Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Op og ned

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og debatjournalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

21.15

Op og ned

Blandt statsminister Lars Løkke Rasmussens mest personligt loyale partisoldater tales Venstres fremgang nu op som en stor sejr for partilederen og som argument for, at han ikke behøver at trække sig.  Dét er et argument—men man kan også stille det anderledes op.  Da han blev Venstrehøvding, havde partiet 46 folketingsmedlemmer, 699 byrådsmedlemmer (fra 2009) og tre medlemmer af Europa-Parlamentet—nu har man henholdsvis 43, 688 og tre.  Siden 2009 er partiet gået frem ved i alt fem valg—men omvendt er man gået tilbage ved i alt fire andre valg.  Alt i alt ser det ud til, at Lars Løkke Rasmussen i bedste fald ikke har haft nogen vælgermæssig betydning for sit parti.


20.19

Magten koster

Et af de ganske solide resultater i international valgforskning er, at det koster at have magten: Regeringer taber oftest parlamentarisk styrke i løbet af en valgperiode, og gennemsnitligt gør de i hvert fald.  Ved de 24 folketingsvalg siden 1953, er regeringspartier under ét gået tilbage de 18 gange, og de har gennemsnitligt tabt 1,8 pct.point af stemmerne.  Ved FV19 var tabet faktisk marginalt lavere: 1,3 pct.point.  Tager man støttepartier med, har der været tilbagegang ved 19 af 24 valg—gennemsnitligt på 2,2 pct.point, men denne gang på hele 10,5 pct.point, takket være Dansk Folkepartis nedsmeltning.  Tabene ved at have magten er også blevet mere markante: Siden 2001 har alle seks valg kostet magthaverne: Minus 3,1 pct.point for regeringspartier og minus 4,1 pct. for alle i det parlamentariske grundlag.


18.41

Frederiksens problemer vil fortsætte efter regeringsdannelsen

Lige nu er der med rette fokus på Mette Frederiksens forhandlinger med de andre partier i rød blok. Det ser ud til at lykkes på trods af valgkampens mange ultimative krav. Politikere er eksperter i at formulere sig ud af problemerne, komme med vage hensigtserklæringer og lægge ting i syltekrukker, og hverken Enhedslisten eller De Radikale, som har fået fantastiske valg, er interesserede i at udløse nyvalg.

Men det vil være forkert at tro, at Frederiksens vanskeligheder er overstået, når først hun har fået dannet en levedygtig regering. Netop de mange formuleringer, mere eller mindre vage, som hjælper på enigheden her og nu, kan sagtens give problemer efterfølgende.

Et eksempel: Da Lars Løkke Rasmussen efter valget i 2015 dannede sin smalle Venstre-regering, fik LA’s Anders Samuelsen efter stort drama skrevet ind i regeringsgrundlaget, at det var regeringens ambition at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint. Og dermed var dén sag som bekendt ikke lukket – tværtimod.


17.48

Cirkus Paludan vender tilbage

Selvom mange kunne ånde lettet op over, at Stram Kurs ikke blev valgt ind, så fik partiet alligevel 1,8 % af stemmerne. Det tyder altså på, at der er en betydelig gruppe vælgere derude, der gerne indløser en billet til mere cirkus.

Rasmus Paludan erklærede da også omgående, at kampen fortsætter. Og det har den gode muligheder for.

For med 63.537 stemmer af 33 kr. stykket er Stram Kurs berettiget til 2.096.721 millioner kroner om året i partistøtte.

Det svarer til ca. 20.967 koraner. Lidt flere, hvis de må være på engelsk.


16.53

Fra personlige stemmer til lederskab

Som min kollega gør opmærksom på via Twitter, så har vi meget solid forskning fra Sverige og Brasilien, der viser, at personlige stemmer har en direkte kausal effekt på en kandidats muligheder for at blive partileder i fremtiden.

Lad mig i den forbindelse blot bemærke, at Inger Støjberg har banket Kristian Jensen på de personlige stemmer.
Nørder kan læse videre her:


15.23

Råbeartisten og plastikmennesket

DFs Christian Langballe fra Krarup-klanen ser ud til at være blevet stemt ud af Folketinget af vælgerne, og han skal aldrig tilbage til Christiansborg, bedyrer han i et ganske åbenhjertigt interview med Berlingske, hvor han også kritiserer ledelsen for at sende på socialdemokratiske frekvenser mere end de nationalkonservative i valgkampen.

