Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Presset DF i panikmelding om asylstop

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og journalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

21.30

Presset DF i panikmelding om asylstop

Dagens YouGov-måling viser, at DF står til en halvering ved valget, hvor man især må aflevere stemmer til de to nye højrefløjspartier. Gode råd er dyre, men kreative kræfter har fundet løsningen. Morten »Meld/Feld« Messerschmidt har nemlig med sin formands velsignelse fundet på at adoptere Nye Borgerliges ultimative krav til Lars Løkke. ”I den nye valgperiode skal vi have et fuldstændigt asylstop. Og det er ikke det væsentligste for mig, om forslaget er inden for eller uden for konventionerne”« siger Messerschmidt til JP fredag. Panikmeldingen er allerede for længst afvist af Lars Løkke, der afviser at medvirke til, at Danmark dermed forlader det internationale samfund. Det forhindrer dog ikke DF at foregøgle højrefløjsvælgere, at det politisk er en mulighed.


21.29

Mette Frederiksens genopstandelse

Socialdemokratiets formand melder sig klar til kamp. Med et screenshot fra TV2 Nyhederne og teksten »Højtstående oppositionsleder anholdt i Venezuela« skriver hun her til aften på Facebook: »Nej, nej. Jeg har bare haft en madforgiftning. Er klar igen i morgen. Glæder mig til at komme i gang«. Og hun er bestemt ikke den eneste, der glæder sig: De socialdemokratiske fodsoldater har brug for partiformanden i valgkampen, ikke mindst til at sætte mediedagsordenen og kaste glans på lokale kandidater.

Valgkampen vil skifte gear, nu hvor forhåndsfavoritten til at vinde valget og til at blive ny statsminister – endeligt – træder ind på scenen. Hun har været savnet i de første tre døgn. Ganske enkelt fordi hun er og bliver selve hovedpersonen i dansk politik lige nu. Hidtil har det dog været held i uheld for Mette Frederiksen, at hun måtte begynde fra sygelejet, for nu kan hun selv få lov til at iscenesætte sin politiske genopstandelse, og mon ikke hun også allerede har høstet lidt sympatipoint?

Mette Frederiksen genkomst falder sammen med, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har valgt at kopiere Socialdemokratiets velfærdspolitik med det såkaldte ‘velfærdsløfte’ til 69 mia. kr., og dermed kan hun nu let og elegant springe over de kritikpunkter, som tidligere haglede løs mod sosserne. Da Mette Frederiksen blev syg, mente Lars Løkke således, at det var ødselt og økonomisk uansvarligt at lade velfærdsudgifterne følge det demografiske træk.

Med uperfekt timing har Venstre nu pludselig pakket deres væsentligste skyts væk, og Mette Frederiksen kan derfor på en frisk genoptage kampen med Lars Løkke Rasmussen om, hvem vælgerne mon tænker er de bedste socialdemokrater her i kongeriget? Lars Løkkes diffuse forslag om at ville genforhandle velfærdsaftalen fra 2006, efter valget har samtidig kortsluttet Venstres tidligere kampagne om, at Socialdemokratiet er for ukonkrete.

Selv om de seneste dage har været alt andet end sjove for Mette Frederiksen, må hun have svært ved at tro sit eget held. På bagvendt vis har Venstres formand banet vejen for hendes comeback: Fra et allerede gunstigt udgangspunkt kan Socialdemokratiets formand nu genstarte valgkampen fra en yderligere forstærket styrkeposition. Hun må føle, at hun vågner til en drøm: Selv Løkke støtter nu hendes økonomiske plan.


20.31

When they go low…

Det er en valgkamp, der udvikler sig på mange mærkelige faconer. Niveauet er ikke altid lige højt. Det ved vi vist alle. Men der er andre end ekstreme Kasket-Karle, der trækker debatten ned. Også folk i de store, ansvarlige partier ender til tider et underligt sted. På deres egne måder.

