Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2022.

Valgstrømmen: Mette Frederiksen kan ikke undslippe den økonomiske tyngdelov

Følg Berlingskes valgblog, »Valgstrømmen«, med løbende kommentarer om folketingsvalget 2022.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Obama kunne ikke fjerne opmærksomheden fra elefanten i Folketinget torsdag aften

23.06

»Der er ikke et blåt folketing og et rødt folketing, der er kun ét folketing,« sagde statsministeren. Obama har ikke levet forgæves.

Og det var en lille bitte smule mere ydmyg statsminister, der rundede åbningsdebatten af torsdag aften. Hun fortryder de dage for minkavlerne. (Men sagde ikke, at minkbranchen kan se frem til slutningen af dette årti, før deres erstatningssager er afsluttet)

Hun fortryder at have sagt, »Lev Mette« (med det). Og hun fortryder, at ældre borgere måtte dø alene. Men i øvrigt fortryder hun i øvrigt meget lidt. Også omkring minkforløbet, hvilket der kom meget polemik ud af i salen.

Men den elefant der torsdag aften stod i rummet og så på hele tinget er følgende: Hvordan kan en statsminister glemme, at staten alene handler ved lov? Hvordan kan samarbejdet mellem regering og embedsværk bryde sammen simultant i en hel stribe ministerier? Hvordan kan det være, at statsministeren ikke med det samme sikrede al bevismateriale, eksempelvis sms'er? Og hvordan kan det være, at vi var mange, der umiddelbart under det famøse pressemøde 4. november 2020 kunne afkode grundlovsstridigheden af ordren, mens den erkendelse angiveligt først kom til statsministeren mange dage efter om søndagen?

Disse spørgsmål forbliver ubesvarede. Og så længe de er det, vil der herske tvivl om statsministerens evner som regeringsleder. Og den tvivl kan selv ikke obamask retorik fjerne.

Mette Frederiksens ansvarsflugt er helt utrolig

Kl. 22.37

Mette Frederiksens stemme knækker, når hun bliver rørt, og her til aften ville hun pludselig gerne erkende nogle fejl. For eksempel at danskere ikke kunne tage ordentlig afsked med deres kære under den hårdeste coronanedlukning.

Men det er og bliver menneskeligt umuligt for statsministeren at erkende, at hun begik fejl i minksagen. Det er udtryk for en utrolig uvilje til at tage ansvar på sig.

Som et absolut minimum burde Mette Frederiksen tage ansvar for en ledelseskultur, der skabte et politisk-administrativt helvedeshus, hvor normale sikringer mod magtmisbrug blev sprængt.

Men nej. Mette Frederiksen holder stædigt fast i sin minkfortælling. Den stædighed er hendes største svaghed lige nu.

Peter Hummelgaard mangler selverkendelse

Kl. 21.18

Når der er bred enighed om en eller anden dårligdom i samfundet, er der mange politikere, der ynder at skylde skylden på de politiske modstandere: Det er jeres skyld, det er også, fordi I ikke har gjort noget ved det!

Senest beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som I et interview i Berlingske beskylder Inger Støjberg for – »gennem årtier« at have ført en politik, der har skabt alt for store forskelle mellem land og by, rige og fattige. Og han gentager det endda: »Dem, man skal bebrejde det, er i høj grad Inger Støjberg og hendes tidligere partifæller, der truffet beslutninger gennem årtier, som har pustet til forskellene i samfundet.

Tja, i de seneste 30 år har magten faktisk været fuldstændig ligeligt fordelt mellem røde og blå regeringer.

Det ville være klædeligt med lidt mere selverkendelse.

Trumpisten Hummelgaard slår til igen – nu mod Støjberg

Kl. 21.11

Peter Hummelgaard, som gjorde sig til en mester i trumpisme, da han beskyldte Jakob Ellemann-Jensen for bruge trumpistiske metoder, har nu udnævnt Danmarkdemokraternes leder, Inger Støjberg, til hovedfjenden i et af sine utallige angreb og tirader mod politiske modstandere.

Bare den seneste valgperiode, hvor Hummelgaard har været beskæftigelsesminister, har været en parade af angreb på politiske modstandere. Helt systematisk er Hummelgaards metode aldrig at angribe argumentet med et modargument, men at angribe afsenderen af enhver kritik mod ham selv eller regeringen. Nu er det Inger Støjberg, som i Berlingske beskyldes for at skabe bevidst splittelse.

Måske nogen kan huske, da Hummelgaard blev angrebet for igen at tale usandt om bankerne. Det var Kraka-direktør og politisk kommentator Peter Mogensen. Hans angreb blev besvaret med, at han var i lommen på bankerne, fordi Kraka Advisory løser en opgave for Danske Bank. Siden brugte han en AE-analyse som et argument for at diskreditere en leder i Berlingske. Hvem finansierer AE, så hvorfor skal vi lytte til dem?

