Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Man har næsten ondt af Dansk Folkeparti og deres 1998-kampagne

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og journalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

20.57

Man har næsten ondt af Dansk Folkeparti og deres 1998-kampagne

Hvad gør man, når ens produkt er så populært, at alle andre stjæler det? Når den vare, man sælger er gået fra at være eksklusiv, til at være stort set allemandseje? Når man engang var lidt spændende, farlig og forbudt, men nu er blevet definerende for mainstream-politik? Jo, hvorfor ikke satse på bedemandslooket og de gamle slogans og håbe det bedste, mens man rutsjer nedad i målingerne? Det synes simpelthen at have været DF’s logik ved dette valg.

Der venter partiet en stor identitetsgranskning efter grundlovsdag.


20.29

Det har været en overraskende saglig valgkamp

Lad os lige et øjeblik lægge til side, at Stram Kurs kan være på vej i Folketinget, og at valget har handlet uendeligt meget om offentlig velfærd - og uendeligt lidt om at skabe velstand. Men derudover har denne valgkamp....

- været saglig. Politiske modstandere har talt med og mod hinanden, men ordentligt. Politikerne har generelt imponeret ved at lade holdninger brydes på en ordentlig måde.

- været præget en meget stærk mediedækning. Se lige på de klassiske mediers rolle de sidste fire uger. Generelt har fokus været på det substantielle, og det har gjort den politiske diskussion bedre.

- været næsten uden fake news og russiske trolde. Der har ikke været store misinformationskampagner.

- undgået at tilfældige bevægelser på sociale medier har sat dagsordenen. De sociale medier har været en informationskanal for politikere og medier, men der er ikke mange dagsordener, som er rullet igang med de sociale medier som udgangspunkt.

- været mere positiv end forventet. Faktisk er det sådan, at når et parti har rullet en negativ kampagne ud, så har modreaktionen også på de sociale medier gjort kort proces. Beskeden har lydt: Koncentrér jer om at fortælle om jeres egen politik.


20.15

Der er intet nyskabende over Alternativets grønne blok

Da Uffe Elbæk stiftede Alternativet, påstod han, at partiets politik var en nyskabende blanding af Enhedslisten og Liberal Alliance – i forhold til sidstnævnte handlede det vist nok om, at Alternativet også er glade for iværksættere.

Siden har Elbæk som bekendt meldt sig som statsministerkandidat, ligesom han længe har insisteret på ikke at være en del af rød blok. I stedet udgør Alternativet – ifølge Alternativet selv - sin helt egen grønne blok.

Det er der dog aldrig rigtig nogen, der har taget alvorligt, og med god grund, viser det sig nu: Uffe Elbæk har netop meldt ud, at han efter valget agter at samarbejde med de andre mindre partier i rød blok om at presse Mette Frederiksen i en mere rød retning på en lang række politikområder – og dermed altså agere fuldstændig ligesom ethvert andet rødt parti i rød blok.

Så meget for at være nyskabende.


18.15

​Uanset hvad, så arbejder Vollsmose-kvinderne benhårdt som problem-figur i den socialdemokratiske valgkampagne

Indvandrerkvinderne i Vollsmose er blevet nævnt igen og igen i denne valgkamp af den med stor sandsynlighed kommende statsminister. Ikke for noget positivt, forstås.

9 ud af 10 af disse kvinder i Vollsmose, har vi fået at vide, er ikke i arbejde, og pointen synes at være at eksemplificere, at indvandringen er og bliver en katastrofe for Danmark, og at det i sig selv retfærdiggør alle tiltag, der opfindes for at gøre Danmark så urimelig en oplevelse som muligt for de fremmede.

