervirksomhed, der ikke genererer nogen reel værdi, har lanceret en ny bonusordning på astronomiske syv mia. kr. til sine chefer. Topchef Bo Nilsson alene tjener op imod 1.9 mia.


13.22

Status quo igen, igen, igen

Jeg nyder ikke at gentage mig selv, men her ved indgange til valgkampens sidste uge er konklusionen klar: Vi har haft en begivenhedsrig valgkamp alle andre steder end i målingerne.

Kigger vi på de forskellige sammenvejning af meningsmålinger – som f.eks. Djøfindekset, Berlingske Barometer eller Risbjergsnittet fra Altinget – fortæller de alle den samme historie: Blokkene står det samme sted, hvor de stod for tre uger siden.

Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at de alle giver et bedste bud på, hvad resultatet ville være, hvis der var valg i dag. Der er som bekendt først valg om en uge, og bolden er rund, og alt kan ske, men det ville være historisk, hvis blå blok faktisk kan indhente det her på den tid, der er tilbage.


12.17

Er folketingskandidats kunst for uartig til Læsø?

Alle ved, at i det 21. århundrede skal kunst provokere og bryde grænser. Hvad enten det er lort på dåse, guldfisk i blendere eller maling i Mindeparken i Aarhus, er provokationen vigtig, fordi den viser, at kunsten er væsentlig og udfordrer grænser og konventioner.

Bortset fra, hvis der er tale om fræk kunst, der ikke provokerer på den konventionelle antikapitalistiske og venstreorienterede måde. Så forvandles kunstnere til mimrende og angste mimoser, der frygtsomt knuger deres perlekæder. De ses for tiden på Læsø, hvor Uwe Max Jensen, kunstner og folketingskandidat for Stram Kurs, og den svenske Dan Park bl.a. udstiller i øens kunsthal.

Her nægter en række yngre kunstnere at udstille – ikke engang i den samme udstilling men en senere – medmindre to kunstneres værker bliver fjernet (og mon ikke det er netop Park og Max Jensen). For naturligvis er det vigtigt at være provokerende og grænseoverskridende, men det skal jo være på den rigtige og i kunstkredse acceptable måde. Ellers duer det ikke.


11.40

BUPL undsiger de røde partier – det handler ikke om normeringer

Pædagogernes formand, Elisa Rimpler, har meldt sig ind i debatten med en uventet, men respektindgydende melding: Det svigt, som TV 2-dokumentaren »Daginstitutioner bag Facaden« viser, handler ikke om normeringer. Og den skal ikke bruges som løftestang i den kamp.

For selvom BUPL (Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund) fortsat kæmper for bedre normeringer, understreger hun, at den slags omsorgssvigt aldrig må forekomme – uanset hvad.

Det er en fornuftig og åbenlyst rigtig udmelding. Men den kræver hår på brystet. Dels fordi der dermed peges på de brodne kar i egne rækker. Men især fordi Socialdemokratiet, SF og Radikale allerede har »løst« problemet ved at kaste penge efter det.


10.50

Bo Nilsson er 2019-valgets »Dovne Robert«

Enkeltpersoner kan gøre de afgørende udslag ved valg og pludselig sætte en ny politisk retning: Forud for sidste folketingsvalg i 2015 var det »Dovne Robert«, som gjorde udslaget. Med sin åbenlyse ugidelighed banede han vejen for opbakningen til Venstres valgkampagne om, at gevinsten ved at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse skulle øges. Billedet af »Dovne Robert« skabte bred vælgeropbakning til en langt hårdere kurs over for arbejdsløse.

I år er magtkabalen vendt på hovedet – for nu er det den allerøverste overklasse, der står for skud for en ubegribelig grådighed: Nets-direktør Bo Nilsson træder i dag frem som »Dovne Robert« anno 2019. Nyheden om, at manden, der allerede én gang har fået en bonus på over 600 mio. kr., kan se frem til yderligere over en mia. kr. i personlig bonus – men som vel at mærke hverken har opfundet dankortet eller NemID – har sat en ustoppelig forargelsesbølge i gang. Med perfekt timing for rød blok.

Den yderst ordknappe kandidat til at blive ny finansminister, socialdemokraten Henrik Sass Larsen har et bredt flertal bag sig, når han i dag udtaler: »Man må jo tænke, om de er politisk tonedøve i Nets? Det er en provokation, som aktualiserer vores forslag«. Ligesom »Dovne Robert« i de senere år har legitimeret blå reformer med bl.a. kontanthjælpsloft, tegner »Grådige Bo« således også til at fremprovokere røde indgreb over for de bedst bonuslønnede direktører.

Tusindvis af arbejdsløse har i de senere år forbandet »Dovne Robert« langt væk. Fremover bliver det i stedet de pligtopfyldende og nøjsomme topdirektører, der vil fordømme Nets-direktør Bo Nilsson og bestyrelsesformand Stefan Goetz for deres groteske fremfærd. »Grådige Bo« kan skubbe de sidste tvivlervælgere henover midten.


