Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: For Pernille Vermund handler det om at redde Danmark – eller gør det?

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og debatjournalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

23.18

For Pernille Vermund handler det om at redde Danmark – eller gør det?

For Nye Borgerliges formand Pernille Vermund er der ingen tvivl: Udlændingepolitikken er og bliver det vigtigste emne – ja, faktisk så vigtigt, at hun ikke rigtig ser nogen grund til at tale om andet. Vermund vil »redde Danmark«, for lige nu betyder indvandringen fra muslimske lande, at det danske samfund er under »afvikling«. Tidligere har partilederen endda talt om muligheden for en borgerkrig.

Men i går sagde Vermund i et interview med Berlingske i forbindelse med podcasten »Mød partilederen«, at hun vil gå ud af politik, hvis Nye Borgerlige ikke klarer spærregrænsen 5. juni.

Det er alligevel hurtigt at give op, hvis det virkelig handler om at redde Danmark som nation. Men måske handler det mere om at redde sig en politisk karriere?


23.12

Ligkistesøm undtaget Venstres skattestop

Venstres skattestop anno 2019 var ikke mange stunder gammelt før, at partiformand Lars Løkke Rasmussen var ude at annoncere en kommende skattestigning på cigaretter, dog uden at sætte beløb på, hvor meget en pakke ligkistesøm skal koste i fremtiden.

Den regering, som Venstre officielt stadig er medlem af, har i øvrigt for ikke længe siden oprettet en kommission med henblik på at sætte skatterne op på transportområdet. Som vælger gælder det om at holde tungen lige i munden, når Venstre taler om skattestop.


20.37

Borgerlige profiler på vej ud

Indtil videre har de kreperligt dårlig målinger til de blå partier mest haft abstraktionens karakter. Men som valgdagen nærmer sig bliver nedturen konkret. Brutalt håndgribelig. Flere af de mest profilerede politikere, som har tegnet den regerende blok udadtil, står nu til at ryge helt ud af Christiansborg: Mest markant risikerer både Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen og Liberal Alliances værdikæmper Joachim B. Olsen at miste deres mandater i Folketinget. De er begge taberne i den stoleleg, som både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er på vej ud i, fordi de står til at blive noget nær halveret. Og når først den erkendelse for alvor breder sig, ja, så bliver der bal i den borgerlige. For så bliver det pludselig hver mand for sig.


20.11

Oxfam IBIS - et nyt parti på venstrefløjen

Du troede måske, at Oxfam IBIS var en NGO, som arbejder med udviklingsbistand i verdens fattigste lande?

Der tog du fejl. Oxfam IBIS toner i folketingsvalget 2019 rent flag som venstreorienteret dansk parti med en kampagne om de »rige svindlere« (lyder jo næsten som »rige svin«, så det spiller), som er skyld i, at der »mangler penge til velfærd« i Danmark. Vi skal have det ind med skeer, så Oxfam IBIS docerer også, at det hverken er »muslimernes, de arbejdsløses eller flygtningenes skyld«.

Ifølge organisationens seneste årsregnskab, som dækker 15 måneder over 2017-2018, modtog Oxfam IBIS over 200 mio. kr. fra Danida til udviklingsprojekter i perioden. Jeg håber, at aktivisterne i Oxfam IBIS er lige så dygtige til at bruge vores skattekroner ude i verden, som de herhjemme er til at føre kampagne for rød blok sammen med kammeraterne i fagbevægelsen.


19.40

Så er den rituelle valgplakatsmadring i gang

Som sædvanlig triller historierne om smadrede valgplakater ind. Og som sædvanlig synes det primært at være højrefløjens, der står for skud. Hvis det sker lidt hyppigere end ellers, skyldes det måske, at nogle på - må det formodes - den yderste venstrefløj har lavet en hjemmeside med fokus på plakatsmadring. I betragtning af den enorme succes som venstrefløjsere og voldsparate havde med at undertrykke ytringsfriheden med ulovlige midler, da Rasmus Paludan demonstrerede på Nørrebro, kan det jo umuligt vise sig at være en kontraproduktiv og debil strategi, der primært formår at skabe sympati for hærværksmændenes politiske modstandere.


