Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: To klimadebatter endte i skønhedskonkurrence

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og debatjournalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

22:45

To klimadebatter endte i skønhedskonkurrence

Efter to valgdebatter har vi fået bekræftet, at der bliver spillet voldsomt på følelser, når politikerne diskuterer klima. Den underliggende stemning er, at de voksne politikere ikke kan være deres indsats bekendt over for børnene, og alle kappes om at fremstå grønnest.

Alle mener, at de er bedst til at føre klimapolitik. Eller næsten alle: Nye Borgerliges Pernille Vermund rakte ikke hånden op, da hun blev udfordret på TV 2.

Herfra skal lyder en opfordring til til at lytte til de gode råd, som Vismændene kom med i deres seneste rapport. Vi skal have mindre religiøsitet og mere cost-benefit i diskussionerne af klimaløsninger.


22:36

Børnene blev ignoreret i begge partilederrunder

Valgkampens første dag bød på to store partilederrunder, og DR og TV2 havde ganske fantasiløst valgt de samme tre emner: pension, udlændinge og klima. Det er naturligvis også vigtige emner. Men jeg tror, at mange vælgere sad i sofaen og længtes efter at høre partiledernes holdning til et af de mest presserende politiske spørgsmål i øjeblikket, nemlig forholdene for vores børn. Det er kun en måned siden, at forældre over hele landet gik på gaden for at demonstrere for minimumsnormeringer i institutionerne.

Det handler både om det helt nære og det helt overordnede: Hvordan gør vi børnenes hverdag i daginstitutionerne bedre end i dag? Og hvad er egentlig formålet med at have ondt i maven over at aflevere sit lille barn til en travl pædagog, så man kan gå på arbejde, tjene penge og betale skat, så der er råd til at betale for pædagogens løn?


21:41

Pensionsfiksering helt ude af proportion

Nu har partilederne samlet set på de to kanaler brugt en time på at diskutere pension her til aften. https://www.berlingske.dk/samfund/ny-debat-om-pension-det-er-fuldstaendi...
Er det ikke en sindssyg overfokusering. Danmark har et af verdens mest lukrative velfærdssystemer også for pensionister. Vi har arbejdsmarkedspensioner, der overgår stort set alle andre landes, og som vil gøre generationer af fremtidens pensionister ret velbeslåede.

Og vi har et arbejdsmarked, der kommer til at ændre sig dramatisk med markant færre af de jobs, der er fysisk nedslidende.
Samtidig bliver vi ældre og ældre og skal forsørges længere og længere som gamle.

At store dele af den politiske diskussion på den baggrund handler om, hvor meget hvor mange skal kunne stoppe med at arbejde meget tidligere - det er li’godt for stift.


21:38

Debat: Med de venner behøver Mette Frederiksen ikke fjender

Nicolai Wammen kunne fortsat ikke fortælle, hvilke danskere socialdemokraterne vil give mulighed for at gå tidligere på pension, selv om han som vikar for den syge Mette Frederiksen (S) blev spurgt til emnet i partilederrunderne på både DR og TV 2.

Det overraskende var, at de største angreb blev sat ind af dem, som Mette Frederiksen håber vil støtte hende efter et valg.

Alternativets formand Uffe Elbæk konstaterede, at socialdemokraternes økonomiske politik ikke hænger sammen. Den radikale leder, Morten Østergaard, ville også gerne diskutere med Wammen og kunne ikke forstå, hvordan socialdemokraterne så klart kunne sige, at der skal gå 3 mia. kroner til tidligere tilbagetrækning, selv om de ikke kan forklare, hvad aftalen går ud på – eller fortælle hvor mange penge, socialdemokraterne vil bruge på f.eks. uddannelse og afskaffelse af fattigdomsydelserne.

Løkke gentog sin retorik og kaldte det socialdemokratiske forslag for et stort bluffnummer. Men med de venner behøver Mette Frederiksen slet ikke fjender.


21:27

Belejlig pludselig sygemelding

Kristendemokraterne, der gerne fremhæver deres eget etiske menneskesyn, har i nogle dage krævet at erstatte deres partiformand Stig Grenov med et par andre kandidater, som de ønsker at give taletid i partilederrunderne.

Både DR og TV2 har nægtet KD at stille med andre end partiformanden under KDs hårde protester. I første partilederrunde mødte Grenov troligt op for sit parti og lignede som vanligt en hund i et spil kegler med sin på samme tid lidt iltre og befippede fremtoning.