09.45

​Henrik Sass vil være finansminister, men pressen skal helst blande sig udenom

Danmarks sandsynligvis kommende finansminister, Henrik Sass Larsen, har aldrig været gode venner med pressen, og de sidste par år har han bevidst og åbent holdt sig til ganske få interviews. Da han kort før valget fortalte om sin – overståede – depression, gjorde han det klart, at presset fra kritiske medier kun gjorde ondt værre, og derfor ville han fremover forsøge at styre udenom. Det løfte holder han her i valgkampen.

Den kritiske presse er en helt afgørende del af demokratiet. Derfor er det helt på sin plads at kalde Sass Larsens ageren udemokratisk.


07.39

​Hvorfor kan DF ikke stave til K-L-I-M-A?

Det var Kristian Thulesen Dahls tur til at være i den varme stol på DR1 i går. En sympatisk politiker, som på lange strækninger oser af troværdighed. Problemerne opstår, når han konfronteres med sit partis politik. Særligt i EU-spørgsmål, og de dertil knyttede emner.

Han svarer uden tøven at Danmark skal blive i EU. Tak for det. Det ville unægteligt også være mærkeligt andet med det brexit-cirkus, vi er vidne til og det afstemningsresultat, vi nu har bag os. Men det stemmer ikke. Slet ikke med tidligere meldinger. Særligt ikke fra Messerschmidt og Espersen. Men noteret, alt anden tale er nu fortid.

Løsninger på klimaspørgsmålene hænger sammen med eurpæiske løsninger før globale. Men her tøver formanden for DF. Det bliver ved tågesnak om »at tiden vil vise«, og »måske er det ikke så slemt«. Det må undre i baglandet, der netop i går efterlyste mere klare meldinger.

Endelig var der alt det Kåre Quist ikke nåede. Forbrødringen med det europæiske ultrahøjre, hvis spåede fremgang udeblev. Om Meld og Feld-spøgelserne og om FPÔ, det østriske søsterparti, der uden forbehold gerne mænger sig med russiske oligarker og ikke er blege for en god gang korruption. Når svaret om tilknytningen til EU kom prompte, så kom spørgsmålet om hvilket EU desværre ikke.


22.46

Slingrekurs hos Stram Kurs

Det har ikke været nemt for Rasmus Paludan at finde spidskandidater, der både forstår og tilslutter sig partiets politik.

Partiet, der opstiller en broget skare af kendisser, kunstnere og katolikker, har allerede mistet to kandidater siden valgets udskrivelse. Én fordi han troede, at partiet ville blive seriøst, når valget blev udskrevet. En anden fordi han kom til at sige, at udlændinge var velkomne i Danmark, hvis de levede efter danske værdier og love. Det var der ikke meget Stram Kurs over.

Men enten er der slingrekurs i politikken eller også i eksklusionskriterierne, for i morges sagde partiets åndelige leder, Iben Thranholm, stort set det samme på Radio24Syv. Her lod hun forstå, at hvis en tørklædeklædt muslim blot sagde, at hun satte Grundloven over Koranen, så kunne hun blive. Det var der ikke meget Stram Kurs over.


22.30

Så kom familiepolitikken endelig ind i valgkampen

Der skulle åbenbart en kontroversiel TV2-dokumentar til, før det for alvor gik op for de valgkampskulrede politikere, at børns forældre kan stemme, og at det derfor er ret smart at mene noget om børne- og familiepolitik. Bevares, SF og flere andre partier i rød blok går ind for minimumsnormeringer i daginstitutionerne og har talt en smule om det, men overordnet har Kristendemokraterne ved de sidste mange valg – og også dette indtil nu – været alene om at profilere sig på familiepolitikken.

Det er slut nu, og det er godt. Danmark har verdensrekord i institutionalisering af børn, og det er ikke kun, fordi forældre elsker vuggestuer og børnehaver. Det er også, fordi daginstitutioner er så massivt statsstøttede, at det er en stor økonomisk belastning for familierne at vælge dem fra: Når man allerede har betalt 75 procent af prisen for en institutionsplads over skatten, er det meget dyrt at vælge en anden løsning. Point til dét parti, der først foreslår at lade pengene følge barnet.


20.12

Fuldt hus for Pape

Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen, har sagt, at han går af, hvis partiet går tilbage. Det er et af den slags løfter, der lyder modige men egentlig ikke er det: Partiet har ovenpå det historisk dårlige valgresultat på 3,4 pct. i 2015 (som Pape præsiderede over) næsten konsekvent ligget over dette i meningsmålingerne. Ikke meget, men synligt. Og havde man ligget under, havde man nærmest været under spærregrænsen, og så ville det næppe være Papes beslutning at træffe.

Mere modigt havde det været, hvis Pape havde sagt, at han ville gå af, hvis han skulle komme til at levere de to dårligste valgresultater i partiets historie—for det er, hvad han ser ud til at gøre, hvis partiet får under 4,9 pct. Til den vinkel kunne man lægge, at Pape faktisk også allerede har præsideret over partiets dårligste valg ved et Europaparlamentsvalg (2019) og dårligste eller næstdårligste resultat ved et kommunalvalg (2017), afhængig af om man ser på borgmester- eller byrådsposter.