Velfærdspolitikerne har vundet i DF på bekostning af værdikrigerne, beklager Langballe, som mener, at den nationalkonservative sag er for vigtig til at blive svigtet:
»For så overlader vi jo dagsordenen til ham råbeartisten, Rasmus Paludan, og hende plastikmennesket.«

Hvad Langballe præcist sigter til med sidstnævnte karakteristik vides ikke, men personen er identificeret som Pernille Vermund.


15.10

Valgkampens mest skelsættende øjeblik indtraf 9. april

9. april afholdt Venstre et pressemøde, der udelukkende handlede om, hvordan Socialdemokratiet ville lukke Allah og hver mand ind i lille Danmark. Det var her, stødet skulle sættes ind. Det klassiske udlændingekort, der har sikret det borgerlige Danmark sejren i snart 20 år, blev spillet med sikker hånd.

Problemet var bare, at det ikke rigtigt virkede. Tværtimod. Pressemødet blev til grin, og de forsamlede ministre havde efterfølgende meget travlt med ikke at svare på spørgsmål. Siden har der ikke været momentum i Venstres skræmmekampagne. Det har selvsagt ikke hjulpet, at Løkke i flere af sine »befrielsesøjeblikke« selv åbnede op for de lempelser, der altså ifølge hans parti vil slå grænsebommene op på vid gab. Det kan imidlertid ikke skjule, at udlændingepolitikken ikke længere har den samme mobiliserende effekt over for de eftertragtede midtervælgere.

Den socialdemokratiske demontering af udlændingekortets sprængfarlighed bør også være et opråb til højrefløjen. I et gammelt bondeparti som Venstre bør man kende faren ved at sætte sin lid til én type afgrøde. Hvis høsten slår fejl, er man prisgivet. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket siden 2001, hvor ideudviklingen i blå blok har stået mere eller mindre stille, mens valg efter valg blev vundet på rutinen. Som beskrevet i bogen »Værdikæmperne« afkoblede Fogh den økonomiske og værdipolitiske dagsorden. Det fungerede indtil i går fremragende til at vinde valg, men medførte, at det borgerlige projekt langsomt led kvælningsdøden.


14.51

Samuelsen forspildte sin chance for en værdig exit

Allerede i går stod det lysende klart, at det så sort ud for Liberal Alliance.

Partiet fik 2,3 pct. af stemmerne, og Anders Samuelsen blev ikke engang genvalgt. Det var selvfølgelig der, at Anders Samuelsen skulle have takket af. Det havde været værdigt og havde måske endda givet ham et par høflige ord med på vejen.

I stedet endte han med at blive skudt, flået, hængt og ydmyget. Præcis som det parti, han stod i spidsen for. Og af de samme årsager; en totalt fraværende evne til at træffe rigtige beslutninger.


14.40

Hvad råber ungdommen?

Der er sikkert flere seere, der forundres over, at de unge mennesker konstant forstyrrer nationens politikere med sang og råb både under valgaftenen i går på Christiansborg, men også nu, hvor de folkevalgte står på Slotspladsen for at give H.M. Dronningen råd om, hvem, der bør være Klg. Undersøger med henblik på at danne en ny regering.

Hvad råber ungdommen? Og hvem er de? Her er en guide:

»Daaaaaanmark har bru’ for en sooo-siiiiii-aaaal-demokraaa-tisk regering – IGEN!« (DSU)
»Daaaaaanmark har bru’ for en booooorgeer-liiig-liiiii-beraaaaal regering – IGEN!« (VU mfl.)
»Daaaaaanmark har bru’ for en sooo-siiiiii-aaaal-liiiii-beraaaaal regering – IGEN!« (RU)
De drikker alle øl på Toga Vinstue i Lille Kirkestræde, Københavns Indre by. Skål!