I dag leverede socialdemokraten Magnus Heunicke således denne bredside mod rigmanden Lars Seier Christensen:

Til det er der at sige:

  • Det er nyt, hvis Socialdemokratiet mener, at ens politiske holdninger burde have gyldighed alt efter, hvor meget man betaler i skat.
  • Det er mit indtryk, at Lars Seier Christensen betaler ret meget i skat. (Han angiver det selv til 84 millioner kroner i forbindelse med udbytte).
  • Hvis det står til troende og er målestokken, og hvis ens politiske indflydelse bør være lig med ens skatteindbetaling, må både Heunicke og jeg selv vist luske hjem og holde bøtte resten af valgkampen og overlade den til Seier, Lars Larsen og alle de andre rige, der finansierer den danske velfærd.

20.09

Løkke har ikke mistet det gode humør

Vi er begavet med stærke og seriøse medier i Danmark, og selv om aviser som Jyllands-Posten og vores egen Berlingske har et borgerligt udgangspunkt, fejler uafhængigheden og den kritiske sans ikke noget. Til trods for den vedvarende kritik, som vi møder fra især socialdemokrater.
Pressens minister tager ikke altid lige mildt imod kritik, men i dag fejler hans humør ikke noget.


20.00

​​Naser Khader: Jeg tog fejl af Paludan

De konservatives Naser Khader er blevet kritiseret for ikke at tage klart nok afstand fra Rasmus Paludan. Det gør han nu i en kommentar i Berlingske. Han skriver:
"Jeg indrømmer, at jeg har ikke taget Paludan-fænomenet alvorligt nok, og jeg har ikke taget muslimers bekymring alvorligt nok."
"Selvom jeg oplever en massiv metaltræthed over islam, er Paludan godt i gang med at gøre mig mere muslimsk, og jeg tror andre sekulære muslimer har det på samme måde. Manden taler så hadsk om mennesker, jeg holder af, lovlydige danske muslimer. De er mere demokratiske, end Paludan er, og jeg vil hellere stå på deres side - og hellere se Rasmus Paludan deporteret end dem."


17.37

Hvem er mest anti-paludansk?

»Paludan sviner Elbæk - evnesvag, åndsamøbe og narrehat« skrev Ekstra Bladet og straks blev artiklen triumferende delt af Alternativet. Morten Østergaard (R) mener vi skal snakke klima, men han taler konstant om Paludan, Paludan, Paludan. Derved udstilles venstrefløjens og de radikales dilemma, for selv om man burde ignorere giftklovnen fra det ydre højre, så er der mange stemmer og en stærk identitet i at kappes om pladsen som det mest anti-Paludanske parti. Og hovedpersonen? Han soler sig i opmærksomheden.

S, V og DF skal finde en måde at bryde den logik, for det bliver ikke medierne der afholder sig fra dække balladen. Tværtimod kommer de til at rydde forsiden hvergang Paludan bevæger sig inden for 1000 meters afstand af et indvandrertungt boligområde. Paludan mobiliserer yderfløjsvælgere og styrker partierne på fløjene. Hvis den udvikling fortsætter, risikerer vi et meget polariseret folketing efter valget.


17.21

Underfrankeret overbudspolitik

Lars Løkke forklarer, hvorfor han ikke mener, det er væsentligt, om beløbet i hans plan for at overgå socialdemokratiet i velfærdsmilliarder er beregnet på årsbasis eller samlet:

»Jeg tror ikke, at folk er ret optagede af det, udover nogle økonomer. Som privatperson må jeg sige: 69 milliarder eller 20,45 milliarder, det er mange penge begge dele. Helt ærligt.«

Forskellen - 50 mia. kroner - svarer nogenlunde til de samlede årlige udgifter til kultur og forsvar kombineret.

Jeg mener ikke, at Socialdemokratiet bør vinde folketingsvalget. Men jeg bliver stadig mere overbevist om, at Venstre fortjener at tabe det.


16.29

Det, Løkke mener, er.

Gennem tågerne om Løkkes 69 mia. velfærdskroner kan uddestilleres følgende: Løkke vil have verdens højeste offentlige forbrug til at vokse med 0,65% årligt i faste priser frem til og med 2025. I 2025 vil det årlige offentlige forbrug så være vokset med 20 mia målt i faste priser. Det skal sammenholdes med, at Venstre i 2015 gik til valg på nulvækst i det offentlige forbrug. Så enkelt er det. Hvorfor gøre det så indviklet?