18.30

Vælgerrejsen 2001 med Dansk Folkeparti

Hvis vi tror på snittet af målinger, og det gør vi, så kan det ikke afvises, at Dansk Folkeparti pt. er tilbage på valgresultatet fra folketingsvalget i 2001. Der fik de 12 % af stemmerne. Det betyder, at over 300.000 vælgere er forsvundet siden 2015, og de fleste af dem er sivet siden december 2018. Hvis det holder, så er det et meget markant og hurtigt fald i vælgertilslutningen. Og så har vi slet ikke vendt, hvor galt det faktisk kan gå dem til Europaparlamentsvalget.


18.24

Det er tid til at tage politik-allergikeren og vikaren fra himlen helt alvorligt

Kristendemokraterne er et parti, man holder af. Ufarlige borgerlige med gode værdier, der roder rundt på midten, og har en formand, der simpelthen er så sensitiv overfor politik, at han ikke kan føre valgkamp. Man skulle lave en serie af plysbamser til børn efter partiets topfigurer.

Men Stig Grenov og hans vikar fra himlen skal tages granalvorligt som et yderliggørende rand-projekt. Partiet mener blandt andet, at staten af hensyn til barnets tarv ikke skal finansiere løsninger, hvormed homoseksuelle kan blive forældre.

Det er ikke i barnets interesse at lesbiske bliver insemineret på statens regning, er tankegangen. Og den bliver foldet ud i et gammelt interview som DR har fundet frem. Grenov siger her, at at et drengebarn af to mødre oplever, at hans køn er blevet »valgt fra«, hvilket jo betyder, at han mener, at homoseksualitet er et valg, man derfor »bare« kan vælge om.

Værdipolitik, der føres på bekostning af mindretal, skal man som bekendt altid være på vagt overfor. Også i dette tilfælde.


16.35

Er der et politisk rum til familiepolitikken?

Kristendemokraternes nye (midlertidige) formand, Isabella Arendt, er ude i flere medier og sige, at hendes førsteprioritet er børne- og familiepolitikken.

Egentlig ikke så overraskende. Det er en gammel mærkesag for Kristendemokraterne - helt tilbage fra dengang, partiet hed Kristeligt Folkeparti.

Men måske er der faktisk et politisk rum til familiepolitikken. Andre partier taler ikke meget om den traditionelle kernefamilie, der tydeligvis er KDs og Arendts hjerteblod. Når Mette Frederiksen siger, hun vil være børnenes minister, så er det ikke på den bane, hun spiller. For Frederiksen handler det mest om offentlig velfærd til børnene.

Og skal man have politisk medvind i dag, skal man som bekendt sige noget markant andet end de andre. Det gør Isabella Arendt sådan set.

For man kan godt argumentere for, at den politiske midte over tid har rykket sig langt væk fra traditionel familiepolitik. Tag eksempelvis Socialdemokratiets forslag til en ny arveafgift, der kan betyde, at nogle danskere får en marginal arveafgift på næsten 50 procent.

Reelt er det jo en afgift på familier. En øget beskatning af de helt særlige relationer i en familie.


14.49

Socialdemokratiet gør klogt i at ignorere tonekunstnerne

Forfatteren Carsten Jensen har skrevet endnu en bog, der ligesom de foregående er en boblende skidtspand af perfiditeter, som han hælder ud over hovederne på ikke mindst de socialdemokratiske politikere. Således beskrives Mattias Tesfaye som Martin Henriksens åndelige tvilling, mens Mette Frederiksen beskyldes for at bakke om om højrepopulisternes flygtningepolitik.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan valget ender, men det er min klare overbevisning, at når Socialdemokratiet står til en knusende sejr, skyldes det i høj grad, at man er begyndt at ignorere højt og flot, hvad Carsten Jensen og andre tonekunstnere mener om partiets politik.

Læg dertil ligegyldighed over for Zenia Stampes domme over socialdemokratiets historiske arv og skuldertræk til lederne i Politiken og Information, for slet ikke at nævne de tendentiøse »something is rotten in Denmark« artikler i the Guardian.


14.39

Isabella-faktor skader blå blok

Stemmespildet kommer til at slå rekorder i den borgerlige blok. For selv hvis miraklet skulle indtræffe – og de borgerlige partier samlet set skulle ende med at skrabe over 50 pct. af stemmerne sammen – vil det næppe være nok til de afgørende mandater. Ganske enkelt fordi flere partier vil ryge under spærregrænsen.

Senest har det oplagt taktiske formandsskift hos Kristendemokraterne – fra den konfuse Stig Grenov til den entusiastiske Isabella Arendt – gjort ondt værre for Venstres formand. Med endnu større sandsynlighed vil Kristendemokraterne nu kunne snige sig op lige under spærregrænsen og dermed maksimere stemmespildet. Spørgsmålet er efterhånden kun, om de blå partier ender med at miste flere stemmer, end venstrefløjen gjorde i 1988 med dengang i alt 4,9 pct. Arendt-faktoren gør reelt en blå regering endnu mindre plausibel.