14.29

Myten om »det grønne valg«

Af uransagelige grunde forsøger Information at udråbe gårsdagens valg til »Det grønne valg«. Chefredaktør Rune Lykkeberg kalder det endda »det mest grønne valg nogensinde«. Det er det ganske enkelt ikke.

De to partier, Enhedslisten og Alternativet, som er suverænt mest profilerede som grønne og har ambitiøse klimamål, der godt nok ikke helt svarer til Greta Thunbergs vilde visioner, men stadig faktisk ville gøre en reel forskel, gik begge tilbage.

Det er da så rigtigt, at andre partier også har klimaet på programmet, men i så fald kunne man også have udråbt valget til et klimavalg, såfremt Venstre og Konservative var gået markant frem.


14.23

Kristian Jensens stemmetal imponerer ikke

De personlige stemmetal i Vestjyllands Storkreds er ved at blive talt op, og det er ikke just opmuntrende læsning for Venstres næstformand Kristian Jensen.

Ifølge Skive Folkeblad distancerer fungerende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg den fungerende finansminister med flere længder.

Faktisk er det så slemt, at Jensen taber 2.000 personlige stemmer på hjemmebanen i Herning, hvor han er opstillet. Til gengæld går Støjberg frem med de samme cifre. Fra de øvrige kredse slår hun finansministeren stort. Det tyder ikke på, at V-vælgerne anbefaler Jensen som en, der bør gå efter formandsposten i Venstre.


Spar lidt på kærligheden

Danskerne gav Venstre den største fremgang, støttede de Radikale i kravet om økonomisk ansvarlighed og støttede SFs krav om det modsatte. Det bliver interessant.

Dernæst er det som borgerlig bekymrende at følge, hvad der foregår i Venstre. Partiets næstformand, der tidligere – af hævdet kærlighed til Venstre – søgte at komme formanden til livs, vil nu ikke svare på, om den formand, der har givet ti mandaters fremgang, må fortsætte. Det kunne godt være, han lige skulle spare lidt på kærligheden ...


13.13

Exit Samuelsen

»Det er mit ansvar, at vi er endt der, hvor vi er,« erklærede Anders Samuelsen for kort tid siden, da han fortalte, at han trak sig som formand for LA. Og det havde han naturligvis i dén grad ret i.

Fra at være et principfast liberalt parti er LA gået til at være juniorpartner i en regering, hvor ingen af deres mærkesager for alvor blev gennemført, men man til gengæld fik fornøjelsen af at være boksebold for DF. Utilfredsheden i store dele af baglandet har været massiv, og særligt Henrik Dahl har sagt det, som mange utvivlsomt har tænkt.

»Jeg synes, at ledelsen skal gå af, sådan så vi kan få et opgør med den nepotisme, som har været totalt ødelæggende for partiet.«

Nu har Samuelsen så meldt sin afgang, men dermed er det næppe slut med uro i LA. For Samuelsen pegede i sin afgangstale på Simon Emil Ammitzbøll-Bille som sin efterfølger, men flere – heriblandt Dahl – peger på den unge Alex Vanopslagh som en oplagt formand. Det vil nok også være en god ide at få en helt frisk start, hvor lederen ikke har været en del af strategien bag det kuldsejlede regeringsprojekt.


13.00

DF-skomager, bliv ved din læst

Pizzeriaer vinder ikke på at sælge sushi.

På samme både skal DF »back to basics« og vinde emneejerskab over udlændingepolitik og ældre.

Det er deres eksistensberettigelse modsat omfartsveje og taleradioer.


12.52

En SV-regering ville være det bedste for Danmark

Det var muligvis taktisk rigtigt af Mette Frederiksen at afvise Lars Løkkes frierier så kategorisk. Men det var ikke det bedste for Danmark.

Sandheden er, at Socialdemokratiet og Venstre overvejende er enige om de store linjer i dansk politik: klima, udlændinge, velfærd og i det store hele også den økonomiske politik. Ja, der er nuanceforskelle, men så er de altså ikke større.

Sammen kunne de danne en flertalsregering henover midten, som potentielt kunne være langt mere stabil og effektiv end stort set alle andre kombinationer. Herunder en ren S-regering og den afgående VLAK-regering. Så her sidder jeg dagen derpå og håber på et løftebrud fra Mette Frederiksen.