Imidlertid så blev Grenov pludselig, men henset til sit partis præference i partilederrunden, meget belejligt syg, lige umiddelbart efter DRs partilederrunde var slut, hvorfor KDs næstformand Isabella Arendt blot en times tid efter kunne repræsentere sit parti i TV2s efterfølgende partilederrunde.

Stig Grenov ønskes en snarlig og god bedring med håb om, at han bliver ligeså hurtigt rask, som han indledningsvis blev syg.


21.12

Det vigtigste citat i DRs partilederdebat

Det hele skal ikke handle om de nye partier, Stram Kurs og Nye Borgerlige, men det er ikke til at komme uden om spørgsmålet: Hvordan skal de øvrige partier i Folketinget forholde sig til dem?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik det sagt igen: Han vil hverken basere et regeringssamarbejde på Stram Kurs eller Nye Borgerlige, så længe de stiller krav, som strider mod Grundloven eller mod Danmarks internationale forpligtelser.

Skal man tage bare én udtalelse med sig fra DRs partilederdebat, vil jeg vælge denne fra Løkke:

»Man kan sagtens forestille sig en situation efter valget, hvor der ikke er noget rødt flertal, og hvor jeg alligevel ikke kan fortsætte som statsminister ... Derfor håber jeg også at danskerne tænker sig godt om«.

Opfordringen er hermed givet videre.


20.55

Riskær var for sent ude

Hurtigt indtryk fra den første partilederrunde: Klaus Riskær Pedersen kom cirka to folketingsvalg for sent. Havde feltet været halvt så stort, og havde han haft sin mere ungdommelige skarphed, kunne han have rykket noget.

Men dengang var KRP som bekendt »anderswo engagiert«. Nu fremstod han som en lidt langsommelig, træt, ældre mand, der havde kunnet snige sig ind, fordi der var så mange andre partiledere, at ingen rigtigt bemærkede én mere.


20.45

Mission Impossible: Flashback til Hartling

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trådte i sjælden grad i karakter, da han i aftenens partileder-debat på DR1 klart afviste at ville »bygge et regeringsprojekt« på mandater fra såvel Stram Kurs som Nye Borgerlige. Dermed risikerer han imidlertid, før valgkampen overhovedet er kommet rigtigt i gang, at blokere for sine egne muligheder efter valget.

For første gang siden Venstres daværende formand Poul Hartling i 1975 valgte at opgive at danne regering på basis af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets 24 totalt uberegnelige mandater, kan også folketingsvalget her i 2019 ende med, at det i praksis vil blive umuligt for Lars Løkke Rasmussen at regere videre på de mange nye og mindst lige så uberegnelige partier, der pludselig er poppet frem.

Hidtil har Lars Løkke Rasmussen vist sig mere end villig til at give køb på det meste for at holde fast i magten, så umiddelbart kunne man måske på forhånd tænke, at det nok skal kunne lade sig gøre, hvis først stemmerne kan skrabes sammen. At han i sidste ende vil samarbejde med såvel Stram Kurs som Nye Borgerlige, hvis det er nødvendigt at beholde magten.

Løkkes kontante afvisning i slutningen af DR1-debatten tyder dog på, at han mener, at grænsen nu er nået. Problemet for ham, Venstre og resten af den etablerede, borgerlige blok er blot, at hvis Løkke står fast på sine ord, efter valget, så er Mette Frederiksen de facto allerede statsminister.


20.21

Rasmus Paludan kom til at definere udlændingedebatten

»Det ræverøde DR!«, råbte Rasmus Paludan flere gange under partilederdebatten. Med den underliggende dagsorden, at han ikke ville få tilstrækkelig taletid.

Der var heller ikke mange pip fra ham i de første runder - dog fik han pensionsdebatten gjort til et spørgsmål om »arabere der sidder og morer sig« på offentlige ydelser, hvorfor danskerne må arbejde længere.

Udlændinge er Paludans politiske hjemmebane, og her fik han i den grad taletid.

Både direkte og indirekte. For efterfølgende, da Rasmus Paludan havde fremført sin ekstreme deportationspolitik, fik adskillige andre partiledere ordet - men for at forholde sig til Paludan. Det gjorde de kun nødigt; men de kom jo alligevel uundgåeligt til det, herunder i spørgsmålet om, hvorvidt han kan få indflydelse efter et valg.