Nå ja, så er det rigtigt, at i 2025 vil der over årene være brugt 69 mia mere end, hvis der havde været nulvækst.


16.19

Breaking news: Vælgerne er mere komplekse end du tror

Forleden var jeg heldig at sidde i den sal, hvor statsministeren holdt sin første tale efter valgudskrivelsen. Det var i Axelborg til Danske Mediers Årsdag, og her opfordrede Løkke høfligt medierne til at levere en politisk dækning, som i højere grad end nu er på borgernes side. Og mindre sort/hvid.

Som mediechef tør jeg godt medgive, at Løkke har en pointe (og med ham andre). Virkeligheden derude blandt borgere og vælgere er uden tvivl mere kompleks og sammensat end det fremstår både når medierne dækker politik. Og når politikerne taler om politik.

Tag partilederdebatterne forleden. Rakte de ud efter borgerne, tog udgangspunkt i deres liv? Ikke særlig meget. Det blev meget politisk i ordets snævre forstand. Ansvaret for at komme forbi det er delt. Både politikere og medier har et ansvar.

Jeg kom til reflektere over det igen, da jeg gennemlæste de tanker, som tvivlerne i Berlingskes tvivlerpanel gør sig om deres stemme ved valget.

Man opdager, at alt muligt spiller ind, talrige overvejelser kan sammensættes på tværs af partistrategier og medievinkler. Tag LA-vælgeren fra 2015, der efterlyser klimaambitioner i blå blok. Og meget andet.

Det er interessant læsning. For borgere. Politikere. Og medier.


15.51

Kjærsgaards sidste veto til EU-flag foran Folketinget

Det skizofrene DF kan ikke rigtigt finde ud af, hvad de - officielt - bør mene om EU. I virkeligheden er DF’erne benhårde EU-modstandere, men deres vælgere er delte i spørgsmålet viste en undersøgelse i januar. I øvrigt er EU-modstanden faldet yderligere og er nu på laveste niveau efter det politiske kaos i UK, som DFs venner i Tory-partiet fik gennemtrumfet med Brexit-afstemningen. Formentlig derfor er DF endt på en taktisk position, hvor man hverken er fugl eller fisk.. Dog når det gælder symbolik, der er DF aldrig i tvivl. Der er man på det sikre anti-EU-hold. Fx når Venstrefolk som Bertel Haarder og andre vil hejse EU-flaget foran Folketinget på Europadagen, der sætter Tingets formand Pia Kjærsgaard traditionen tro foden ned. Det slutter forhåbentlig efter valget.


15.31

Flere gaver til Paludan

Hvis noget har formået at løfte Rasmus Paludan fra excentrisk Youtube-pauseklovn til aspirerende folketingspolitiker, så er det den rolle som ytringsfrihedsmartyr, som dele af venstrefløjen og det muslimske miljø har foræret ham. Og den gave vil de gerne fortsætte med at give. Intet mindre end 38 muslimske, antiracistiske og venstrefløjs-foreninger har nemlig anmeldt Paludan, fordi han "gentagne gange groft [har] forhånet og nedværdiget grupper af personer på grund af deres tro og etniske oprindelse". Det har han utvivlsomt, men hvordan endnu et martyrium til Paludan herfra skulle gøre andet end bekræfte ham og hans tilhængere i deres verdensbillede, det er umiddelbart lidt svært at se.


15.07

SF kræver, at zebraen skal have striber

SF har kastet sig ind i valgkampen med såkaldt ultimative krav til S.

Kontanthjælpsloftet skal væk, og der skal være minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Det skal senest ske ved første finanslov. Og dermed får SF taletid og opmærksomhed i denne valgkamp. Mulighed for at præge dagsordenen i rød blok, og for at etablere et andet indtryk af sig selv end det nuværende: slæbebåd til S og samspils-pædagog for resten af fløjen.

Men SF’s behov for at flyde ovenpå S-suppen er åbenbart til at overse.

For SFs ultimative krav til Socialdemokratiet flugter i hvert fald gevaldigt fint med socialdemokratiets egen politik.

Det er lidt som med fynd, patos og store armbevægelser at kræve af zebraen, at den skal have striber.