Måske Støjberg har gravet grøfter – Hummelgaards grøfter er mindst lige så dybe.

Socialdemokratiets benhårde valgkampstrategi: Smil – og attack!

20.27

Man mere end aner allerede nu Socialdemokratiets benhårde strategi for valgkampen, og den giver straks pote:

S går ikke til valget med et eget, stort politisk udspil. Den strategi er fravalgt så sent som i sidste uge, fortalte statsminister Mette Frederiksen i går til Politiken.

I stedet er statsministeren iscenesat som den smilende bebuder af stærk, tryg ledelse midt i en mørk, tung og svær krisetid for alle.

Imens agerer hendes nærmeste væbnere angrebstropper i en negativ valgkamp, hvis lige vel ikke er set i mange år i Danmark. Over en måned har Søren Pape Poulsen fået at føle.

Nu er turen så kommet til Inger Støjberg, der får med angrebsleder Peter Hummelgaards krabask i et interview i Berlingske.

For både Papes og Støjbergs vedkommende er der sager og ting at hæfte angrebene op på. Det er slet ikke det. Der er noget at komme efter. Og det virker. S går i disse dage frem næsten overalt, også i Berlingskes nye Gallup, hvor partiet nu ligger over valgresultatet fra 2019.

Spørgsmålet er, om det bliver ved med at lykkes. Eller om S kommer til at overgøre angrebskampagnen uden egne store politiske visioner. På sociale medier småtrender hashtagget #hvadvilIselv for tiden. Rimer tryg ledelse på iscenesættelse af shitstorme mod politiske modstandere? Svaret får vi senest 1. november.

 

Velfærdsstatens fodsoldater er populære, DJØF'erne er ikke

20.01

For ét år siden spurgte vi i en stor repræsentativ stikprøve på 2063 danskere: »Hvad er din overordnede vurdering af følgende medarbejdergruppers bidrag til den offentlige sektor i Danmark? Selvom det kan være svært så angiv din bedste vurdering på en skala fra 'meget negativt bidrag' (0) til 'meget positivt bidrag' (10).«

I snit scorer danskerne sygeplejersker til 8,5, mens Djøf’ere må nøjes med blot 5,5 i snit. Det er ikke så underligt, at politikere fra højre til venstre har kastet sig over kontorfolket i denne valgkamp.

 

Forskellen med Løkke

19.52

6.1 i Gallup. FØR debatten i går aftes. Løkke og Støjberg bliver de to, vi kommer til at følge – og nu melder den dramatiske mulighed sig, at de ender med at blive lige store – men Løkkes stemmer bliver de afgørende.

Her er et bud på, hvorfor det ikke vil skade Løkke, at han ikke melder noget før valget: til forskel fra alle andre før ham HAR han været statsminister. Alle ved, hvad de får – og enhver vil også mistænke ham for, på den yderste dag, selv at gå efter den. Det vil mange være imod. Men en del vil tænke, at givet alternativerne er det det mindste ringe. Den her valgkamp bliver det 21 århundredes hidtil mest spændende.

Moderaterne er Radikale 2.0

19.36

Lars Løkkes Moderaterne står til at få 6,1 % af stemmerne i en ny meningsmåling foretaget af Kantar Gallup. Det er næsten en fordobling af, hvad han stod til at få kort før valgets udskrivelse – og det er helt igennem fortjent.

Løkke havde en forrygende første partilederdebat. Han udstrålede både overblik og politisk modenhed og bød på langsigtede planer, som ingen andre kunne matche.

Hvis målingen holder til valget, vil Moderaterne indtage den rolle, som de Radikale havde, før de blev gift med Socialdemokraterne. Det er præcis den vej til magten, jeg for snart to år siden beskrev, han ville tage.

Lars Løkke og nostalgien efter den irritable, modne mand

19.21

Vi vidste, han var god i en kampagne, og Lars Løkke er da også en af de bedste talere og improvisatorer i Folketinget lige nu, men de seneste døgn, hvor han lettere irritabelt har insisteret på den politiske substans, har sendt ham på himmelflugt i en ny Gallup-måling.
Men med over 6 procent af vælgerne står han som den helt klare kongemager lige nu, mens De Radikale står til en halvering.
Hvad er det Lars Løkke kan? Han minder os om dengang, der næsten kun var modne mænd i jakkesæt i dansk politik, og hvor sådanne størrelser som sandhed og »hvad det koster« endnu var solide værdier i dansk politik, og hvor makrelmadden i øvrigt var henvist til madpakken.