Men nu har Politiken set på tallene, og de holder ikke. Avisen citerer socialdemokraten Verner Sand Kirk, som er tidligere afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet og direktør i Forebyggelsesfonden, for at sige, at talgrundlaget som Mette Frederiksen bruger »kunne være bedre, for nu at sige det diplomatisk.« Ledigheden er høj, men den er langt fra 9 ud af 10. Det er altså en problemfigur, som er noget mindre problematisk end den var præsenteret som af Frederiksen, som samtidig ikke synes at kunne se noget forkert i, at føre negativ kampagne på baggrund af let-identificerbare borgere i et konkret boligområde.

Beboerne i Vollsmose er kede af at være boksebold på ny, men jeg tvivler på at de får en undskyldning fra den centrale socialdemokratiske pressekoordination.


17.01

København mod resten

Enhedslisten konkurrerer for indeværende med S om at blive Københavns største parti, da begge står til ca. 20 procent i meningsmålingerne.

At København er en blodrød by, er der intet nyt i, men det er ikke desto mindre som borgerlig forstemmende at se, både hvor massiv den røde dominans er her, og hvor langt man fjerner sig fra resten af landet - med undtagelse af dele af Aarhus og andre af de større byer - hvor S står til ca. 27 procent og Enhedslisten til godt 8.

Det er ingen naturlov, at storbyer skal være røde. Både i skandinaviske lande og i Nordeuropa finder man masser af borgerlige borgmestre i storbyer. Det kommer næppe til at ske i København, men det borgerlige Danmark bliver nødt til at tage de rødes monopolisering af bystemmerne alvorligt, hvis ikke man skal ende som provinsens interessepartier, mens de urbane kreative klasser klapper kage med folke- og betonsocialisterne.


16.39

Mette Frederiksen lukker flanker på Fisketorvet

Jeg fik besøg af Mette Frederiksen på et uventet sted. Jeg brugte nemlig to timer af min Kristi Himmelfartsdag i en biograf på Fisketorvet med min hustru og 20 letpåvirkelige og – halvvejs inde i filmen grådkvalte – unge kvinder i førstegangsvælgeralderen.

Hvad der var betydeligt mere interessant end filmen (og det siger nok mest om filmen), var den meget veltimede og målrettede reklame fra Danmarks største parti, Socialdemokratiet. Lige inden forfilmene tonede Mette Frederiksen nemlig frem på lærredet i den mørklagte sal sammen med en ung kvinde på cirka samme alder som majoriteten af biografgængerne.

Budskabet var vagt, men gennemskueligt, og dialogen forløb sådan cirka som følger: »Hvorfor gør I ikke mere for klimaet?« spørger ung kvinde Mette Frederiksen.

»Tja tjo, det har du nok ret i. Vi gør alt for lidt, og vi skal da også gøre mere.«

Det er tydeligt, at alle partier forsøger at lukke den grønne Greta Thunberg-flanke, så man ikke taber førstegangsvælgere alene på dén bekostning. Og i den forbindelse kan partierne åbenbart – trods faldende billetsalg og på trods af, at vi lever i den målrettede Facebook-annonces guldalder – stadig bruge de danske biografer til noget.


16.15

Formanden skyder på det hele

Pia Kjærsgaard gjorde det meget tidligt klart, at hun ikke havde intention om at gøre nogen samlende figur som Folketingets formand. Det er en værdikriger, der indtager nationens højeste embede. Den stil må man sige, Kjærsgaard har videreført her i valgkampen. Hun skyder fra hoften, og kigger man over på Twitter, vil man opleve den ophøjede formand geråde sig ud i skænderier på en facon, der er Trump værdig.

Normalt ville jeg mene, at Kjærsgaards skarpe stil var til fordel for Dansk Folkeparti. Der er en anseelig del af befolkningen, der er træt af glimmerbøsser, klimatosser, journalister, kloge-åger, og hvem der ellers får med krabasken.