12.35

Se mod Europa for at forstå V og DFs brud

For at forstå dybden af bruddet mellem Venstre og Dansk Folkeparti er det en god idé at se mod den europæiske realitet.

Venstre og Radikale fik begge et godt valg i Danmark, og det samme gjorde deres fælles europæiske ALDE-gruppe med parlamentsvalget. Både samlet og i Danmark.

Skal man finde to helt modsatrettede bevægelser i europæisk politik er det ALDE og så den nye ekstreme højreorienterede gruppe under ledelse af italienske Salvini fra Lega Nord, som DF har tilsluttet sig. Derfor, hvis Venstre skal have troværdighed i sin Europa-politik, er det efterhånden svært at se, hvordan man kan støtte sig på DF. At samme DF tilmed íkke lægger tydelig afstand til SK og NB, der vil se stort på forudsætningerne for vores EU-medlemskab, gør kun sagen vanskeligere.

For snart et par år siden drøftede vi i Europabevægelsen den nye akse i dansk politik. De, der ser fællesskab som forudsætning for et stærkt Danmark, og de, der blot ser Danmark for danskere. Vi talte om, at bukserne kan risikere at sprække præcis der, hvor vi nu ser bruddet. Der er nemlig en afgrund til forskel på de, der vil et værdibaseret EU med rettigheder for borgerne og de, der vil nøjes med et samarbejde mellem nationer.

Samtidig viser ALDE-tilhørsforholdet, hvor tæt Venstre og Radikale kan samarbejde, og hvorfor nye konstallationer over det, vi kalder midten – ikke nødvendigvis nu, men senere – kan vise sig endog meget levedygtige.


12.26

SF fyldt med selvtillid: Vi vil i regering!

Så er første krav på bordet i de enormt besværlige forhandlinger, som Mette Frederiksen nu påbegynder: SF vil med i regeringen.

Det har SF villet hele tiden, så kravet var ventet. Socialdemokratiet har hele tiden været imod. Men nu er valget overstået, og SF har fået et fantastisk valg - i modsætning til S. Den slags giver selvtillid, og selvom Frederiksen så langt foretrækker en ren S-regering, kan det ende med at blive det mindste af flere onder at tage SF med ombord – også set i forhold til de forventede problemer med Enhedslisten og især de Radikale.


10.06

The Economist: Danmark på vej mod højre i udlændingepolitikken

Dette valg har været dækket langt mere nuanceret af udenlandske medier end valget i 2015. Frem for at zoome ind på Dansk Folkepartis styrke som udtryk for, hvor danskerne befinder sig i disse år, har de udenlandske journalister fået en langt dybere indsigt i nuancerne i dansk politik.

Og her til morgen kalder The Economist i deres daglige morgenorientering da også valget et sving til venstre – og højre – og forudser, at Socialdemokratiet vil blive nødt til at stramme udlændingepolitikken efter en kampagne, der blandt andet indeholder løfte om at sætte et loft over antallet af ikke-vestlige indvandrere til Danmark.

Men spørgsmålet er, om den socialdemokratiske udlændingepolitik simpelthen er for ekstrem til, at de kan finde et flertal til den.


09.27

En fest for demokrati og vælgernes evne til faktisk at vise vej

Alle politikere taler om at vælgerne har talt. Og ja, man må sige, vi har talt tydeligt. Mere grønt, mere liberalt, og med en stærk vinkel på socialansvarlighed.

Ser man på resultatet fra en helikopter, så bør dette give fantastiske muligheder for at løse noget af det befolkningen er mest optaget af.

Vi så en valgkamp præget af god og konstruktiv debat, måske bortset fra der, hvor dette synes umuligt. Hvis man må ønske noget på sådan en »dagen derpå«, så må man håbe at det konstruktive, kompromissøgende og kreative vil præge regeringsdannelsen. Ingen høje træer. Ingen ultimative krav, men en stræben efter at skabe egentlige resultater indenfor de områder vælgerne nu har markeret som hélt afgørende.