14.30

Valget kort: Børnecirkus slår offentlig sektorisme

Stram Kurs får nul indflydelse uanset om partiet kommer i Folketinget eller ej. Alligevel bliver fænomenet væg-til-væg-dækket af medierne, der ikke kan få nok. De spektakulære barnagtige tosserier er simpelthen for gode historier til, at medierne ikke evner at lade dem ligge fx næste gang partilederen finder trang til at slå en prut i en indvandrerghetto på Nørrebro. Naturligvis under politibeskyttelse. Det er meget mere interessant, end at Lars Løkke pludselig vil bruge 69 mia. kr. de næste fem år på offentlig service og at partierne i rød blok på samme vis er gået i gang med at fordele råderummet i et kapløb om at tilbyde vælgerne mest muligt af den fremherskende ideologi her i landet, nemlig Offentlig Sektorisme.


14.02

Liberal Alliances handicap

Havde Liberal Alliance ikke presset sig ind i ministerbilerne i 2016, havde partiet nu næppe ligget halveret i tilslutning og næsten faretruende tæt på spærregrænsen. Til gengæld havde man kunnet kritisere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sønder og sammen for at ville bruge 69 mia. kr. på nye offentlige udgifter.

Partiets problem er, at det med at svinge den ideologiske fane her under valgkampen virker knap så overbevisende efter, at man selv har lagt stemmer til bl.a. finanslove, der hæver det offentlige forbrug, og en boligpakke, som har rullet en håndgranat ind under boligejerne, og selv har foreslået tocifrede milliardbeløb til nye udgifter. Man kan slet ikke gøre det meningsfuldt og samtidig gå til valg på, at man ønsker at fortsætte i en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen.


13.33

De sociale medier spiller også en positiv rolle i valgkampen

Her i valgkampens første dage kan man let få det indtryk, at det er de sociale medier, som har skabt populismen, fremmedhadet, den hårde tone - og Rasmus Paludan. Rigtigt er det da også, at de nye måder at kommunikere på har ændret vilkårene for den offentlige debat. Det betyder bare ikke, at alting er de sociale mediers skyld. Demagoger har eksisteret til alle tider.

Tonen er hård, ja, og at det er lettere at svine folk til, når man sidder bag en skærm. På den anden side kan alle nu komme til orde, og det er en stor demokratisk gave.


12.37

Den, som nazisten lugte kan...

Nok er Rasmus Paludan et nyt og ganske ekstremt dyr på den danske politiske scene, men hans retoriske stategi er slet ikke så svær at få hold på. Han forstørrer og returnerer effektivt enhver anklage - berettiget eller ej - som bliver smidt i hovedet på ham. Hvis nogen anklager ham for grundlovsbrud, er de landsforrædere.

Beskylder nogen ham for at være nazist, er de selv Adolf Hitler. Læg dertil et generøst drys af trumpske nedsættende betegnelser - ræverøde kulturmarxister, affald, samfundstabere osv. Det hele bærer ved til den offentlige forargelse og opmærksomhed, som har skabt Paludans mulighed for at komme i Folketinget, så selvom strategien er simpel, har den indtil videre vist sig ganske effektiv.


12.13

Kommer mor snart hjem?

De fleste kommentatorer mener ikke, at det skader Mette Frederiksen (S), at hun ligger i sygesengen. Men ifølge valgkampens første målinger siver S stemmer og nærmer sig i den vægtede måling valgresultatet fra 2015.

Det skal man ikke lægge for meget i så tidligt i forløbet, men der er en risiko for, at Cirkus Paludan polariserer debatten og gavner de mest yderligtgående partier. Også i oppositionen. S har brug for deres stærkeste kort, så mon ikke de krydser fingre for, at mor snart kommer hjem?


12.12

Hvem finder først »Det Radikale Center«?

Inden for politisk tænkning kan man tale om det, der på engelsk har fået navnet »Radical Centrism«. Denne tendens fik godt fat i både Tony Blairs »New Labour« og Bill Clintons »New Democrats« i 1990erne, og tendensen var da også klar i det danske socialdemokrati i 1990erne. Men både i USA, Storbritannien og i Danmark synes de traditionelle centrum-venstre partier at have opgivet denne midterposition og har nu i stedet omfavnet populismen.