Det er tydeligvis svært for De Radikale at gribe den magtfulde midterposition

18.48

Allerede ved sidste valg i 2019 var det politiske overlap mellem S og blå blok så stort på særligt udlændinge-, integrations-, rets-, social- og værdipolitikken, at det naturlige for De Radikale, for hvem disse politikområder betyder noget, ville have været at indtage den position, som Lars Løkkes Moderaterne gør i denne valgkamp, altså som tungen på vægtskålen.
Men at være den magtfaktor på midten, der kan pege på den næste statsminister og veksle den handling til meget konkret og uforholdsmæssig stor indflydelse, det synes at være overraskende besværligt for De Radikale, der i denne valgkamp, efter at have udløst valget, igen har valgt at pege på Mette Frederiksen til at lede en kommende regering, og i dag igen i salen valgte meget servilt at rulle en rød løber ud for et fremtidigt samarbejde med Socialdemokratiet. Måske kunne Lars Løkke tilbyde partiet et kursus.

Det ku være møj værre – lad os få den store nordjyde-test!

18.32

Det er på højeste politiske mode at være fra landet, men når partilederdebatterne endelig ruller, er der langt mellem de godt jyske udtryk ind i den politiske debat. Faktisk er det skuffende, at Mette Frederiksen og Inger Støjberg, der begge kæmper i det nordjyske og har rasende travlt med at manifestere deres jyske rødder, ikke går mere all in på det. Faktisk burde nogen stille de to op overfor hinanden i en nordjysk dialektquiz. Hvad betyder »pangel« egentlig? Og ender valgt som noget værre »gratværk«?

For de dialektinteresserede har Kristeligt Dagblad tidligere lavet en lille nordjysk dialektordbog.

Messerschmidts stemmespild

16.47

Dagens Epinion-måling for DR og Altinget er trist læsning for både blå blok og DF-partileder Morten Messerschmidt. Rød blok fører snævert, og det skyldes især, at Dansk Folkeparti ikke klarer spærregrænsen i målingen. Det er ikke den første måling, der viser, at DF er ude. I Gallups måling for Berlingske er det også stolpe ud for Messerschmidt, mens Megafon for TV 2/Politiken kun akkurat lige måler DF til at klare spærregrænsen på 2 procent. Blå blok risikerer at tabe valget på grund af Messerschmidts stemmespild.

 

Røde nedskæringer er kloge, blå nedskæringer er onde – eller hvad?

16.37

Ofte er den politiske debat bare dum. Det gælder bestemt også dagens lange åbningsdebat, som det meste af tiden bare kører i tomgang. Hvis du ikke har fået tændt for fjernsynet i løbet af dagen, kære læser, så bare rolig: Du er ikke gået glip af noget. Lad du bare fjernbetjeningen ligge og koncentrere dig i stedet om dit arbejde, din familie eller – hvis du vil blive klogere på politik her i valgkampen – læs en bog eller en avis.

Et eksempel er debatten efter Søren Pape Poulsens tale. De røde bliver ved og ved med at påstå, at 40.000 færre offentligt ansatte i 2030 vil betyde velfærdssamfundets totale kollaps med et rent blodbad blandt pædagoger og sygeplejersker. Men de glemmer åbenbart helt, at hvis man lader de offentlige udgifter følge det demografiske træk – som åbenbart er blevet comme il faut i dansk politik – så kommer der 11.000 færre offentligt ansatte. Så længe det er de røde, der står for nedskæringerne, er det åbenbart helt på sin plads at effektivisere og gøre tingene klogere?

Mærkværdig prioritering af Vermund

Kl. 16.35

Hvorfor deltager Nye Borgerliges formand ikke i åbningsdebatten? Det gør Pernille Vermund ikke, fordi hun vil hellere føre valgkampagne i Jylland. Alligevel er det dog en mærkværdig prioritering henset til, at der er tale om den vigtigste debat i hele folketingsåret. Man skulle ellers tro, at valgte folketingsmedlemmer først og fremmest passede det arbejde i Folketinget, som de er valgt til. I sidste ende er det selvfølgelig Vermunds egen sag, og en sag mellem hende og vælgerne.

Mette Frederiksen kan ikke undslippe den økonomiske tyngdelov

Kl. 16.27

Sidst, Danmark havde så høj inflation, var, da Mette Frederiksens idol Anker Jørgensen var statsminister, og den daværende finansminister Knud Heinesen udtalte de berømte ord om, at dansk økonomi var på vej ud over afgrundens rand.

Fællestrækket for 1970erne og dagens økonomiske politik er et fokus på symptombehandling i stedet for at fokusere på årsagerne til problemerne.