13.50

Alle har ret til et fedt snit

Berlingske har det, Altinget har det, forskerkollegaen Erik Gahner Larsen har det, og nu har fagforeningen DJØF det også: Et snit af alle meningsmålinger.

Det er gode nyheder for forbrugerne af politiske nyheder, der kan få mere sikkerhed og mindre tilfældighed og skævhed, når de vil vide noget om partiernes tilslutning. Nu mangler vi blot, at nogen byder sig til med et gennemsnitsnit af meningsmålingsgennemsnit.

Det ville faktisk være mindre tosset, end det umiddelbart lyder. De nye tal fortæller os blandt andet, at der er 25 pct. sandsynlighed for, at Nye Borgerlige ikke kommer i Folketinget.


13.44

Hvem ser spøgelserne ...

Hov, hvad sker der her? Er der journalister tilstede? Eller lader I jer skræmme af tanken om trollehæren...

I weekenden var billedet af Stram Kurs' folketingskandidat Uwe Max Jensen og Steve Bannon på Facebook. Billedet er fra Oslo og helt aktuelt. Nu må man jo mødes med, hvem man vil. Vi lever jo stadig i frie samfund. Men det ville være både relevant og vigtigt at få journalister til at krydsforhøre Uwe Max Jensen om, hvad de talte om. Penge? Mediestrategi? Relationer? Steve Bannon står nu i spidsen for en bevægelse, der vil destabilisere Europa gennem at nedbryde både politiske systemer i de europæiske lande og det europæiske fælleskab.

Det er ikke hver dag, folketingskandidater fra små nye partier i Danmark møder mennesker med megen magt og indflydelse, og som har disrupted valget i US og Brexit valget UK, og som har som erklæret mål at gøre det samme ved de forestående demokratiske valg i Europa.

Skal man tro Wikipedia, er DFs nye legekommarater i parlamentet, det italienske Lega Nord, iøvrigt også tæt på Bannon.
Hvad er det for et netværk, I har gang i? Hvad er det ved vores systemer, der baserer sig på dyrt købte erfaringer, I vil omkalfatre? Og hvad vil I sætte i stedet?


12:20

Kæmpe valgfix til velfærdsjunkierne

I et monomant velfærdsfikseret land som Danmark, hvor den mest yndede folkesport er uddeling af andre menneskers penge, viser Socialdemokraternes nyeste udspil fint, hvorfor de altid vil vinde over Venstre i den disciplin. »Vi ser jeres 69 milliarder, og forhøjer med et ubekendt men større antal milliarder i al fremtid, fordi en af verdens største offentlige sektorer naturligvis er alt for lille,« lyder det underforståede budskab. Så må man bare håbe, at Venstre erkender, at Socialdemokratiet er bedre til at være socialdemokrater, end de er, og de ikke bliver fristet til endnu mere overbudspolitik.


11.53

Socialdemokratiet buldrer videre med velfærds-overbud

Valgkampen er forlængst kørt ud af den forudsigelige tangent: Politikerne konkurrerer om at love mest offentlig velfærd.

Det er set før. Valgkampene i 00erne var triste eksempler. Eksempelvis den i 2007, da Socialdemokratiet gik til valg på en række velfærdsrettigheder.

Nu melder Socialdemokratiet, at man vil indføre en velfærdslov, der garanterer, at de offentlige udgifter til ældre og børn altid følger udviklingen i antallet af ældre og børn.

Dermed siger Socialdemokratiet også at:

  • den offentlige sektor ikke kan eller skal effektivere mere. Åbenbart har vi en offentlig sektor, der er perfekt. Intet kan gøres smartere.
  • ingen andre skal konkurrere med den offentlige sektor om at levere velfærd. Udgifterne skal bare skrues op - helt uden nogen grundlæggende overvejelser om, hvorvidt ting kan gøres på andre måder.

Cirklen er sluttet til dyrtidsportionernes Socialdemokrati i Anker Jørgensens tid. Og bort fra enhver reformtanke. Godt nok tankevækkende.