Samtidig har de traditionelle centrum-højre partier opgivet fremtidstroen og troen på markedsøkonomi og erstattet det med populisme, nationalisme og direkte fremmedhad.

Det åbner et politisk hul på den politiske midte. Et hul der viser sig tydeligt i den igangværende valgkamp, og det er næppe forkert at hævde, at i hvert fald 10-15 pct. af de danske vælgere med glæde ville stemme på et politisk parti, der stod for økonomisk fornuft, frie markeder og en fornufts- og faktabaseret tilgang til væsentlige samfundsproblemer.

Spørgsmålet er, hvilket parti der seriøst kan indtage denne position i den cirkusagtige valgkamp. Umiddelbart synes Liberal Alliance, Radikale Venstre og Kristendemokraterne bedst positioneret til at udfylde det politisk vakuum. Men både LA og RV har måske for meget investeret i nuværende politiske alliancer til for alvor at kunne finde det radikale center, men for KD synes dette at være en gylden mulighed.


11.45

Lars Løkkes rekord

Hvis meningsmålingerne holder, vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) få en særlig plads i historiebøgerne.

Han vil således være den eneste danske statsminister, der hele to gange er blevet stemt ud af statsministeriet. Andre politikere har været statsministre i flere runder, men de har alle måttet forlade posten af naturlige årsager (Hans Hedtoft, Thorvald Stauning), frivilligt (Anker Jørgensen, Jens Otto Krag) eller under ekstraordinære omstændigheder (Vilhelm Buhl, Carl-Theodor Zahle). Ingen andre er blevet stemt hjem mere end en gang.


11.19

Nazikortet

Det er dumt at trække nazikortet i en debat, fordi det afsporer debatten. Hvis man overvejer det alligevel, skal man huske, at nazismen var karakteriseret som minimum af følgende:

1. Vilje og evne til at udøve hæmningsløs vold mod modstandere.

2. Afskaffelse af demokratiet og indførsel af en totalitær og autoritær stat.

3. Afskaffelse af alle individuelle rettigheder, individet var helt underkastet fællesskabet.

4. Aggressiv og voldelig territorial ekspansionspolitik.

5. Racisme i ordets egentlige betydning. Jøder blev ikke opfattet som en religiøs gruppe, men som en race. Jøder slap ikke af krogen ved at konvertere til kristendom, som mange tyske jøder havde gjort.

6. Villighed til at udrydde – læs slå ihjel – mennesker fra de »forkerte« racer.

Der findes mange ubehagelige og frastødende typer blandt det europæiske ekstreme højre, men næppe nogen, der kommer tæt på at leve op til alle seks karakteristika.


10.56

DFs frygt for folkeafstemninger

Dansk Folkeparti flirtede længe med tanken om, at Danmark skulle kastes ud i en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab ligesom den britiske afstemning i 2016, men den idé blev opgivet i januar, fordi meningsmålingerne viser, at danskerne bakker op om EU i stort tal. Som Kenneth Kristensen Berth udtrykte det:

»Vi kan sagtens holde en afstemning i morgen om dansk medlemskab af EU. Problemet er bare, at den overvældende majoritet af danskerne vil sige ja til at blive i EU, og så er den debat død de næste 50 år.«

Nu kræver partiet, at den næste regering skal garantere, at der IKKE må holdes folkeafstemning om nogen af de danske EU-forbehold i løbet af den kommende regeringsperiode – og på samme tid love, at regeringen ikke lader Danmark tiltræde EUs bankunion uden en forudgående folkeafstemning.

Logikken er soleklar. Direkte demokrati er noget, Dansk Folkeparti går ind for, hvis partiet tror, at det kan vinde slaget. Når mange danskere faktisk gerne vil af med forsvarsforbeholdet, er det for Dansk Folkeparti ikke et folkeligt ønske, man behøver at forholde sig til.


10.45

Problemet med Løkkes 69 oppustede milliarder

Berlingske skriver i dag historien om, at økonomer rejser kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussens løfte om at tilføre den offentlige sektor 69 milliarder ekstra kroner til velfærd frem til 2025.

