Valgmanifestligheder

En ny genre er ved at vinde fodfæste inden for bogudgivelser, nemlig politiske programerklæringer camoufleret som samtalebøger eller biografier. Skal vi kalde fænomenet for »samtalebiografi«? Den nyeste af slagsen har Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i fokus. Bogtitlen er »Den første«, men kunne mere retvisende være »Den største«, for det er en idealiserende, kritikløs fremstilling, hvor Thorning-Schmidt får lov til at kravle op på en piedestal. Hun kører frem med stort og småt, uden at forfatteren finder anledning til kritisk efterprøvning, for ikke at tale om konsekvensanalyse.

Det er ikke forbudt at offentliggøre valgmanifestlignende udgydelser som biografier. Og selvfølgelig er det en ærlig sag for politikere at markedsføre deres holdninger og positionere sig selv så gunstigt som muligt. Sådan er politik. Men det er begrebsforvirring, når promoveringen sker under dække af biografiens kvalitetsstempel.

Lad gå med, at Thorning-Schmidt efter bedste evne miskrediterer den borgerlige regering og alle dens gerninger. Det er næsten hendes pligt som oppositionens leder. Men i en bog, der markedsføres som biografi, er det ikke holdbart, at hun uantastet får lov til at fortælle, hvordan hun vil fastholde regeringens skattestop samtidig med at hun vil give skattelettelser til de lavestlønnede, hæve ulandsbistanden og gennemføre velfærdsforbedringer over en bred front.

Det er økonomisk magi for åbent tæppe. Hvor pengene skal komme fra, står hen i det uvisse. Måske hun forestiller sig, at merudgifterne bare kan tappes af øjeblikkets overskud i de offentlige kasser, mens en større skattereform forberedes. På længere sigt må skatte- og afgiftsforhøjelser være en uundgåelig konsekvens. Så det er nok ikke for sjov, at Thorning-Schmidt flirter med tanker om at genoplive formueskatten og såmænd også ser med sympati på en tobinskat, der er en administrativ næsten umulig skat på global valutahandel. Når Thorning-Schmidt desuden ønsker, at Den Europæiske Centralbank i sin pengepolitik for eurolandene skal lægge større vægt på at stimulere beskæftigelsen, så er tiden da vist inde til at anbefale manuduktion hos Mogens Lykketoft, hvis økonomiske indsigt er ubestridt, og som for resten også med vægtige argumenter var med til at fjerne formueskatten.

Thorning-Schmidt har afgjort relevante og interessante synspunkter om eksempelvis integration, ligestilling og EU-samarbejde suppleret med biografilignende data om familieforhold og opvækst. Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket af, at der her er tale om en gang partipropaganda, der under rette navn burde have været udgivet af en socialdemokratisk kampagnefond.