11.45

Fornuftigt forslag fra S: Statens brug af konsulenter er frås

Socialdemokratiet har netop præsenteret et nyt velfærdsudspil, som blandt andet vil spare det offentlige for tre milliarder kroner om året ved at sætte et loft over statens brug af konsulentydelser. Pengene skal i stedet bruges på velfærd.

Dén del af udspillet er ganske fornuftig (og kom i øvrigt oprindeligt fra SF).

Naturligvis er konsulenter nødvendige en gang i mellem, men forbruget er stukket helt af de senere år.

Desværre er det nok for meget at håbe på, at Socialdemokratiets nyfundne spareiver vil brede sig til andre dele af det offentlige forbrug.


10.37

Partilederskift er overvurderede

Valgkampens første uge har handlet overraskende meget om politik, men her i anden uge er en klassiker kommet springende ind på scenen: Partilederskift.

Der kører historier om Kristian Jensens muligheder for at overtage efter Lars Løkke Rasmussen, Kristendemokraterne har lavet en »midlertidig« bytter, og Pernille Vermund truer med at gå, hvis Nye Borgerlige ikke kommer ind. Mon ikke også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skal en tur forbi samme emne, hvis de nuværende målinger holder.

Vi ved fra forskningen, at manglende vælgermæssig succes er den hyppigste grund til partilederskift, men vi ved også, fra selvsamme forskning, at effekten af partilederskift på fremtidig succes er svær at registrere. Men partilederemnet er håndgribeligt at diskutere, hvorfor vi nok må vænne os til at det kigger frem i debatten over de næste 22 dage.


10.23

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i valgkamp for den offentlige sektor

AE påstår, at den offentlige sektor er på den største slankekur i over 30 år. Antallet af offentligt ansatte pr 1.000 borgere er faldet en smule siden 2011. Regnestykket er formentlig rigtigt, men det siger ikke noget om, hvorvidt der er for få eller for mange offentligt ansatte.

Hvis AE beregnede udviklingen i antallet af ansatte i landbruget pr 1.000 borgere, ville de opdage, at det tal er styrtdykket de sidste mange år. Vi er alligevel ikke ved at dø af sult, ja, faktisk kan de færre og færre landbrugere brødføde to-tre gange Danmarks befolkning.

Det er ikke kun antal beskæftigede, der tæller, det gør deres produktivitet også. Nu forlanger jeg ikke samme produktivitetsstigning i den offentlige sektor som i landbruget. Men lidt må vi forvente med de massive investeringer i ny teknologi, der foretages i den offentlige sektor.


09:50

Et ansigt udadtil

Kristeligt Folkeparti har valgt at lade Stig Grenov, manden som ingen kendte, træde i endnu mere baggrunden til fordel for hans vikar, Isabella Arendt, der blev landskendt på et afbud. Arendt skal fremover være partiets ansigt udadtil, som det bliver formuleret. Hvilket lyder som en forrygende ide, eftersom Kristeligt Folkeparti ikke har haft en ansigt udadtil siden Jann Sjursen.


09:37

Klimademonstration 25. maj - det bør være 26., vi demonstrerer

Det er som om, at vi nu er gået demonstrations amok! Nu vil alle på gaden for klimaet. Der er tydeligvis valgkamp. I Danmark. Men hvor slås det helt store klimaslag?

Et helt afgørende klimaslag slås 26. maj. Hvor vi 500 millioner europæere i EU, skal stemme om, hvem der repræsenterer os i Europa-Parlamentet. Fyldes parlamentet op med klimaskeptikere eller fornægtere af at klimakrisen er menneskeskabt, så vil man kunne blokere for de helt nødvendige, ja, her fristes jeg til at sige livsnødvendige, tiltag, som må og skal komme via vores forpligtende fællesskab.

Nær sagt alle danskere ser, at EU er vejen for bæredygtige udviklinger for klima og miljø. Alligevel skal vi nu ud over at gå til stemmeurnerne to gange - hvilket klart, grundet forventet lav valgdeltagelse, favoriserer EU-skeptikere eller modstandere, og disse har et sammenfald med klimaskeptikere eller fornægtere af at klimakrisen - til demonstration.

Skulle jeg vælge mellem at demonstrere på gaden 25. maj, og sætte kryds 26. maj, valgte jeg det sidste.


09:29

Stig Grenov må håbe på et svensk mirakel

Kristendemokraterne skifter formand midt i valgkampen og får dermed 26-årige Isabella Arendt - også kaldet vikaren fra himlen - i front. Også i de afgørende partilederdebatter. Der skal lyde et stort god bedring til Stig Grenov, som fra sin orlov må skue forhåbningsfuldt til Sverige.