Reelt er der tale om et »optisk bedrag«, en talfinte, påpeger økonomerne, fordi man akkumulerer beløbene i perioden. Råderummet er cirka 21 milliarder kroner. Det kan man ikke bruge tre gange. Reelt er det derfor lidt over 20 milliarder kroner, der gives til ekstra velfærd. Samme finte brugte Fogh i 2005 - og S-leder Lykketoft kom i defensiven. Fogh indrømmede senere, at han reelt »snød«.

Hvad er problemet? Der foregår mange talfinter og sendes meget vinklet fakta afsted fra partierne i en valgkamp.

Problemet her er, at millardoverbuddene forstørres. Det fører kun i én retning: Mod endnu flere overbud fra alle mulige andre. Det gør det dobbelt trist: Selv det store liberale parti vil nu føre socialdemokratiske velfærdspolitik. Og man kommunikerer det, så man inviterer til en valgkamp, der bliver et cirkus af løfter fra den store milliardgavebod. Ærgerligt.


08:12

Er Paludans vælgere – ligesom Trumps – helt ligeglade med skandalerne?

Rasmus Paludan er løbet med det meste af opmærksomheden her i valgkampens første dage. Uretfærdigt, mener nogle, men det er og bliver overraskende, at han klarer sig så godt i meningsmålingerne, som han gør. Samtidig har vi ikke siden krigen set så yderligtgående en politik fra et dansk parti. Derfor er de mange historier om Paludan væsentlige.

Og det bliver vildere og vildere: provokunstnerkandidat, hjerneskade, Mimi Jacobsen blev kaldt »nazisvin«, højkontroversiel professor-kandidat. Denne morgen er vi så vågnet op til historien om, at Rasmus Paludan på en hidtil ukendt video taler om decideret folkedrab på alle verdens muslimer.

Nu er spørgsmålet: Hvornår begynder Paludans vælgere at reagere på de mange skandaler? Eller vil det være med Rasmus Paludan, som det er med Donald Trump: De kritiske historier, vanviddet og alle andres afstandtagen preller fuldstændig af på hans vælgere og forstærker blot hans stærke brand som vild, grænsesøgende outsider?


00.13

​I rød blok kommunikerer man helst i trusler

»Vi støtter ikke en finanslov, medmindre vi lykkes med minimumsnormeringer og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Bum« sådan lyder udmelding fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr. SF var ellers eneste parti i oppositionen der ikke stillede ultimative krav til en kommende S-regering, men det er fortid. Efterhånden er det nemmere at opregne hvilke krav Mette Frederiksens potentielle støttepartier vil gøre til kabinetspørgsmål, end hvilke der blot er almindelige politiske ønsker.

Måske er det et vilkår i den moderne medievirkelighed at et parti er nødt til at levere trusler for at få opmærksomhed og kritikere af S vil hævde, at sosserne historisk har behandlet deres støttepartier så dårligt, at de tvinger venstrefløjen til at true med mistillid for at blive hørt. Imidlertid ser det ikke godt ud for rød bloks chancer for at regere landet, at man ikke kan kommunikere indbyrdes uden at gøre det med trusler.


23.35

Mette Frederiksens vinderstrategi: Bliv hjemme i sygesengen

Alle meningsmålinger tyder på det: Socialdemokratiet og rød blok er så langt foran, at det er bedst for Mette Frederiksen at blive hjemme og fortsætte med at være syg. Hun skal sige så lidt som muligt og foreslå så lidt som muligt. Venstre skal nok sørge for at reklamere for Socialdemokratiets politik ved at kopiere den.

Mette Frederiksen har ikke noget at vinde ved at melde sig rask og lade sig interviewe af kritiske journalister eller stille op til duel med Lars Løkke Rasmussen. Hun skal blive hjemme og sende en videohilsen med dårlig lyd med nogle dages mellemrum og tale om, at hun er børnenes statsminister. Så er sejren hjemme.


22.20

Kønspolitikken er aktuel igen i valgkampen, men på den forkerte måde.