Det betyder også, at regelbogen er smidt væk. Og det samme er den økonomiske lærebog, skriver økonom Lars Christensen i sit bidrag til Berlingskes kronikserie, der gør regnskab over den forgangne regeringsperiode.

Mette Eller Kaos. Eller er det Kaos-Mette?

Kl. 15.50

Under valgkampen omdanner jeg mit ugentlige nyhedsbrev Borgerlingske til et valgnyhedsbrev, der vejleder borgerlige danskere i, hvad de bør interessere sig for i valgkampen.

I dag, på valgkampens dag 2, handler det om den platform, Mette Frederiksen forsøger at etablere for sig selv. Hun er krisemanageren, den sikre hånd, den trygge havn i en svær, mørk og usikker tid.

Men er det nu rigtigt? Eller viste minkskandalen netop, at Mette Frederiksen og hendes regeringsledelse vakler, tager forhastede beslutninger, foretager katastrofale fejlvurderinger og simpelthen ikke gør deres arbejde ordentligt, når det for alvor brænder på? Det kan danskerne tænke lidt over, mens de følger valgkampen.

Derfor vinder de røde valget

Kl. 15.18

Oppositionen agter tilsyneladende at føre valgkamp primært på personhetz mod statsministeren og et omhyggeligt fremmanet luftkastel om diktaturlignende tilstande i det danske politiske system.

Det skal aflede vælgernes opmærksomhed fra borgerlighedens totale idéforladthed hvad angår samfundets udvikling og vedligeholdelse i en krisetid.

Læs Johanne Thorup Dalgaards vurdering her.

Derfor vinder de blå valget

Kl. 14.35

Der er to overordnede grunde til at tro på en borgerlig valgsejr: For det første er den svære økonomiske situation en fordel for de blå, og for det andet har det traditionelle røde velfærdsvåben mistet sin kraft.

Vælgerne vil have nye løsninger, og de borgerlige har fået deres eget velfærdsvåben, mener Amalie Lyhne.

Gør som i Underhuset

Kl. 13.55

Det ville være godt, hvis Det danske folketing var ligesom Underhuset i London. Hvis man ser ud over Folketingssalen, vil man konstatere, at de fleste ser nedad og ikke op eller på den, som taler. Det er kun dem på de forreste rækker, der ser op.

Da Enhedslistens Rosa Lund stillede spørgsmål under åbningsdebatten i dag, kunne man se alle dem bag hende bøje hovedet som i bøn. Hvad laver de alle sammen? De sidder og ser på deres iPhones. Venstres Preben Bach Henriksen skyndte sig at tage øretelefoner på, så han var sikker på ikke at høre Jakob Ellemann.

Og så til Underhuset. Der sidder de på sofalignende bænke, eller de står op. De har ikke et bord foran sig, hvor de kan skjule, hvad de laver. De rejser sig, når de vil tale og sætter sig, når de ikke bliver valgt ud til at tale. Det er parlamentarisme.

Glem ikke udlændingepolitikken

Kl. 13.44

Udlændingepolitikken er indtil videre et relativt fraværende valgtema. Endnu mere fraværende synes dog at være det blå alternativ til den socialdemokratiske linje.

I partilederdebatten kunne alle blå partier gentage, at de støtter planerne om et udrejsecenter i Rwanda – altså et socialdemokratisk prestigeprojekt. Og så fik Ellemann sagt, at »udlændingepolitikken skal være stram, men ikke skør«, hvilket er et citat af den tidligere socialdemokratiske integrationsminister Mattias Tesfaye.

Har blå blok slet ingen visioner på det her område? Er kampen om udlændingepolitikken endegyldigt vundet af Socialdemokratiet?

Egoernes valgkamp

Kl. 13.29

DRs dokumentarserie »Partier i brand« varmede op til egoernes valgkamp. Dysfunktionelle relationer og politiske skandaler bliver afgørende for en kommende regeringsdannelse.

Støjbergs velfærds- og skattekrav til Ellemann-Jensen og især Pape bliver dyre. Men kan Pape udpege en minister, der er dømt i en rigsret, som hans eget parti – for lov og orden – lagde stemmer til at sende hende for?

Ser vi i meningsmålingerne, mister Sofie Carsten Nielsen mandater på sin kølige kurs over for Frederiksen. Den dårlige stemning kan ultimativt kan koste S regeringsmagten.

Siddiques »kompromisløse« klimapolitik og uvenskab med Alternativet kan betyde, at klimastemmer bliver spildstemmer. Det sker på klimapolitikkens bekostning.

Kompromisløshed, Siddique, hører aktivismen, men ikke parlamentarismen til.