Her har de svenske kristendemokrater netop haft held til at sætte en ung, kvinde i spidsen for det spærregrænseramte parti, og det har betydet et politisk mirakel for det lille, svenske søsterparti.

De svenske kristendemokraters nye formand, den 32-årige Ebba Busch Thor taler rent om ikke mindst familiepolitik, hvilket har givet vind i sejlene. Og så har svenske Ebba Busch taget det utraditionelle, svenske skridt at ville føre en samarbejdede stil over for Sverigesdemokraterna. Strategien ser ud til at lykkes. Lige nu ligger de svenske kristendemokrater til 10-12 pct. i målinger og er dermed langt fra spærregrænsen.

At det samme skulle lykkes på få uger for Isabella Arendt er nok utopisk, men ingen tvivl om, at Stig Grenov har fået en kompetent afløser, som bliver et interessant friskt pust at følge i valgkampen.


09:13

Mogens Lykketofts hævn

Der er noget poetisk ved, at Venstre har fundet spinmanualen fra 2005 frem, komplet med skattestop/skattehop ordspil og overbudspolitik på velfærdsområdet. Problemet er bare at rollerne er byttet om. Dengang var S casted i samme rolle som V er idag. Som taberne. En tiltagende indebrændt Løkke lyder som et ekko af Mogens Lykketoft, når han snerrer af journalisterne og prøver snart det ene, snart det andet, uden at det hjælper en døjt. Dengang var journalisterne benovede over de smarte metoder hentet helt fra Amerika. Idag dumper de kynisk og overlegent V-tricksene som udtryk for desperation. Samtidig har S overskud til at gøre grin med det hele. Med mindre der sker noget helt vildt de næste tre uger, kan Mogens Lykketoft der ikke er på valg nyde valgaftenen med slukket hævntørst.


09:07

Vermunds tomme trusler

Hvis ikke vælgerne denne gang sender Nye Borgerlige i Folketinget, så er Pernille Vermund færdig som partiformand, meddeler hun i Berlingske podcasten »Mød partilederen«. Målingerne er ikke entydige om Nye Borgerlige kommer ind, men partiets relevans, der bygger på tre realpolitisk tvivlsomme såkaldt »ufravigelige krav« på udlændingeområdet til Lars Løkke, er stærkt nedadgående, da blå blok p.t. er mellem 20-30 mandater fra at samle et flertal. Så dette udtømte trusselsscenarie bør ingen længere tager alvorligt. En mulig fremtid for Nye Borgerlige uden Vermund leder tankerne hen på et ABBA uden Agnetha Fältskog.


08:04

Endelig bryder Kristendemokraterne ud af pænhedens fængsel

Kristendemokraterne har netop meddelt, at den kedelige formand Stig Grenov tager orlov for i stedet at give plads til partiets nye stjerne: den unge, dynamiske og meget veltalende Isabella Arendt. Formelt skyldes det særdeles utraditionelle skift – midt i en valgkamp! – at Grenov har fået stress. Det havde han dog næppe fået, hvis ikke Arendt havde klaret det så fantastisk, som hun gjorde, i partilederrunden på TV2.

Det virker altså mere end sandsynligt, at sygeorloven blot skal dække over en kynisk vurdering: Arendt kan sælge flere billetter end Grenov, og derfor laver vi et lynskifte med de midler, vi nu engang har til dét.

Ufint, kan man kalde det. Måske endda løgn? Men uanset hvad bryder Kristendemokraterne nu endelig ud af pænhedens fængsel, og det klæder dem faktisk. Hvis de så bare kan få lov til at tale om andet end abort og homoseksualitet, så har de måske endda en chance.


07:27

Borgerlige vælgere efterspørger grøn politik

Det går fremragende med økonomien og beskæftigelsen. Dermed kan andre politiske emner rykke op på listen over problemer, som vælgerne savner løsninger på. I en ny Norstat-undersøgelse for JP og Altinget svarer 46 pct. af vælgerne, at miljø og klima under ét er det klart vigtigste politiske emne foran sundhedspolitik (39 pct.) og udlændingepolitik (29 pct.). For halvandet år siden var det kun 24 pct., der havde den grønne dagsorden i top tre. Interessant nok er det ikke kun rød bloks vælgere, der har fokus på de to emner. 43 pct. af Venstres vælgere og 38 pct. af DFs vælgere sætter også klima og miljø på deres liste over de tre vigtigste emner.