Det kan dog også blive for meget af det gode. Der var en tid, hvor Pia Kjærsgaard satte ord på en forurettethed, mange danskere følte over for det politiske system. Givetvis fordi hun selv delte den. Nu er det bare sådan, at der ikke er nogen i landet, der repræsenterer systemet i højere grad end Pia Kjærsgaard. Derfor risikerer hun at virke smålig og indebrændt. Der er folk i Socialdemokratiet, der spekulerer i at lade Kjærsgaard fortsætte som formand til gengæld for andre indrømmelser fra Dansk Folkeparti. Dem gør hun det ikke nemt for.


15.15

De grønne unge

Politiken har set nærmere på en undersøgelse, hvor konklusionen er, at unge er meget klimabevidste, fordi de prioriterer klima fem procentpoint (15%) højere end resten af befolkningen (10%). Alternativt kunne man udlægge den som at unge er markant mere ligeglade med sundhedsvæsen og ældrepleje, hvor de scorer markant lavere end resten af befolkningen. Man kunne evt. også udlægge den sådan, at folks prioriteter afspejler der, hvor man er i livet. Mit gæt er, at de unges prioritering af børnepasning (her scorer de også lavere end resten af befolkningen), sundhedsvæsen og ældrepleje vil vokse senere i livet. Om villigheden til at ofre velstand og velfærd til fordel for klima, som tilsyneladende er ret stor for indeværende (ihvertfald når man svarer meningsmålere) også bliver mindre, bliver interessant at følge.


14.19

Østergaard gør præcis, hvad S-toppen forudså

Man skulle tro, at den radikale formand Morten Østergaard havde et privat forhold til dele af den socialdemokratiske ledelse i nogle af de BDSM-klubber, der går så mange rygter om i hovedstaden.

Socialdemokratiet har ikke forsømt nogen chance for at gennemprygle den radikale leder med forventning om, at han uanset hvad ville komme klynkende tilbage med sine mandater og sin støtte til en socialdemokratisk mindretalsregering. Den forventning viste sig berettiget.

Østergaard har vinket farvel til muligheden for maksimal og afgørende indflydelse for sine mandater ved at stille sig frit mellem blokkene og forhandle med begge statsministerkandidater. Nu ligger han for Frederiksens fødder og taler tågesnak om, at han støtter hende for at undgå en DF'sk politik. Den politik, som S-toppen jo altså med bragende vælgersucces har kopieret til mindste detalje over de sidste fire år.

Jeg tror, han trænger til en spand vand og et realitetstjek. (NB! Det med spanden var figurativt)


13.34

Status for partierne i blå blok

Med kun en uge igen er det værd at se på, hvordan partierne i blå blok står lige nu og her. Det kan vi gøre med Djøfindekset, som giver os nogle brede konfidensintervaller, som tager afsæt i den faktiske usikkerhed i målingerne ved de seneste valg.

Samtidig skal vi huske, at det er målinger, der afspejler vores bedste bud på partiernes tilslutning, hvis der var valg nu. Det er derfor ikke en fremskrivning, der gætter på resultatet om fem dage. Når det så er sagt, er det oplagt, at som valgdagen nærmer sig og med vores viden om, hvor meget blokkene typisk bevæger sig, så bliver Djøfindekset for hver dag et bedre og bedre bud på det endelige resultat.

  • Venstre: 18,5 procent og overvejende sandsynligt, at de får et resultat omkring resultatet fra 2015
  • Dansk Folkeparti: 11,5 procent og meget sandsynligt, at de får et (meget) dårligere valg end i 2015
  • Det Konservative Folkeparti: 5,5 procent og meget sandsynligt, at de får et bedre valg end i 2015
  • Liberal Alliance: 3 procent og meget sandsynligt, at de får et dårligere valg end i 2015
  • Stram Kurs: 2,5 procent og overvejende sandsynligt, at de kommer i Folketinget
  • Nye Borgerlige: 3 procent og mere sandsynligt, at de kommer i Folketinget, end at de ikke gør
  • Kristendemokraterne: 1 procent og overvejende sandsynligt, at de ikke kommer i Folketinget
  • Klaus Riskær Pedersen: 0,5 procent og meget sandsynligt, at de ikke kommer i Folketinget