Siden fik Paludan ordet igen. Udlændingedebatten blev derfor reelt hans. Han var den, alle de andre spillede bold op af. Paludan må derfor i sit stille sind takke »det ræverøde DR«. Han fik sat sit første aftryk i valgkampen i primetime på den store public service-kanal.


19.47

Pensionsdebatten hos DR er valgkampens første gang overbudspolitik

Så begyndte løjerne. Debatten under DRs partilederrunde om pensionsalder er den første gang overbudspolitik i denne valgkamp.

Pensionsdebatten handler om to ting. Dels nedslidte danskere. Dels konsekvenserne for finansieringen af velfærden, hvis mange flere skal tidligere på pension, end der lægges op til i velfærdsforliget fra 2006.

Man kan ikke meningsfuldt diskutere det ene uden at besvare det andet. Men Nicolai Wammen (S) og Pernille Skipper (EL) affærdigheder enhver indvending med, at der skam er råd. Det er overbud. De får ikke råd til at gennemføre deres egne velfærdsløfter.

Pensionsdebattens festlige indslag var Søren Pape Poulsen, der havde mødt Slagter-Lars, som har skiftet job fra slagteriet til en møbelfabrik. »Breaking news: Må jeg minde om, at der er noget, der hedder at skifte job«, sagde han.

Nåja, det er rigtigt. Der er jo f.eks. en kendt forhenværende hjemmehjælper, som nu har et langt mere stillesiddende job.


19.32

Partilederrunde viser, at rød klimapolitik ikke er grøn

Partilederrunden på DR viser tydeligt den klare forskel på, hvor forskelligt politikerne ser på klimaproblemerne. De røde partier vil slå borgerne oveni hovedet med flere skatter og afgifter og sætte regler op for alt det, vi ikke må.

Men store forandringer kommer ikke kun af at ændre en smule på det bestående. Det kommer af at udvikle nye måder at leve på. Og derfor er de borgerliges svar de mest realistiske. Lad os investere massivt i forskning, der kan udvikle ny, grøn teknologi, der grundlæggende forandrer vores måde at rejse, leve, spise og bevæge os på. Det kan både skabe reelle forandringer og samtidig sikre Danmark arbejdspladser og vækst. Det er grøn holdbarhed, som betyder, at vi kan aflevere kloden til vores børn. Lad os fokusere på løsninger frem for forhindringer.

19.25

Første måling giver fingerpeg

Ved forrige folketingsvalg var rød blok med Thorning-regeringen ganske meget bagud i meningsmålingerne. Men da valget først var udskrevet, så rykkede målingerne sig markant. Pludselig stod de to blokke næsten lige, og spændingen var tilbage i valgkampen. Det var åbenbart gået op for vælgerne, at nu var det alvor.

Ingen siger, at det samme sker denne gang, men det vil få flere usikre vælgere til at lægge sig fast på det de vil stemme. I øvrigt så vandt blå blok sikkert til sidst. Det er i øvrigt en anden tommelfingerregel. Den blok, der fører ved indledningen af en valgkamp, vil i de fleste tilfælde også ende med at vinde valget. Eneste nyere undtagelse var folketingsvalget i 1998, hvor Poul Nyrup »snød« Uffe Ellemann-Jensen.


19.08

Stram Kurs er ikke et borgerligt parti

Det har været pinagtigt at se meldingerne fra borgerlige politikere de seneste dage, men nu siger Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen klart nej til at fortsætte ved magten på Rasmus Paludans nåde. Det er vigtigt for borgerlige at slå fast, men også for alle andre demokratiske partier: Stram Kurs skal hverken inviteres med til forhandlinger om regeringsgrundlag eller politiske aftaler.


19.07

Valgkamp fra sygesengen

Mette Frederiksen er syg på dagen for udskrivelse af valget. God bedring til hende. Hun er dog ikke mere syg end, at hun kunne sende live på Facebook. Det fik en ung kommentator på DR TV – jeg har glemt hendes navn – til at svømme over af begejstring. Det var genialt at føre valgkamp fra sygesengen med den sympati, det kunne medføre, og det var noget helt nyt. Det er ikke rigtigt. I 1960 havde Aksel Larsen, den gamle kommunist og leder af det nystiftede parti SF, brækket benet. Han brugte sygesengen og det ophængte ben hæmningsløst i valgkampen. Der blev taget utallige billeder af den syge mand, og han talte direkte fra sygesengen i radioen. Mange mener, at SF´s overraskende gode valg skyldtes medfølelse med patienten.