Valglinks, man ikke lever uden

Kl. 13.25

Selvom denne valgkampe naturligvis tilbringes bedst på Valgstrømmen, kan jeg varmt anbefale to andre sider, der udover at være gratis også leverer et datablik på vælgerne og politikerne i hele valgkampen:

Den første er ph.d. Erik Gahner Larsens uvurderlige overblik over alle meningsmålinger med vægtede gennemsnit for hvert parti.

Den anden er ekstern lektor Mads Hoves side om partiernes forbrug på og målretning af annoncer under valgkampen.

God fornøjelse.

I weekenden skal vi have fri for politik

Kl. 12.02

»Vigtig viden eller ligegyldig info« hedder et indslag i TV 2-programmet »Natholdet«. Danmarks Statistik, som er demokratiets samvittighed ved at måle alt i vores samfund, har søreme også tal for, på hvilken dag vi har stemt ved Folketingsvalg siden det første 5. Oktober 1848.

Nogen synes måske, at det er sjovt, at det med det kommende valg er blevet afholdt 38 gange på en trist tirsdag.

Det er da langt mere interessant, at det kun er blevet afholdt en gang på en lørdag og aldrig på en søndag. Den eneste gang, at man har afholdt folketingsvalg på en lørdag var 26. februar 1853, da regeringen kom i mindretal på det ukloge og, ved vi nu, selvdestruktive forslag om at flytte den den danske toldgrænse fra floden Ejderen syd for fyrstedømmet Slesvig og sydpå til Elben syd for fyrstedømmet Holsten. Man fornemmer optakten til nederlaget i 1864.

Valg er åbenbart for en alvorlig sag til at være en fritidsaktivitet, eller også har vi bare fået ind med den demokratiske modermælk, at vi om lørdag skal have fri for politik. Det synes man ikke i mange andre lande.

Comeback-Lars er klar

Kl. 11.42

Hvis nogen på forhånd var i tvivl, så kan der vist efter onsdagens debat ikke længere være nogen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussens plan er, at Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister.

Man ser det for sig: Løkke, der et par uger efter valget træder frem foran pressen med uglet hår og krøllet skjorte efter hårde forhandlinger og annoncerer endnu et comeback – og endnu en ydmygelse af de gamle Venstre-kollegaer.

Så længe alle andre partiledere er så optaget af at lægge afstand til hinanden, vil sandsynligheden for dét udfald formodentlig kun vokse.

De lette løsningers parade

Kl. 11.31

Da Lars Løkke under gårsdagens partilederdebat kaldte den igangværende snak om sundhedsvæsenet for »de lette løsningers parade«, havde han fuldstændig ret. Der blev sagt en hel masse, men det meste var meget ukonkret.

Politikerne skøjter rundt på et overfladisk niveau, fordi det er nemt, det er ufarligt og det er uforpligtende. Men det er samtidig meget ødelæggende for den demokratiske debat: Hvordan skal man finde rundt i det politiske landskab, når en tyk tåge af meningsløst ævl har lagt sig overalt?

Er nationalisme farlig?

Kl. 11.29

Nationalisme er farlig, siger Venstres formand fra folketingets talerstol. Jakob Ellemann vil hjælpe hele verden. Han er verdensborger. Han har opdaget, at der er noget, som hedder »metodologisk nationalisme«, og derfor bedriver de røde en rød-hvid klimanationalisme. I klimadebatten er der ingen grænser, og grænser bliver skabt af nationalismen.

For Venstres formand er Putin årsagen til alle ulykker. Det er Putins skyld, vi kommer til at fryse. Det er godt at have en fjende. Men er al nationalisme farlig? Nej. Det er vel den danske nation, som Jakob Ellemann vil forsvare med oprustning og flere våben. Uden nationalisme var der intet Ukraine. Så nationalisme er farlig? Eller?

Her er billedet, der bør få alle blå partiledere til at svede

Kl. 10.34

Dette billede burde give blå bloks ledere koldsved. Mens de ikke selv lykkedes med at angribe statsministeren nævneværdigt på trods af, at Mette Frederiksen er blevet væltet af sine egne for magtfuldkommenhed, så rykkede Løkke tættere på statsministeren.

Mon ikke hun kan sluge en advokatvurdering, hvis det er prisen?

Statsminister Mette Frederiksen og Lars Løkke efter partilederdebatten på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Karlsmose og den kontroversielle kristendemokratiske kandidat

Kl. 10.23

Marianne Karlsmose er bekymret over den »voldsomme fordømmelse«, som ramte Kristendemokraterne, da de opstillede en »muslimsk kandidat med tørklæde«. Hun tror, at reaktionen siger noget om udlændingedebatten.