13.23

Nej, det er ikke alene tonen i debatten, der har skabt Stram Kurs

Berlingske fortæller i en større feature om den yderste højrefløj, som er vokset frem før dette valg. Fløjen til højre for DF, som ingen rigtigt indtil for få år siden havde forestillet sig eksistere.
Men det gør den altså. Hvorfor? Standardforklaringen på den værdipolitiske venstrefløj er tonen i udlændingedebatten, som får skylden for alt lige fra Stram Kurs og Rasmus Paludan som de fortsatte integrationsproblemer.

Hvis det bare var så enkelt... Eksempelvis viser en ny rapport, at Sverige har sværere ved at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet end de øvrige nordiske lande. Hvis tonen - rå eller mild - alene var styrende for, hvordan samfund udviklede sig, da havde dette billede formentlig været anderledes.


12.49

Der er masser af nye ansigter at stemme på

Man hører tit, at politik er blevet et lukket system for levebrødspolitikere, der aldrig har prøvet andet. Men der er masser af nyopstillede kandidater at stemme på – ja, det er faktisk flertallet af folketingskandidaterne, som aldrig før har været opstillede. På onsdag stiller 900 kandidater op, og af dem er 556 nyopstillede – det svarer til 62 procent. Det er i øvrigt en lille fremgang i forhold til sidste valg, hvor 58 procent af kandidaterne var nyopstillede


12.28

Follow the money

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har nu hele to gange under valgkampen sagt, at han agter at blive som Venstre-formand, også efter et valgnederlag.

De fleste havde ellers forventet, at han nok ville følge mange andre eks-statsministres eksempel og træde ud af politik. Men nu vil han blive, også selvom det skulle blive en SV-regering, og i en sådan ser han –også lidt overraskende – ikke sig selv som ministeremne, selvom idéen er hans. Hvis Venstre-medlemmerne nu er lidt forvirrede, kan de måske finde svaret i egne beslutninger:

Man har for nogle år siden opgraderet partiformanden til at være en slags privat minister: Han får således fri bil og en repræsentationskonto til en samlet årlig værdi af mindst 200.000 kr., lige som han oven i sit folketingsvederlag og evt. andre indtægter får et honorar, der vil give ham det samme i løn, som han ville have haft som minister.


11.38

Hvor står partierne i rød blok lige nu?

Med kun fem dage igen er det værd at se på, hvordan partierne i rød blok står lige nu og her.

Det kan vi gøre med Djøfindekset, som giver os nogle brede konfidensintervaller, som tager afsæt i den faktiske usikkerhed i målingerne ved de seneste valg. Samtidig skal vi huske, at det er målinger, der afspejler vores bedste bud på partiernes tilslutning, hvis der var valg nu. Det er derfor ikke en fremskrivning, der gætter på resultatet om fem dage. Når det så er sagt, er det oplagt, at som valgdagen nærmer sig og med vores viden om, hvor meget blokkene typisk bevæger sig, så bliver Djøfindekset for hver dag et bedre og bedre bud på det endelige resultat.

Socialdemokratiet: 26 procent og dermed samme resultat som i 2015
Enhedslisten:  9 procent og overvejende sandsynligt, at de får et bedre valg end i 2015
Socialistisk Folkeparti: 8 procent og meget sandsynligt, at de får et bedre valg end i 2015
Radikale Venstre: 7,5 procent og meget sandsynligt, at de får et bedre valg end i 2015
Alternativet: 3,5 procent og overvejende sandsynligt, at de får et dårligere valg end i 2015


10.55

Nye Borgerlige har samme endemål som Stram Kurs: Ingen muslimer i Danmark

Nye Borgerliges spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds, Jeppe Juhl, udtalte i en video fra 2016, at han ønsker at smide muslimer ud af Danmark, alene fordi de er muslimer. Nu mener han så, at han i videoen ikke formulerer sig »super klart«, fordi »folk, der er født i Danmark som danske statsborgere, dem kan vi ikke gøre noget ved, for de er på papiret lige så danske, som jeg er.«

Jeppe Juhls udtalelser er ikke overraskende, for ser man på konsekvenserne af politikken hos henholdsvis Stram Kurs og Nye Borgerlige, er det tydeligt, at endemålet er ens: At gøre Danmark islam-frit.