18.39

Den lange valgkamp er en fordel for Løkke

Vi har efterhånden vænnet os til, at en valgkamp er tre uger lang. Men sådan behøver det ikke at være, og Lars Løkke Rasmussen har denne gang bestemt sig for at kæmpe løs i en hel uge mere.

Det giver god mening. For det første er statsministeren kendt for at være særdeles udholdende i den særlige disciplin, som en valgkamp udgør. For det andet er Venstre i de sidste tre valgkampe gået særligt frem i den sidste uge – hos Venstre har man derfor længe talt om, at man kunne have vundet valget i 2011, hvis Løkke havde haft en uge mere at kæmpe i.

Men fordel eller ej, det ser stadig meget svært ud for Løkke.


18.02

Politikerledens tveæggede sværd

Hvis samfundsøkonomien har det godt, og hvis man—i hvert fald på overfladen—synes at have fået lidt styr på indvandringspolitikken, hvorfor står den regerende koalition i blå blok så til et af de dårligste valg i mange år?

Det er svært at komme udenom, at der er en kraftig ”anti-establishment” bølge i disse år, hvor politikerleden givetvis spiller en væsentlig rolle. Mange vil endog mene, at Lars Løkke Rasmussen selv er dens inkarnation. Allerede ved sidste folketingsvalg kostede han ifølge undersøgelser formodentlig personligt blå blok et sekscifret antal stemmer. Mange fra hans ministerhold personificerer også den folkelige forestilling om levebrødspolitikere næsten uden egentlig erhvervserfaring udenfor politik.

Det gælder—paradoksalt nok—også Løkkes sandsynlige efterfølgere. Som statsminister Mette Frederiksen, og som Venstre-leder og statsministerkandidat Kristian Jensen. Så mens de måske nok selv kan komme til fadet ved, at politikerleden fælder én, så er de næppe dét, vælgerne sukker efter.


17:28

Auken klynker på Frederiksens vegne

Lars Løkke kan aldrig gøre det rigtigt. Selv valgudskrivelse var det galt med, til trods for at oppositionen har krævet valget udskrevet i månedsvis. For ifølge Ida Auken fra de radikale, så var det »dårlig stil« og »mangel på format« af statsministeren at udskrive valget tirsdag, fordi Mette Frederiksen på fjerde dag er lagt ned med et maveonde.

Var oppositionens leder døden nær, havde Ida Auken måske en pointe, men nu må nogen hos de Radikale fortælle Auken, at politik er en slags kampsport for voksne, hvor hele nationen altså ikke kan vente på at udskyde valgkampsstarten, bare fordi Mette Frederiksen er træt og har ondt i maven. Ubehaget var i øvrigt heller ikke værre end, at Frederiksen kunne lave en lang valgvideo fra sygesengen tirsdag eftermiddag. Så tør nu øjnene, Ida Auken, og stop klynkeriet på andres vegne. Mens Auken har ondt i en vis legemsdal og angriber Løkke, så viser Mette Frederiksen, at hun er helt anderledes robust.


17:11

​Består oppositionen af naive klynkedyr?

Består oppositionen af naive klynkedyr?

Flere stemmer i oppositionen beskylder Lars Løkke Rasmussen for ufine metoder og feje tricks, fordi han har udskrevet valg, mens Mette Frederiksen var indlagt. Ida Auken er blandt de forargede, der af en eller anden grund mener, at Lars Løkke Rasmussen skylder sine politiske modstandere at udvise hensyn til oppositionens sundhedstilstand.

Er statsministeren en nedrig kujon, der tilsidesætter almindelig konduite og god skik. Eller er han snarere en realpolitisk haj, der slår til, når det gælder, og udstiller som naive klynkedyr med forventninger om særbehandling? Uanset hvad tyder noget på, at vi får en bidsk valgkamp.


16:58

Vil rød blok vælte Løkke med hjælp fra Rasmus Paludan?

Statsministeren tog direkte fra Christiansborg til Axelborg til Danske Mediers Årsdag. Her udelukkede Løkke mere direkte end hørt før at basere en kommende borgerlig regering på Stram Kurs' og Rasmus Paludans stemmer, hvis dette parti kommer ind.

Det er uladsigørligt at forestille sig, at Løkke kommer til at bygge en regering på dialog med eller give politiske indrømmelser til det parti, lød det fra statsministeren. Der samtidig slog fast, at der er negativ parlamentarisme. Det kan lyde lidt nørdet, men det er vigtigt.

For det betyder, at kravet til en ny regering er, at der ikke er flertal imod den.