I virkeligheden siger reaktionen noget om den pågældende kandidat Elif Demir Gökce.

Gökce måtte nemlig forlade Radikale Venstre, efter hun afviste, at en muslim stod bag halshugningen af den franske lærer Samuel Paty. Hun mente i stedet, at drabet var en »false flagoperation mod muslimer«, som en efterretningstjeneste kunne stå bag. Nu er hun kristendemokrat.

Du kan stemme på Gökce i Københavns Omegns storkreds.

Går den, så går den

Kl. 10.20

Liberal Alliance havde købt sig en plads i reklamepausen på TV3+ under gårsdagens Champions League-opgør mellem FCK og Manchester City. Og det til trods for, at det i Danmark ikke er lovligt at vise politiske reklamer på tv.

Men her har LA set et smuthul: TV3+ sender fra Sverige.

På sociale medier bliver det kaldt umodent, uordentligt og et sletskjult lovbrud. Men mon ikke LA ender med at le sidst med den her. Reklamen må i hvert fald siges at repræsentere partiets antibureaukratiske kæphest ganske udmærket, og selv kalder de det »et lille stykke politisk danmarkshistorie«.

Tv-stationerne tager ansvar for den gode stemning

Kl. 10.02

Det er noget, vi kvinder normalt gør; tager ansvar for den gode stemning. Vi får ting til at glide. Og derfor er det på sin vis trygt at se partiledere blive vartet op rent journalistisk af public service tv-stationerne, som tilfældet var på valgudskrivelsesdagen, hvor TV 2 og DR var gået sammen om at snakke politik med den store forsamling af partiledere.

Men det er en lidt tom fornemmelse oven på en regeringsperiode, som formentlig vil gå over i historiebøgerne, som en af de mest dramatiske i efterkrigstidshistorien.

Og på et tidspunkt, hvor antallet af konkurser for de seneste fire måneder har ikke været højere siden finanskrisen, og hvor vi kan konstatere, at pandemi-håndteringen har kostet den danske stat knap 120 milliarder kroner i direkte udgifter, uden at nogen ønsker at undersøge effekten af de individuelle tiltag.

For eksempel er det tvivlsomt om de knap 18 milliarder til teststrategien havde andet end en psykologisk effekt på befolkningen. Det er næsten dysfunktionelt, hvis dispositionerne de seneste tre år bliver hygge-washet under denne valgkamp.

Er du tryggere i dag end for fire år siden?

Kl. 09.57

Statsministeren vil gerne gøre folketingsvalget til et »tryghedsvalg«. Forståeligt nok: I usikre tider er der ofte en »rally around the flag«-effekt, hvor man samles om lederen og dennes parti. Altså bortset fra når man kan give dem skylden for utrygheden – for så sker der tit det modsatte.

Så hvis oppositionen var smart – og det er tilladt at tvivle – ville man snuppe det tema og vende det 180 grader om: Føler du dig tryggere i dag end for fire år siden? Er det under denne regering blevet mere trygt at være sygeplejerske? At være politimand? At drive selvstændig virksomhed? At skulle sende sine børn i skole? Gør 40 nye skatter på tre år borgerne tryggere? Eller at kommunerne skal have lov til at se i deres kontoudtog uden dommerkendelse?

Føler vi os i trygge i et samfund, når man kan blive varetægtsfængslet i månedsvis for at lave en dukke af statsministeren? Osv., oosv. Den ligger bogstaveligt lige til højrebenet.

Fejl i fællesskab

Kl. 09.54

Regeringer kan være brede eller smalle ligesom veje. Bredt er godt, og smalt er skidt. Dog ikke i Bibelen, hvor den brede vej fører til fortabelse. Sådan er det også i politik.

Smalle regeringer får tit lyst til at blive brede, og så går de fortabt. Tænk på VLAK. Og det er et underligt paradoks, at smalle regeringer bliver magtfuldkomne, for hvad er så brede regeringer? Magtfuldkomne? Ja, det er nok det. Mon ikke det var tidligere Venstre-minister Tommy Ahlers, der fandt på det med, at vi har lov til at lave fejl. Han gjorde op med perfekthedskulturen. Det samme gjorde Merete Riisager, tidl. undervisningsminister.

Vi har begået mange fejl, siger de socialdemokratiske ministre. De undsiger perfekthedskulturen. De er ikke fuldkomne. Ingen er fuldkommen. Derfor en bred regering. Den skal dyrke præstationskulturen, så vi klarer skærene og begå mange fejl i fællesskab.

Verdens nemmeste valgfinte

Kl. 09.50

Gårsdagens partilederrunde bar præg af den nemmeste politikerfinte i hele verden: at kalde på »afbureaukratisering« som løsning på alle velfærdssektorens problemer.