Det er helt på sin plads, at Stram Kurs’ politik har vakt et langt større ramaskrig end Nye Borgerliges: Rasmus Paludan har sagt og skrevet ting, der er svært at beskrive som andet end fascistiske: deportation af tusindvis af mennesker, apartheid, forbud mod islam og en danskhed defineret af blodets bånd flere generationer tilbage.

Det samme kan man ikke sige om Pernille Vermund. Men med hendes politik ender vi alligevel det samme sted: Nye Borgerlige vil gøre det umuligt for borgere fra muslimske lande at opnå dansk statsborgerskab, gøre alle velfærdssamfundets goder afhængig af statsborgerskab og dermed i praksis udelukke muslimske familier fra at slå rod i Danmark på lige fod med andre. Og derudover dyrker begge partier en skræmmende voldsretorik, og de taler om borgerkrig. Både Stram Kurs og Nye Borgerlige står for en politik, der er i strid med Grundloven.


10.37

Vestbredden, Vollsmose. En lille intifada

I går besøgte Rasmus Paludan på en måde Vollsmose. Det lykkedes ham nemlig aldrig at komme ud af bilen, før en lille intifada var indledt, og Vollsmose forvandlet til Vestbredden.

En skræmmende video viser, hvordan op mod hundrede voldsparate unge overrumpler politiet, som først må trække knipler og siden trække sig helt fra området. Selvfølgelig under højlydt og ekstatisk jubel fra de fremmødte oprørere, som havde held med at sende regeringsstyrkerne på flugt.

Paludans politik er modbydelig. Men voldsmandens veto er værre. Derfor bør besøget gennemføres snarest muligt med den fornødne magt.

Test dig selv: Find ud af, hvilke kandidater du er enig med


08.18

Medens alle nationalister kigger indad ...

Under radaren foregår lige nu noget af det mere interessante i europæisk og dermed også dansk politik. Altså, mens det yderste højre fejrer Danmark for danskere, grænsecirkus og ikke ser sig kaldet af hverken europæisk fællesskab eller klimalovgivning, er der nye boller på Brexit-suppen.

Jeg spår, at Nigel Farage og Brexit Party inden længe er forbrødret med Salvini, AfD, DF og andet godtfolk i den nye ekstreme højregruppe i Europa-Parlamentet.

Dette, tror jeg, er første skridt til at tilbagetrække opsigelsen af artikel 52. Om få måneder, efter placeringen af en rigtig brexiteer i premierministerstolen, simsalabim! kommer lederne ud på scenen, ikke bare som UKs frelsere, men hele EUs! Med store forandringer, særligt på værdiområdet, som målet. Væk med Lissabon-traktatens artikel 2 om retsstater, demokratibeskyttelse, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder osv.

For at vælge 5. juni er det vigtigt også at se det store billede. Kend vennerne, og se, hvem partierne er!


07.13

Ligestilling er kun en prioritet på statsministerposten for S

Mette Frederiksen var torsdag aften i programmet »Mød partierne« på DR og fik her gjort meget klart, at en målsætning på minimum 40 pct. kvindelige ministre ikke var noget hun ville forholde sig til på nuværende tidspunkt. Sådan en målsætning gjaldt kun på statsministerposten, som hun sagde med et bredt grin, da hun lukkede det tema ned.