Hvilket efterlader et interessant spørgsmål til rød blok og især Socialdemokratiet: Vil man efter et valg vælte Løkke som statsminister med aktiv hjælp fra Rasmus Paludan?


16:30

Statsministeren er i en penibel kattepine, hvis han vil spille udlændingekortet

Valgkampe er som bekendt demokratiets store fest, men til denne fest er gæstelisten noget længere og mere kulørt end vanligt. Med Stram Kurs har Danmark fået et parti, der fuldtonet går til valg på etnisk udrensning af ca. 500.000 indbyggere i Danmark – både med og uden statsborgerskab.

Hvor borgerlige regeringer tidligere, med velvillig bistand fra Dansk Folkeparti, altid har kunnet overbyde rød blok på det punkt, er statsministeren for indeværende i en penibel kattepine, hvis han vil spille udlændingekortet. Han skal på den ene side troværdigt distancere sig fra et S, hvis politik efterhånden på lange stræk ligner hans til forveksling, men på den anden side ikke så meget, at han kommer til at fremstå som en lefler for et ydre højre, der er markant mere ekstremt end hidtil set.


15.40

Sure Wammen

Så tak. Så blev Nikolaj Wammen alligevel sur, skønt man havde indtryk af, socialdemokraterne havde glædet sig til valgkamp. Nu er det for galt, at vi diskuterer folketingsvalg og EU-valg separat.
I virkeligheden er det jo mere, fordi det kommer Socialdemokratiet på tværs, at valgkampen bliver lang og starter med at sætte fokus på det internationale. Her har S gennem de sidste år været på lang flugt væk fra en ansvarlig EU-linje, hvor vi holder sammen med vores europæiske allierede.

Det er også klart, at vi vil opleve Mette Frederiksen som en art slotsspøgelse i valgkampen. Ovenikøbet nu fra sygesengen. Hun vil søge at undgå at møde statsministeren i åbne diskussioner, også ihukommende hvordan den sidste debat gik. En lang valgkamp vil gøre den strategi uhørt synlig. For man må formode, at Socialdemokraternes formand er på fode igen om nogle dage. Herfra skal lyde et god bedring – og op med humøret! Det går jo godt i Danmark ...


15.30

Festlig fejring af Grundlovsdag

Grundloven fylder 170 år 5. juni. Det er der under alle omstændigheder grund til at fejre. Statsminister Lars Løkke har ved at udskrive folketingsvalg den 5. juni sikret, at dagen bliver en ekstraordinær god festdag for demokratiet. Det er måske også et svar på Dansk Folkepartis forslag om at gøre Valdemarsdag til nationaldag. Hvis vi skal have en nationaldag, skal det selvfølgelig være 5. juni. For mig personligt indebærer det, at jeg er tilbage fra udlandet, hvad jeg ikke ville være den 26. maj. Det er mest trygt at være i landet, når der stemmes.


14:56

Mindre teater, mere om resultaterne

Kære Lars og Mette, hvad med en valgkamp, hvor vi taler om, hvad I har gået og lavet sammen den forgangne valgperiode og ikke, hvad I lover at gøre? Nu da I har stemt så meget sammen?

Jeg kan godt forstå, at I hellere vil tale os ned i pensionsteknik, end eksempelvis at stå på mål for, at I de facto har sænket den kriminelle lavalder til ti år. Eller, at I pusler med et Gladsaxe-inspireret statsregister over alle forældre, hvor de skal have strafpoint for skilsmisser og sygdom og den slags. Det ville være skønt at få mere om jeres gode samarbejde på tværs af ”midten”, og mindre politisk teater.


14:47

Løkke laver en Nyrup

Det er kun statsministre, der stadig tror på, at der findes en »statsminister-effekt«. Når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i dag valgte at lancere valgkampen med et slogan om, at der er brug for »en erfaren leder i usikre tider«, går han direkte tilbage til en fuser: Ligesom Poul Nyrup Rasmussen i 2001 overvurderede sin egen statsmands-status, er der absolut intet, som tyder på, at Lars Løkke i dag har opnået international pondus til at kunne vende vælgerstemningen.

For valg vindes altid på hjemmefronten, og her er bundlinjen, at Løkke – præcis lige som Nyrup i 2001 – virker udtjent i flertallets øjne efter mere end en håndfuld år i Statsministeriet. Allerede ved sidste valg viste valgforskere efterfølgende, at Lars Løkkes person kostede Venstre op mod 180.000 stemmer.