»Køns-diktaturet« kalder den politiske komet i Spanien, Santiago Abascal, summen af indsatser for at fremme ligestilling og kvinders rettigheder. »La dictatura de genero.« Abascal er leder af det højreradikale parti Vox, der netop er braget ind i det spanske parlament med 11 procent af vælgerne bag sig.

I Danmark har vi en doven, tilbagelænet selvfølgelighed omkring ligestilling, som noget, vi på en måde mener er vigtigt, og som især er rart at kunne stikke i snuden på dem, der har mindre af det. Samtidig har det kendetegnet de politiske partier, at ligestilling mellem kønnene ikke har været et politikområde, man har gidet at investere politisk kapital i. Men her i valgklampen ser vi spæde tegn på, at den spanske syge gør sit indtog herhjemme.

Socialdemokratiets Simon Simonsen, hvis kandidatur lige nu er i fare efter personangreb på en partikollega for at få et donor-barn, mener, at den førte kønspolitik skiller kønnene mere end den samler. Ulighed er godt for parforholdet synes tesen at være. Og nu har partiet Stram Kurs hvervet sig Helmuth Nyborg, som er professor i udviklingspsykologi, men faktisk bare mest kendt for sin nicheforskning, der bl.a. søger at understøtte hans suttekluds-tese om, at kvinder er mindre intelligente end mænd.

Der er noget, der tyder på at kønspolitikken efter en længere ørkenvandring er aktuel igen i dansk politik, dog nu på den helt forkerte måde.


22.09

Thulesen er den tavse hovedperson

Dansk Folkeparti står til at blive noget nær halveret. Og det er og bliver valgkampens altafgørende – men mærkeligt underspillede – hovedhistorie. For uanset at der selvfølgelig er mere ramasjang i løjerne endnu længere ude på den yderste højrefløj, er det seneste opbrud i dansk politik reelt kun en afledt effekt af Kristian Thulesen Dahls vælgermæssige kollaps.

Forskellen mellem valgresultatet i 2015 og de aktuelle meningsmålinger er hovedsageligt, at op mod 300.000 vælgere ser ud til at have droppet Dansk Folkeparti. DF’ernes velkendte politik er blevet mainstream, og vælgerne er samtidig begyndt at bedømme partiet lige så kontant for f.eks. løftebrud, bortforklaringer og nederlag som alle de andre gamle, etablerede partier.

Efter oprøret fra udkanten i 2015, hvor Dansk Folkeparti triumferede i bl.a. Sønderjylland og Vestsjælland, står DF’erne nu pludselig tilbage som et træt magtparti. Dansk Folkeparti har mistet magien, frækheden og den folkelige protest: I stedet har den skæbnesvangre alliance med Socialdemokratiet, svindelsager i EU, øget konkurrence i udlændingedebatten og taktiske kolbøtter fået vælgerne til at vende ryggen til Kristian Thulesen Dahl & co.

Dansk Folkeparti har tilmed fået svært ved at trænge igennem mediemuren, for første gang i årevis. Tag f.eks. det seneste udspil: ”En ny regering vil blive tvunget til at forpligte sig på grænsekontrol i hele sin levetid, hvis den får brug for DF's mandater,” lyder et nyt DF-valgløfte. Men ærligt talt: Gab, for det er jo hørt mange gange før, og findes også i langt mere hårdhændede versioner længere ude på højrefløjen.

I virkeligheden er der kun en stoleleg i gang på højrefløjen, og vel at mærke en stoleleg, hvor der kommer færre og færre stole. Samlet set står de tre højrefløjspartier – Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs – således til at få et dårligere valg, end Kristian Thulesen Dahl fik i 2015. Og samlet set markant færre stemmer end DF’eren Morten Messerschmidt trak ved Europa-Parlamentsvalget i 2014.

Balladen om Rasmus Paludan har forvrænget proportionerne. Den brutale bundlinje er, at den samlede højrefløj tegner til at ville skrumpe betragteligt ind i år – sammenlignet med Dansk Folkepartis højdepunkter. Nye Borgerlige og Stram Kurs kompenserer ikke engang for DF’ernes skelsættende nedtur. Hvis Kristian Thulesen Dahl var formand for et andet parti, ville han stå til at få sparket.