Det kan løst oversættes til: Socialdemokratiet ser ingen grund til at investere politisk kapital i at sørge for, at der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder på ministerposter i deres kommende regering. Der er kun én regering i Danmarkshistorien, i hvilken statsministeren har udpeget lige mange kvinder og mænd, og den var Lars Løkkes og året var 2010. Siden har det ikke været en prioritet for nogen regeringsledere, og hvorfor gøre det til en nu, synes tankegangen at være.

Så spørgsmålet er, om ligestilling også hører til Frederiksens bunke af nu fortrudt politik fra de gamle dage, hvor Socialdemokratiet ikke helt havde fundet sig selv endnu.


22.11

Man kan ikke trække sig ud af ligningen

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønsker en fælles regering mellem Socialdemokratiet og Venstre efter valget, så vil han ikke selv være minister i en SV-regering. Det sagde Løkke, da han deltog i DR-programmet Mød Partierne.

»Derfor er jeg også nødt til at få skrevet mig selv ud af ligningen, så jeg ikke bliver beklikket på mine motiver hvis jeg prøver at operationalisere denne tanke.«

Her slog han også fast, at han agter at fortsætte som Venstreformand efter valget.

De motiver kan man med ro beklikke, for det forslag er endnu mere taktisk end Løkke som junior-statsminister under Mette Frederiksen. Lige så lidt som Uffe Elbæk kan trække sine mandater, kan Venstres formand trække sig selv ud af ligningen. Hvordan skulle S og V-ministre kunne samarbejde, hvis den egentlige magthaver i Venstre sidder i smug og bager rævekager? Forslaget om en SV-regering har til formål at gøre Mette Frederiksens statsministerprojekt til en fiasko. Nu vil Løkke ikke engang selv have andel i den fiasko.


21.59

VUs indiskrete valgspioner

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har fået følgeskab af unge mænd fra Venstres Ungdom på sin valgkampsturné rundt i landet. De filmer de hendes taler og møder med befolkningen uden at give sig kende. Og det er selvfølgelig ubehageligt.

Ledende socialdemokrater mener, at det alene kan alene have til formål at indsamle materiale til brug for en smædekampagne imod S-formanden.

Og det virker da ikke usandsynligt. Problemet er, at VU'erne har ret til at filme og fotografere og optage lyd i det offentlige rum. Og opfatter Mette Frederiksen sig personligt forfulgt eller chikaneret, så er hun i sin gode ret til at anmelde det til politiet og søge tilhold på personerne.

Smædekampagne er imidlertid en disciplin som er blevet forfinet over det sidste 5-7 år i dansk politik, og her står S ikke som hæderlighedens eller dydens forpost. Hvem husker ikke out door-smædekampagnen om Lars Løkke og hans bilag, som Socialdemokratiet kørte i forbindelse med valgkampen 2015 til et eller andet millionbeløb? Måske er de indiskrete VU-spioner med deres påfaldende udstyr i virkeligheden en anledning til at tale om hvordan partierne taler ned til os om hinanden.


20:37

Hvis ytringsfrihed kunne reducere CO2, ville Alternativet elske den

Alternativet har ikke kun mål for klimaet. De har også et mål om, at flere mennesker skal dømmes for racisme.

Derfor foreslår deres folketingskandidat, Sikandar Siddique, at vi borgere skal kunne sagsøge hinanden for racisme i civile søgsmål udenom politi og anklagemyndighed (fordi disse vægter ytringsfrihed for højt!).

Det ville være en kolossal hæmsko for den frie debat, hvilket selvfølgelig også er meningen. For allerede i dag bruges den relativt impotente racismeparagraf som politisk værktøj til at lukke munden på folk, der siger ting, man ikke kan lide. Ofte om islam.

Hvis ytringsfrihed kunne reducere CO2, ville Alternativet elske den. I stedet er ytringsfriheden kommet på listen over ting, som voksne mennesker ikke selv kan administrere. Ligesom kød. Og flyrejser.