14:06

Så kom valget endelig

Lars Løkke har valgt den symbolske og velvalgte dato 5. juni som afstemningsdag, der nok vil aflyse årets grundlovsmøder. De blev en fortsættelse af udlændingepolitikken, som blev Løkkes forklaring på, hvorfor hans regering skal genvælges. Det tyder på en erkendelse af, at der ikke er meget andet på hylderne, der kan mobilisere et flertal af vælgere til blå bloks partier.

I den hidtidige valgkamp har rød blok med Mette Frederiksen ifølge målingerne lagt sig solidt i front, og kun et mirakel på valgdagen kan sikre Løkke endnu en valgperiode i Statsministeriet. Kun på dagen for valgudskrivelsen er oppositionens foretrukne leder sat bagud og er nede med forbigående sygdom.

Man må håbe for Socialdemokraterne, at hun hurtigt rejser sig fra sygesengen, for Løkke har ry for at være en god »campaigner«, og indtil videre er der ingen skandaler, der kan ødelægge valgkampen for Venstre. Det skete som bekendt i maj 2014 ved Europa-Parlamentsvalget, der gled i boksershorts og habitter. Det er også baggrunden for, at Venstre står til en pæn fremgang, og en valgsejr 26. maj, som man kan håbe på, kan give statsministerens parti et løft også den 5. Juni. Så kan Løkke i det mindste aflevere et Venstre i fremgang. For spænding om, hvor statsministerposten ender, kan der ikke være.


14:05

LØKKE ELLER KAOS

Statsminister Lars Løkke Rasmussens valgudskrivelse spiller på det klassiske kort om, at den siddende regeringschef har erfaringen til at sikre tryghed i urolige tider. EU er under pres, forklarede Løkke. Klimakrisen truer, flygtninge og migranter »udfordrer fortsat Europa«. Og så kom oplægget til meddelelsen om, at valget udskrives:

»Opbrud kalder på samling. Rystelser fordrer stabilitet. Usikre tider kræver et erfarent, robust og ansvarligt lederskab.«

Nu er det store spørgsmål: Vil de seneste fire års interne kampe i blå blok få vælgerne til at føle sig trygge ved Lars Løkke Rasmussens lederskab?


14:04

En passende valgdato: Netop grundloven bliver et vigtigt tema i valgkampen

Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valg til afholdelse på grundlovsdag 5. juni. Ingen dag kunne være mere passende dag, for et af de vigtigste temaer i valgkampen bliver netop vores grundlov. På stemmesedlen vil der nemlig være to nye partier – Stram Kurs og Nye Borgerlige – som begge går til valg på en politik, der bryder med grundloven og menneskerettighederne.

Partierne vil ikke gå lige hårdt til værks, og de opererer også med forskellige tidshorisonter, men endemålet er det samme: et Danmark renset for muslimer.

Det må og skal vi tage klart afstand fra, og ingen regering bør basere sin magt på højreradikale mandater.


14:02

Med ryggen mod muren

Så blev valget udskrevet. I næsten sidste øjeblik, inden valgperiodens udløb, og man kan ikke fortænke lederen af blå blok for at have trukket det til det yderste i håbet om en »turnaround«. Meningsmålingerne har – lige som i forrige valgperiode for Thorning-regeringernes vedkommende – næsten konstant stået på dårligt vejr: Fra stort set dag 1 har regeringens parlamentariske flertal været væk i meningsmålingerne. Al historik tilsiger, at blå blok – der i forvejen synes godt i opløsning – ikke kan vinde både de 50 pct. af stemmerne og halvdelen af de nordatlantiske mandater.

I grunden lidt paradoksalt. Samfundsøkonomien har det i det store hele godt, og der er blevet strammet op på indvandrings- og asylpolitikken, og dermed er to af de sten, der normalt kan genere en siddende regering, rullet væk. Men åbenbart ikke langt nok.


14:00

Et udmattelsesslag

Et udmattelsesslag på fire uger. Løkke håber at køre den hjem på overlegen stamina og Venstres bugnende partikasse. Han lægger ud, mens modstanderen er i sygesengen, men derfra kan man nu godt føre valgkamp, hvilket Aksel Larsen viste i 1960, hvor han lå indlagt med et brækket ben. Bemærk, at Løkke både tager afstand fra fremmedhadet og samtidig beskylder S for at ville hæve ydelserne til udlændinge. Det bliver en balancegang at føre valgkamp som udlændingestrammer og samtidig lægge afstand til Paludan.