V: Det er et stort svigt

Opsigtsvækkende afsløringer om lange pauser og ture til privatadressen i hjemmehjælperes arbejdstid får V-borgmester Pia Allerslev til at kræve en tilbudsgående undersøgelse i hjemmeplejen i hovedstaden.

Hemmelige TV2-optagelser har vist, at flere ældre ikke har fået en tid og omsorg, de har har krav på, fordi hjemmehjælperne bl.a. har brugt tiden på at holde fri. - Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Helles Eriksen

Skjulte optagelser fra TV 2 af hjemmehjælpere fra plejecentret Håndværkerhaven i det københavnske nordvest-kvarter, der bruger timevis af deres arbejdstid på pauser og besøg på privatadressen, har chokeret Venstres kulturborgmester Pia Allerslev.

- Jeg er meget, meget rystet. Både som politiker, som skatteborger og som menneske. Det er så stort et svigt, at vi kan tillade at behandle vores medborgere på den måde, siger hun.

Borgmester: En rådden kultur

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF har allerede handlet på afsløringerne. Flere medarbejdere har allerede været til tjenstlig samtale - og flere vil komme det i ugens løb. Desuden holdt SF-borgmesteren i fredags møde med samtlige ledere i hjemmeplejen.

Hendes udmelding er, at der er tale om en "rådden kultur i en konkret enhed" - men V-borgmester Pia Allerslev mener alligevel, at der er behov for at se nærmere på andre enheder i hovedstadens hjemmepleje.

For let at sige at det er en enlig svale


- Jeg vil ønske, at jeg turde tro på det, som Ninna Thomsen siger, men det tør jeg ikke. Derfor vil jeg bede hende lave en redegørelse og tilbundsgående undersøgelse, så vi én gang for alle får styr på, hvilken kultur der generelt hersker i hjemmeplejen i København, siger Pia Allerslev og fortsætter:

- Det er simpelt hen for let at feje sagen til side og sige, at det bare er en enlig svale. Vi bliver simpelt hen nødt til at få undersøgt, om det kun drejer sig om det her ene sted.