Faktum er dog, at alle de administrativt tunge kontrolregimer i den offentlige sektor er implementeret ovenfra og ned af de ledende lag i samfundet i en New Public Management-rus, der har varet fra de tidligere 1990ere til i dag.

Folk, der varetager administrative funktioner er nemme at tale ned, for de er generelt karakteriseret ved, at deres arbejde først bliver rigtigt synligt, når de ikke længere varetager det. Se bare, hvordan det gik med nullernes »afbureaukratisering« af skatteområdet.

Ærlig talt, det her får vælgerne til at kaste op

Kl. 09.42

Denne valgkamp kan gå i alle retninger, også de grimme, forudser kommentatorerne. Et eksempel på grimheden er socialdemokratiske toppolitikeres overfald på den konservative leder Søren Pape Poulsen, fordi han lidt frisk i går morges kaldte de såkaldt »varme hænder« i den offentlige sektor for »indianere«.

Det er en lidt gammeldags talemåde: At der er for mange høvdinge og for få indianere. Velkendt i talrige organisationer med et for fedt ledelseslag og for få menige medarbejdere. Alligevel blev Pape, der i forvejen jo er et såret dyr på prærien, udsat for adskillige socialdemokratiske ministres demokratiske samtale på sociale medier for sin kommentar: De misforstod ham bevidst for at rejse en shitstorm.

Kønt var det ikke. Værst var næsten sundhedsminister Magnus Heunicke, der undervejs fik gentaget løgnen om de 40.000 fyrede offentligt ansatte, hvis den konservative økonomiske plan gennemføres. Jeg troede, det var sådan noget her, den socialdemokratiske regering af al kraft ville bekæmpe? Fortsætter valgkampen sådan her, ender vælgerne med at kaste op. Hvis ikke de gør det allerede.

Statsministeren giver et kram

Kl. 09.16

Statsministerens krammetaktik i Lars Andersens streg. »Med sin nye venlige fremtoning gør Mette Frederiksen det svært for blå blok«.

Med sin nye venlige fremtoning gør Mette Frederiksen det svært for blå blok. Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

For mange kokke

Kl. 08:15

Efter gårsdagens debat står det klart, at egentlig debat med 14 partiledere på samme tid er en stort set umulig øvelse. Det blev til 14 korte, usammenhængende, overfladiske interviews oven i hinanden, hvor der få gange udbrød lidt mundhuggeri partilederne imellem.

De »ja«- og »nej«-skilte, partilederne var udstyret med, fungerede som hæmsko for de partier, hvis politik vi efterhånden kender så godt, mens de mindre og de nyere partier hurtigt øjnede fordelen ved at svare »måske«, og derved erhverve sig taletid til at udfolde nuancer.

Lars Løkke fra Moderaterne påtog sig rollen som fornuftens stemme, Kristendemokraternes Marianne Karlsmose blev en ventil for ophedet debat, og
Sikandar Siddique demonstrerede, at man kan lave sammensatte ord af alting og ordet »klima«.

Kolde hænder hele vejen rundt

Kl. 08:00

De kolde hænder var her, der og alle vegne i første partilederdebat.

De skulle hugges af, når den offentlige sektor skal holde for, så der er plads til varmechecks. De var skurken i sundhedsvæsenets krise. Og i uddannelsespolitikken er de i »bad standing«, fordi alle vil sidde på kontor, men ingen vil læse en uddannelse, der sætter en i kontakt med mennesker, som skal passes eller plejes.

Ja, afbureaukratisering er altid et emne, der kigger frem i en valgkampen. Men det er første gang, at DJØF'erne er saucen, der binder alle dårligdomme sammen.

Det er usmageligt at tænke på Inger Støjberg, som spiser lasagne

Kl. 07:03

DR og TV 2s scenografer og dramaturger havde forsynet partilederne med  papskilte, hvor der stod ja og nej på. De syntes, at det gjorde det hele mere anskueligt og levende sådan ligesom på fritidshjemmet. Og med de skilte kunne politikerne ikke snakke udenom, skønt de forsøgte at vende siden til, for derved at gøre debatten mere nuanceret.

Vi fik at vide, at mange af politikerne har kødløse dage. Det burde vel faktatjekkes. Journalisterne vidste, hvad Inger Støjberg ville svare, for at svare nej til kødløshed er at være højreorienteret. At tænke sig at hun spiser lasagne eller perlehønebryst derhjemme i Hadsund. Usmagelig tanke.

Ja og nej er ikke nuanceret nok: Hvad med fisk? Blødkogte (økologiske) æg? Ved næste debat vil vi gerne vide, hvem der har bil, og hvem der kører i kollektive transportmidler. Hvem har cykelhjelm på? Ja eller nej? Hvorfor fandt partilederne sig dog i det tant og fjas? Lars Løkke gjorde ikke. Næsten ikke.