De fleste områder, der optager vælgerne betyder direkte eller indirekte en intensivering af den europapolitiske dagsorden. Klima og miljø. Velstand for bl.a. at finansiere velfærd. Klog adgang til arbejdskraft, der bidrager til Danmark. Sikkerhed i bredeste forstand. Og endelig tilbagevenden til et optag af kvoteflygtninge.

God forhandlingslyst.


08.53

Meget interessant parlamentarisk situation

Socialisterne inklusiv Alternativet: 80 mandater. Borgerlige inklusiv Nye Borgerlige: 79 mandater.

Socialister uden Alternativet: 75 mandater, borgerlige uden Nye Borgerlige: 75 mandater.

Det skal ses i lyset af et borgerligt stemmespild på 4,3%. Valget var langt fra en historisk sejr for socialisterne. Men De Radikale er »back in business«.

DF + VLAK + De Radikale: 91 mandater. Forliget om en reform af seniorpensionen har flertal i det nye Folketing.

91 mandater vil pege på Mette Frederiksen som statsminister/forhandlingsleder. Hun vil uden videre kunne danne regering, med mindre – hvilket er usandsynligt – et af støttepartierne truer med mistillidsvotum første gang Folketinget mødes. Men det kan blive svært at regere. Den nogenlunde tilregnelige del af det parlamentariske grundlag – Socialdemokratiet, SF og De Radikale – har tilsammen kun 78 mandater.


08.02

Liberal Alliance bag facaden

Knap er Anders Samuelsens tårer tørre, før Henrik Dahl gør status. Og med »gør status« mener jeg, at han helt ufiltreret lukker ud af tre års tydelig og forståelig frustration.

Han beskriver ledelsen som nepotistisk og utroværdig. F.eks. når partiet vælger ministerier, som på ingen måde interesserer partiets vælgere, men blot er sjove for familie og venner. Udnævnelsen af Thyra Frank til minister sammenligner han med Kejser Nero, der udnævner sin egen hest til senator.

Det gik egentlig meget godt i perioden efter valget i 2015. Men den katastrofale beslutning om at gå i regering – og stort set alle beslutninger siden da – har helt fortjent gjort partiet til Folketingets mindste. Det bliver svært at rejse sig igen, men med den nuværende ledelse decimeret er der en chance.

Henrik Dahl har ret.


00:38

Mette Frederiksen i sjælden flot gestus

Landets kommende statsminister Mette Frederiksen viste format i sin tale til de socialdemokratiske græsrødder ved at hylde sin politiske modstander i sejrens stund — og ved at bede sine partifæller med klapsalver at anerkende Lars Løkkes tjeneste og engagement som minister for landet og for hans indsats for udsatte drenge i Løkke-fonden.

Lad det blive standarden for magtskifter fremover i dansk politik! At man anerkender politiske modstanderes engagement for nationen. For Danmark. Tak Mette! Pludselig er vi flere, der ikke har stemt på dig, som står bag dig, hvis du – hvad alt tyder på – står i spidsen for vores land. For Danmark. Lykke til!


00:37

Hvem vandt hvad og hvorfor?

Hvis man skulle være i tvivl om, hvorledes politikere kan få vendt næsten alt til noget positivt, så kunne man lytte til Mette Frederiksens (S) sejrstale, hvori hun sagde et par bemærkelsesværdige ting.  F.eks. at valget havde været »det første klimavalg«.

Det syntes man næppe i Alternativet. Hun fortalte også om de mange vælgere, der havde sagt til hende, at de nu igen stemte Socialdemokratisk.  I forbifarten glemte hun så, at hendes parti rent faktisk var gået tilbage i stemmeandel.


00.16

​Lars Løkke er valgets match-winner

Lars Løkke Rasmussen har i denne valgkamp sagt mange overraskende ting, og kommentatorerne har ikke været venlige ved ham.
Men trods disruption-valgstrategien et mildest talt rodet indtryk af Venstres bagland, og af Venstres valgmaskine som lidt af et one-man-show, så står Lars Løkke tilbage som dette valgs match-winner.
Valgresultatet viser den største mandatmæssige  fremgang til venstre, og at Lars Løkke åbenbart har givet uventet meget mening blandt vælgerne.