Løkke bliver livsfarlig

Kl. 22.19

Med 6,4 procent i Megafon gik Løkke ind i partilederdebatten med vinden i ryggen. Og han gjorde det skræmmende godt. Han er tydeligvis i sit es, har besluttet sig for at være den rolige, kloge, tænksomme, der vil redde velfærdssamfundet.

Det bliver livsfarligt for S, V og K. For han sætter sig ud over magtkritikken og leverer en sydende samtidskritik alene ved at insistere i at tale helhed og grundighed. Egentlig politik.

Jeg siger det igen: Skal de borgerlige vinde valget, skal de vinde det på politik. En fælles politik. Det er så åbenlyst nødvendigt, for ellers vil det fremstå skingert, splittet og retningsløst. Kom nu. Gør som de svenske borgerlige ved valgene for år tilbage: Lav en fælles plan. Sig hvad I kan blive enige om. Ellers kommer I – vi – ikke i nærheden af fadet. Så sætter Løkke og Frederiksen sig på denne valgkamp.

En sidste personlig bemærkning: Jeg har aldrig – ikke en gang – oplevet en valgkamp, hvor Løkke er blevet dårligere undervejs. Ikke en eneste gang.

Lad os få færre kødløse partilederdebatter

Kl. 22.14

Så fik DR og TV 2 gennemført deres første fælles partilederdebat med 14 politikere bag 14 pulte. I sig selv en umulig opgave at få til at fungere for de stakkels vælgere ude ved skærmene. Især umuligt for politikerne. Faktisk.

Værre endnu var den kendsgerning, at de to statslige tv-stationer med de valgte temaer atter fløjtede gang i en valgkamp, hvor ingen – trods 14 partier! – får plads til at tale om, hvor pengene til den grønne omstilling, højere løn til sygeplejersker, bedre offentlig velfærd, et styrket forsvar, skattelettelser og lavere energiafgifter, mere sundhed og bedre integration mon skal komme fra? Hvem skal tjene pengene, hvordan, under hvilke vilkår?

Erhvervslivet og familierne er non-emner i dansk politik. Trods et væld af borgerlige partier. Det kan man tænke over, samtidig med at man kan tænke over tv-stationernes valgte temaer. Undervejs blev politikerne stillet det latterlige ja/nej-spørgsmål, om de har kødløse dage derhjemme. Lad os få færre kødløse politiske debatter. Også på tv.

Er det realistisk at reducere den animalske produktion med 95 procent?

Kl. 21.45

I partilederrunden på DR1 onsdag aften var der en spørgerunde om landbruget.

Her kunne Frie Grønnes Sikandar Siddique fortælle, at partiet vil reducere den animalske produktion i Danmark med 95 procent frem mod 2030.

Det fik DR-vært Nina Munch-Perrin til stærkt tvivlende at spørge Siddique, om ikke det var et urealistisk mål.

Her må jeg bare minde om, at man kunne reducere minkproduktionen med 100 procent på kun en uge.

Useriøs klimasnak under partilederdebatten

Kl. 21.34

Hvordan skal vi »løse klimakrisen« – dette åndssvage ordvalg bruger både ordstyrerne og politikere fra rød blok under aftenens partilederdebat på Christiansborg. Som om klodens klimaproblem er noget, de 14 partiledere lige kan få løst i næste valgperiode med en ny afgift på oksekød eller lidt mere pisk til landbruget.

Når Søren Pape vover at påpege, at problemet er globalt, og at man derfor ikke kan se Danmarks indsats isoleret, bliver han prompte beskyldt af Enhedslistens Mai Villadsen for slet ikke at ville gøre noget.

Klimaet fortjener et langt højere debatniveau.

Mette Frederiksens friværdi-finte

Kl. 21.22

Statsministeren afviste under aftenens tv-debat, at hun skulle have foreslået en pensionist at bruge sin friværdi for at klare sig gennem energikrisen. Friværdi blev dog faktisk nævnt af Mette Frederiksen, da hun mødte en pensionist i Køge i dag.

Ekstra Bladet filmede mødet, og Mette Frederiksen opfordrede folkepensionisten til at udskyde noget af betalingen af sin gasregning ved at bruge den indefrysningsordning, regeringen netop har fået vedtaget.

Mette Frederiksen sagde: »Hvis jeg var dig, så ville jeg bruge indefrysningsordningen, fordi på et tidspunkt kommer du til at sælge huset, og så er der noget friværdi, og så kan du klare dig gennem de her år«.